Ustoppelig maskine skrev historie
Populær
Fra klassikerne til krudtet fra sjældenhedens kammer på en historisk aften i London. Machine Head leverede en maratonkoncert – karrierens længste – uden at tabe pusten i tre vanvittige timer.
2. Beautiful Mourning
3. Now We Die
4. Take My Scars
5. Locust
6. From This Day
7. Ten Ton Hammer
8. This Is the End
8. Desire to Fire
9. The Blood, the Sweat, the Tears
10. Crashing Around You
11. Phil Demmel Guitarsolo
12. Darkness Within
13. Dave McClain trommesolo
14. Bulldozer
15. Killers & Kings
16. Davidian
Ekstra:
17. A Farewell to Arms
18. Now I Lay Thee Down
19. Imperium
Ekstra II:
21. Aesthetics of Hate
22. Game Over
23. Blood for Blood
Ekstra III:
24. Halo
For enhver musikelsker fylder koncerter godt op i hukommelsen. Nogle forandrer sig. Andre forsvinder. Og så er der de uforglemmelige øjeblikke. Erindringens milepæle – naglet fast med en ti-tons hammers styrke, når afsenderen hedder Machine Head.
Det var tilstræbt på forhånd, at turnéen ”An evening with Machine Head” ville byde på bandets bedste format. Ingen support. Kun Machine Head, der ville fremføre flere numre end normalt – inklusive de sjældne af slagsen.
Fredagens 5000 publikummer, der var til stede på det legendariske spillested Hammersmith Odeon i London, fik det hele – og mere til.
I 2 timer og 50 minutter leverede Machine Head karrierens længste koncert.
Introen, Ozzy Osbournes ’Diary of a Madman’, satte symbolsk vanvidsmaratonens første skridt i gang.
Stemningen virkede helt særlig. ”Machine Fuckin’ Head!” lød det fra de kampklare gæster, så det rungede på det tætpakkede spillested. De akustiske introtoner tog over. Næverne fløj i vejret. Hovedpersonerne kom ind på scenen. 'Clenching the Fists of Dissent' kunne ikke have startet showet mere perfekt.
Gulvet blev ramt af et mindre jordskælv. Øllet sprøjtede til alle sider. Få kan skrive et nummer med så fandenivoldske riffs, som Machine Head kan. Det stak simpelthen bare helt af, som man siger. Fra Phil Demmel og Robb Flynn, der stod side om side og skiftedes til at fyre soli af, til midterstykkets ”Fight, Fight, Fight” fik fyret Hammersmith helt op på kogepunktet. Og det faldt aldrig igen – hverken på scenen eller foran den.
Vildskaben har sjældent virket mere vidunderlig eller tiltalende. Jordens centrum hed for en aften Hammersmith, der var som et frelsende frirum fra resten af verden. Fyldt ud af både det velkendte og uvisheden.
Fra de gamle kendinge, klassikerne ’Ten Ton Hammer’ og ’Take My Scars’ over ’The Blood, the Sweat, the Tears’ til uforlignelige ’Davidian’. De gik som altid rent ind. Helt ind! Ditto gjorde de nyere, glubske gengangere. ’Locust’ og mastodontiske ’Imperium’.
Sidst Machine Head gæstede Danmark – på Vega november 2014 – skrev kollegaen Kent Kierkegaard, at ”Så meget nyt er der heller ikke at komme efter,” og konkluderede, at amerikanerne aldrig skuffer, men desværre heller ikke overrasker.
Han skulle vist have taget turen til London.
Fra sjældenhedens kammer kom de største triumfer. Der var gået 14 år, siden ’The Burning Reds’ ’Desire to Fire’ sidst var blevet skudt af, og den kom overraskende massiv, modnet med tiden.
For et band, der trådte dødvande ved årtusindskiftet, så kom Machine Heads reclaim to fame med episk pondus på 2007s ’The Blackening’. Det er næppe tvivl om, at Robb Flynn selv ser det som gruppens hovedværk.
Pladens 62 minutter er fordelt på otte numre – i London kom hele seks af dem. Og sådan fik man oplevet den over 10 minutter lange ’A Farewell To Arms’ folde sig ud i hele dens sprudlende storhed.
Men især debutpladens ’Blood for Blood’ ramte publikum som en skudsalve af sindssyge. De riffs. Det tempo! Og så endda 150 minutter inde i koncerten. Men serveret, som var der kun gået 15.
Ligeså karismatisk og sympatisk den 48-årige Robb Flynn fremstår, i ligeså ufejlbarlig form virker frontmanden til at være i.
Og dagen efter? Dagen efter gentog Machine Head seancen på de tre timer i Glasgow – bare fordi man er på vej mod de 50 år, behøver man ikke blive en svagpisser.