Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2021 – Casper Villumsen

Updated
CV_Devi2021_1500

Villumsen undgik atter koncerter, men hjemme blev der nydt danske perler som Sulphorous og LLNN, mens udlandet trak med Unto Others, Dordeduh og Craven Idol.


Årets danske album:

1. Sulphorous: ‘The Black Mouth of Sepulchre’ – Den onde, mørke stemning syder og bobler, og gør den energiske dødsmetal ganske uimodståelig.



2. LLNN: 'Unmaker' – Der er kommet styr på det kaos, som LLNN har altid har redet med, men selv med tæmmet kaos, så er resultatet om muligt mere misantropisk og faktisk vanedannende. 

3. Baest: 'Necro Sapiens' – Evigt arbejdssomme Baest fik med 'Necro Sapiens' lavet pladen, der ikke kun havde et par store sange, men en lang perlerække af dem. Bedre lyd, en sværm af fede riffs og en melodisk tilgang uden at brutaliteten forgår: Det er sagen.

4. Crocell: 'Baptized in Bullets/Funeral Bliss' – En spændende udgivelse, hvor dødsmetallen bider skeer med black metallen, mens albumformatet udfordres af to simultant udgivne EP'er med hver sin producent. Forfriskende!



5. Demon Head: 'Viscera' – Et valg, der måske kan overraske lidt, da min anmeldelse ikke sneg sig højere end 3 sorte bokse. Årsagerne til karaktergivningen findes i anmeldelsen, men de gode sange er bare så gode, at albummet gang på gang er vendt retur til anlægget. Sort, dyster rock.



Årets internationale album:

1. Unto Others: 'Strength' – Heavy metal godt rock med sjæl og charme. En perlerække af sange, det er svært ikke at få under huden og synge med på. Samtidig lidt banalt og naivt, men det er der, styrken og charmen skabes her.




2. Dordeduh: ‘Har’ – Et storladent musikalsk maleri, der blander farver fra Rotting Christ med en palette lånt af Alcest.



3. Craven Idol: 'Forked Tongues' – Rå og beskidt klassisk heavy med black-thrashet bid.

4.  Green Lung: 'Black Harvest' – Doom, der rykker med en skøn melodisk vokal a la en revitaliseret Ozzy.



5. At the Gates: 'The Nightmare of Being' – Svenskerne gik legende til sagen på dette album og prøvede nye ting, så melodøden igen blev et frisk pust. 

Boblere:

Og så var der også... Primeval Well: 'Talkin' in Tongues with Mountain Spirits' – Black og banjo. Jo, det får Primeval Well faktisk til at virke, og dette instrument, og andre klassiske sydstatselementer i tillæg til bandets black-fundament, giver et spændende, personligt touch. Stormkeep blander alt godt fra den melodiske black, melodiske vikingblack fra 90'erne i et episke sammensurium af Dissection, Mithotyn, Skymning, Dimmu Borgir og og og... Det sker på den glimrende 'Tales of Othertime'.

Endelig blev jeg også glad for den catchy og ligetil dødsmetal med doomede elementer hos Asphyx på 'Necroceros'. Og så bør Erdves 'Savigaila' også fremhæves for glimrende kaotisk hardcore, mens Haunt på 'Beautiful Distraction' hylder den klassiske heavy metal på værdig vis.

Årets danske hit:

Baest: ‘Genesis’ – Naturligvis ikke et nummer, der på magisk vis har indtaget mainstream-stationerne. Men et nummer med nogle fandens spændende ting på den instrumentale side, hvor riffene bare udvikler sig og flytter sig. Dynamisk dødsmetal, og jeg er vild med det.



Årets internationale hit:

Bombus: ‘Abomination Rock 'n' Roll’ – Nyt fra svenske Bombus, der endelig giver mig et håb om noget, der kan bide skeer med deres fænomenale 'The Poet and the Parrot'. Kæk, støjende og vederstyggelig rock 'n' roll, som varebetegnelsen lover det.



Årets genfundne klassiker:

Gorefest: ‘Rise to Ruin’ (2007) – Dinesen her på sitet havde sin skepsis overfor det her valg, da denne fremragede skive, der viste, at hollændernes comeback i årene 2004-2009 i den grad var berettiget, velsagtens aldrig har været væk fra hukommelsen? Men nok tid til musik, nyt som gammelt, er en mangelvare herhjemme, så når den er dukket op et par gange på på køreturen til jobbet, eller når den har været en tro følgesvend på et par af årets løbeture, så har det været med en følelse af "ahh, sikken en vellyd, velkommen tilbage". Skarpt skrevet dødsmetal med Jan Chris de Koeijers afsindigt fascinerende brøleråb. 



Årets koncerter:

Ok, her bliver det pinligt. Koncerter var jo trods alt bedre muligt i 2021 end i 2020, men svaret er det samme for mig som sidste år. Jeg deltog i 0 koncerter i år. 

Årets danske navn:

LLNN – Der er ved første lyt ikke sket så frygtigeligt mange ændringer i LLNN's lyd og udtryk, når den nye 'Unmaker' sammenlignes med bandets tidligere materiale, men alligevel har de skåret materialet lidt mere skarpt til, så dysterheden er vokset vildt, og på måde har bjergtaget nye lyttere og dermed givet bandet nye fans. Fuldt fortjent.



Årets internationale navn:

Metallica – Det er det fesne og konservative valg, det er jeg udmærket klar over. Når veteranerne, verdens største metalband, holder jubilæum for 'Metallica', så er godt nok en imponerende stor andagt, der bliver holdt.

Det er dog også et udtryk for det år, vi har haft. Vi har i den grad savnet normal tour-aktivitet, så man bedre kunne mindes om, hvad der rører sig derude på den anden side af grænserne til bette Danevang, og hvad der virkelig har rykket sig, siden et givent band sidst var aktivt.

Årets nye danske navn:

Temple of Scorn – Klassisk død med en række velkendte personer fra den danske døds- og blackscene. De lavede ikke så megen virak omkring sig selv, da bandets ep udkom, men lod musikken tale for sig selv, for det var den så ganske kapabel til.



Årets nye internationale navn:

Urne – Et miskmask af en masse herligt på samme måde som et band, som fx Sylosis med succes har blandet Metallica-formularen op med mange andre gode ting. Thrash, prog heavy og så lige flade ud med en omgang stoner. Og en stærk vokalside fra desperat metalcore til clean eufori.



Årets comeback:

Detest – Det er i den grad svært at følge op på en dansk dødsklassiker, og det tog da også Detest 27 år at nå dertil. John Petersen (guitar) har fundet nye medlemmer, men bevaret kærligheden til dødsmetallen. Og det er al ære værd, selvom albummet ikke blev nær så godt, som den forudgående ep havde plæderet for. Comeback'et kom med i en flot stor artikel i Information. Det ser man ikke hver dag for danske metalbands. Flot!

Årets fysiske udgivelse/bog/film:

Matti Riekki: 'North From Here – The Sentenced Story'  En ganske vellykket bog om et band, jeg har nydt og undret mig over. Bogen gav svarene på en underholdende måde, selvom man måtte kapere, at der i svarene også lå triste historier gemt.

Det overså jeg i 2020:

Koncerter! Men så igen, det overså jeg så som afsløret allerede også i 2021. Måske er det bare en omgang "It's not you, it's me..." her. Jeg tager et kig på udgivelser i denne rubrik i stedet:

Nite: 'Darkness Silence Mirror Flame' – En let rocket og melodisk black metal i en så pæn lyd, at man til tider forveksler det med glam rock. Læg dertil de 80'er-inspirerede soli. Herligt!



En værdig 2'er er i øvrigt Bütcher, der lidt sent her i 2021 pirrede min nysgerrighed tilstrækkeligt til at flå næven i vejret og blandt andet synge med på speed metallen i '45 RPM Metal' og nyde det smukke, mørke islæt i titelnummeret.

Årets optur:

Da jeg i sin tid startede med at skrive om metalmusik i 2004 var det med flere af de samme folk, som den dag i dag stadig er aktive på Devilution. Det er fantastisk, og hvad mere fantastisk er, at vi med lidt hiv og sving bliver ved med at finde folk, der har lyst til at nedfælde ord om en musikstil, som ligger dem nært på hjertet, og evner formidlingens ædle kunst. I en tid, hvor der er mange andre måder end artikler på flere hundrede ord at få sit budskab ud, så er det skønt at se, at vi stadig kan trække såvel yngre som jævnaldrende kræfter til det lille djævelske onlinemagasin. Velkommen til de nye på redaktionen. I er ren optur!

Årets største skuffelse:

Over sommeren faldt jeg i ny og næ for Corona som en læskende sommerdrik ved grillen på min terrasse, men at jeg på falderebet før juleferien også skulle nå at redde mig virussen af samme navn var da en snottet skuffelse.

Største ønske for 2022:

Mindre arbejde hjemmefra, mindre hjemmeskole, mere fest og sjov. 

Det glæder jeg mig mest til i 2022:

Jeg glæder mig til Copenhell, det er fandeme et program, de kan være stolte af. De sidste par år gør jo, at man ikke tør tage noget for givet, men nu må det da, skal det da lykkes. Skal vi ikke aftale det?!



Til alle læsere: Tak fordi I fulgte Devilution i 2021. I ønskes et godt og lykkebringende nytår!

Menu