Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En stærk ”Beyoncé”

Populær
Updated
En stærk ”Beyoncé”

Den 24. marts lavede Northlane en såkaldt ”Beyoncé”. Uden varsel eller forløbende singleudspil udgav den australske kvintet deres 4. studiealbum, 18 måneder efter udgivelsen af ’Node’. ’Mesmer’ er Northlanes bedste udgivelse til dato.

Kunstner
Titel
Mesmer
Label
Trackliste
Citizen
Colourwave
Savage
Solar
Heartmachine
Intuition
Zero-One
Fade
Render
Veridian
Paragon
Karakter
4

Kun 18 måneder efter australske Northlane udgav deres tredje album, er de tilbage med endnu et solidt udspil. Tiden siden udgivelsen af ’Node’ er blevet brugt særdeles produktivt. Kvintetten har gæstet Danmark to gange, senest i Pumpehuset sammen med The Amity Affliction med flere. Masser af turne og masser af hårdt arbejde. At bandet samtidig formår at skrive et album og udgive det, er imponerende.

Ud af det blå blev ’Mesmer’ udgivet. Ingen foregående singler eller pressemateriale. Den 24. marts blev albummet offentliggjort til stor overraskelse. Med så meget arbejde og så kort tid mellem udgivelserne, kunne man frygte at albummet var sløset og forhastet. Udgivet for at høste opmærksomhed og tjene penge, mens bandet rider på den bølge, ’Node’ skabte. Det er ’Mesmer’ ikke. Albummet er tværtimod velkomponeret og indeholder mange gode numre. Den flotte produktion og sangskrivning, der prægede forgængeren, er fastholdt, mens bandet i endnu højere grad formår at trække på de tunge og bombastiske elementer, der var typiske for ’Singularity’ (2013) og ’Discoveries’ (2011).

Den melodiøse kant, der kendetegnede ’Node’, og Northlanes ganske markante udvikling fra anden til tredje plade er ligeledes at finde. Måske endda i højere grad. Nuanceforskellen mellem det melodiske og bombastiske er tydelig og er en af albummets helt store forcer. Marcus Bridges smukke vokal kombineret med en eminent brug af atmosfæriske synths giver pladen og bandet en unik kant og et solidt forspring til lignende bands inden for genren. Til trods for at Bridge kun har været del af kvintetten siden 2014, er han blevet en solid del af Northlane. Samarbejdet med de tre original-medlemmer og trommeslager Nic Pettersen (medlem siden 2010) er på ’Mesmer’ noget nær upåklageligt.

På pladens 11 numre formår bandet at fremvise samtlige forcer. Jon Deiley og Josh Smith leverer det ene indlevende riff efter det andet. Tunge og melodiøse. Pladens indledende trekløver eksemplificerer det til perfektion. ’Citizen’ er en eksemplarisk og energisk albumåbner, ’Colourwave’ er på én gang sørgmodig og aggressiv, mens ’Savage’ viser kvintettens sans for storladen og smuk sangskrivning. Stærke numre, men ikke numre, der byder på deciderede overraskelser, hvis man kender bandet.

’Solar’ er derimod en overraskelse. Den heavyrockede skæring lyder nærmest som noget, Incubus kunne have skrevet, dengang de skrev gode numre. Et nummer, der kunne være kimen til bandets fremtidige udvikling væk fra metalcore mod et større publikum. ’Fade’ viderefører stafetten. Et uptempo hard rock-nummer, fyldt med smukke elementer, der står som kontrast til nummerets energiske omkvæd.

Generelt holder ’Mesmer’ et flot niveau. Kombinationen af hard rock-numre og de mere typiske djent-inspirerede metalcore-skæringer fungerer godt. Numrene komplementerer hinanden, og der er en rød tråd gennem albummet. Nuvel, ’Zero-One’ og ’Intuition’ holder ikke samme høje niveau som resten af albummet. På trods af det er de gode, og ’Mesmer’ er rent kvalitetsmæssigt et godt album. Det afsluttende trekløver, ’Render’, ’Veridian’ og ’Paragon’, afslutter pladen på lige så energisk og fornem vis, som pladens første tre numre starter ’Mesmer'. Herved er cirklen fuldendt.

’Mesmer’ er Northlanes bedste plade til dags dato. Udgivelsen er fyldt med velskrevne numre, der viderefører udviklingen fra ’Node’. Samtidig trækkes på de skæve elementer, der kendetegnede bandets to første plader. En absolut anbefalelsesværdig plade, hvis man er til metalcore med en melodisk kant.