Delvist maskebal i nu-metal-land

Northlane-Alien-Cover-Artwork-HEAVY-Mag

Da Northlane albumdebuterede, spillede de progressiv djent. Nu spiller de nu-metal. Det er de til gengæld ret dygtige til.

Kunstner
Titel
Alien
Trackliste
Details Matter
Bloodline
4D
Talking Heads
Freefall
Jinn
Eclipse
Rift
Paradigm
Vultures
Sleepless
Karakter
4

Australske Northlane har været aktive de seneste år. Både hvad angår turnéer og pladeudgivelser. Med flere besøg i Danmark og fire fuldlængdeudgivelser siden debuten ’Discoveries’ (2011) er det primært den enorme arbejdsindsats, der kendetegner bandet. Nuvel, bandet er vel også kendetegnet af Marcus Bridges udvalg af gennemhullede T-shirts plus et mindre gennemtænkt valg af masker fra enkelte af kvintettens medlemmer.

Spøjst tøjvalg og sær brandingstrategi til side har bandet flere udmærkede plader i bagagen. Senest den vellykkede overraskelsesudgivelse ’Mesmer’ fra 2017. Genremæssigt har der heller ikke været så megen slinger i valsen. Udgangspunktet har været djentet metalcore, der er gået fra at have en progressiv tilgang mod den nuværende elektronisk influerede djent-core med en poppet kant.

På bandets femte udgivelse tager Australierne dog skridtet fuldt ud. Pladen er skabt på en bund af synths, keyboard, samples og atmosfæriske elementer. Den djentede metalcore er stadig at finde, men overordnet bevæger Northlane sig væk fra metalcore og velkommer den store lillebror i nu-metallen. Endda ganske vellykket.

Inspirationskilderne er tydelige, og man skal ikke have lyttet mange gange til Static-X, Spineshank eller Linkin Park for at høre tydelige sammenfald. Det er især associationer til sidstnævntes ’Reanimation’ fra 2002. Om det så er Marcus Bridges vokalfraseringer, de industrielle keyboardharmonier eller de tunge guitarstykker, føles numre som ’Bloodline’, ’4D’ eller ’Talking Heads’ som et gigantisk throwback til starten af 00’erne og førnævnte plade.

Northlane giver ikke helt køb på metalcoren, men den djentede og noget tidstypiske lyd fået et gevaldigt løft. Et kunststykke, kvintetten slipper overraskende godt fra. Jon Deiley har med stor succes stået for programmering af elektroniske elementer og givet bandet en opdateret og nutidig lyd. Inspirationen er altså tydelig, men aldrig dominerende. 

">

Lyrisk er der ikke sket synderlig udvikling, men det er dog værd at bemærke, at Bridge tager nu-metal-teten op og i høj grad omfavner de introverte, følsomme, nært navlepillende emner, som er typiske for genren. 

Overgangen ikke en stor overraskelse. Enhver med kendskab til bandet må tværtimod have forudset eller forventet springet. Allerede på bandets tredje plade, ’Node’, flirtede australierne med det nuværende musikalske udtryk. Ikke mindst båret af netop forsanger Bridges optagelse i bandet. Det medførte et større fokus på og brug af ren vokal og gav bandet en større spændvidde. 

Generelt er det ganske underholdende at lytte til ’Alien’. Variationen er stor, og bandet har succes med at skrive op til flere interessante kompositioner inden for de givne rammer. Således veksles der mellem hårdtpumpende, semi-aggressive Rob Zombie-riffs på ’Eclipse’, drum’n’bass-influeret grandiositet på ’Sleepless’ og decideret dystre, ambiente lydflader på den smukke ’Rift’. Et vekslende musikalsk univers, der sjældent bliver kedeligt.

De elektroniske elementer, der hyppigt giver numrene ekstra værdi, har det desværre med at drukne i en mindre vellykket produktion. I forhold til hvor velspillet ’Alien’ er, er det mildest talt skuffende, at lyden ikke er bedre mixet.

Northlane fortsætter med deres femte fuldlængdeugivelse ufortrødent deres udviklingseventyr og krydser endelig grænsen ind i det forjættede nu-metal-land. En succesfuld overgang over de seneste tre udgivelser, der både har kostet bandmedlemmer, huller i tour-T-shirten og naturligvis penge på fjollede masker. Alt andet lige må det regnes som en succes, med ’Alien’ som kronen på værket.

Det skal blive interessant at se, hvordan bandet vil udvikle sig videre. Især hvordan Bridge har tænkt sig at løfte denne plades rene vokal live. Det sidste bliver nok mere sørgeligt end interessant.