Danmarks bedst bevarede hemmelighed
Fredagens koncert på Rust var en manifestation af showmanship og dygtig sangskrivning. Trods svære lydforhold ejede det dansk/svenske hovednavn scenen samt publikum.
Det er imponerende, hvor langt dansk/svenske Vola er nået internationalt, uden at de danske medier rigtig har opdaget det. To anmelderroste fuldlængdeudgivelser, et hav af koncerter, supporttours for bands som Dream Theater og Katatonia plus spilletid på flere større udenlandske festivaler. Blandt andet tyske Euroblast senere på året. Hvorfor Vola endnu ikke har været at finde på Copenhell, eller endnu bedre Roskilde Festival, er en gåde uden fornuftigt svar. Kvartetten er en underlig velbevaret hemmelighed i Danmark.
Måske delvist fordi Vola sjældent spiller i Danmark. Ikke af eget valg. Som forsanger Asger Mygind fortalte os i et interview sidste år, vil de gerne spille herhjemme, men tilbydes sjældent spilletid. I så fald må man jo tage sagen i egen hånd og planelægge egen headlinertour. Vil Danmark ikke komme til Vola, kommer Vola til Danmark.
Publikums interesse for bandet kan heller ikke fornægtes. Rust meldte udsolgt til koncerten langt før spilledagen. Imponerende i forhold til hvor mange andre koncerter der løb af stablen samme dag.
Selvsamme er sandsynligvis årsag til, at det netop var Rust, der var aftenens ramme. Et knap så optimalt valg af spillested. Beta havde været optimalt, Templet en oplagt mulighed– Stengade et fint alternativ. Alle var fredag besat af andre koncerter, hvorved publikum måtte “nøjes” med Rusts trange, noget klaustrofobiske kår.
Trange kår kan være charmerende. En udsolgt koncert på en fredag bidrager typisk til en succesguld koncert. Og publikum var parate og spændte på koncerten. Det kunne nærmest mærkes allerede i garderoben.
Desværre skal der mere end godt humør til for at skabe en god koncert. God lyd er essentiel. Især når det kommer til den progressive genre. Til tonerne af ‘Still’ fra sidste års ‘Applause of a Distant Crowd’ indledte Vola aftenens koncert. Et af mange højdepunkter på en flot udgivelse. Et nummer, der desværre druknede lidt i Adam Janzins velspillede, men for højlydte trommer. Specielt Myginds flotte vokal var ærgerligt utydelig i mixet.
Det tog desværre lidt tid at få justeret, men da det endelig kom på plads, kunne publikum nyde en flot sammensat og varieret sætliste. Den musikalske udvikling fra ‘Inmazes’ til ‘Applause of a Distant Crowd’ fornægter sig ikke. Rykket fra djent-tung prog-metal til mere prog-rockede kompositioner giver bandet kant og nødvendig variation. Også live.
‘Ghost’ fik en mere rocket kant live, ‘Starburn’ gav kuldegysninger i det ellers varme lokale, ‘Whaler’ var en potent energiudladning, der fik det til at gynge i salen, og ‘Black Box’, fra bandets 2011-ep ‘Monsters’, var en glædelig overraskelse. Koncerten var konstant på et højt niveau. Et klimaks, der kun sjældent faldt i intensitet.
Vola har materialet til at spille som hovednavn. Det er et band med evner og fornemmelse for flot sangskrivning. Et band, der fortjener flot lyd, også bedre, end hvad Rust kan tilbyde. Forhåbentlig får vi bandet at se i Danmark igen inden længe. Et bedre spillested, med mulighed for at lave et show, der giver Vola en visuel side, som tilsvarer det musikalske niveau.
At koncerten var udsolgt, tyder på, at Vola er knap så velbevaret en hemmelighed i Danmark, som bandet har været. At DR nu også har fået øjnene op for dem og sat dem i bås med Bæst, Møl og Myrkur som nogle af Danmarks toneangivende bands i udlandet ,er kun positivt. Så kan man jo kun håbe på, at Danmarks utallige rock- og metalmedier får fingeren ud af dødsmetal-hulen, og åbner øjne og øren lidt op for, hvad der ellers sker derude.
Prog-intens opvarmning
Det var nærmest et ensemble af konservatorie-uddannede, der fredag besteg scenen på Rust. Opvarmningen fra Rendezvous Point var dog specielt præget af rigtig dårlig lyd. Var man uheldig med placeringen på Rust, kunne man stort set kun høre trommer, bas og vokal. Ærgerligt, for bandet er absolut vær at lytte til. Det unge kvintet har tidligere opvarmet for Leprous og der er også en vis musikalsk lighed mellem de to bands. Trods kedelige lydforhold spillede bandet en fin opvarmning, der flot satte rammerne for resten af aftenen.
Modsat Rendezvous Point er Arch Echo i højere grad funderet i klassisk prog, på kanten til fusion. Det kompetente instrumental-band skabte en flot bro mellem klassisk og moderne prog, der fungerede som flot afspring for aftenens hovednavn. Var man selv musiker, var hele koncerten sandsynligvis en sand fornøjelse. For den almindelige dødelige, blev det måske lidt for meget lir, lidt for meget show-off og lidt for lidt omtanke for sangskrivning.