Monumental hærgen

craven idol forked tongues

På 'Forked Tongues' forener Craven Idol det monumentale og episke med black/thrashende hærg, arrigskab og vildskab. Resultat? Et af året bedste album.

Kunstner
Titel
Forked Tongues
Dato
23-07-2021
Genre
Trackliste
1. Venomous Rites
2. The Wrath Of Typhon
3. Iron Age Of Devastation
4. Even The Demons...
5. Forked Tongues
6. Deify The Stormgod
7. The Gods Have Left Us For Dead
Forfatter
Karakter
5

Black/thrash-genren har det med at trives bedst i skimlede kældre, hvor ligdelene hober sig op, hvor et urovækkende grønt lys er eneste lyskilde, hvor væggene er dækket af idolplakater med tidlig Bathory, Nifelheim, Aura Noir og Sodom, og hvor rabiesramte ulve hyler. Eller sådan noget.

Med 'Forked Tongues', gruppens opfølger til den strålende 'The Shackles Of Mammon', drejer Craven Idol genren i en anden retning: Op af kælderen, ud i det fri, op i bjergene, i retning af det mere episke, med hvad der synes at minde om inspiration fra Bathory i vikingeæraen og måske Primordial.

Sådan er det ikke hele tiden, men på de to længste og sidste numre, 'Deify The Stormgod' med de ømt imposante herrekor og den monumentale 'The Gods Have Left Us For Dead', er det, som om bandet udvider genren, har en langt mere ekspansiv lyd end vanligt. Sidstnævnte er formidabel og en af årets bedste metalsange:



Her viser Craven Idol virkelig, hvad de kan: De forener det rå og beskidte fra genren med klassiske metaldyder og giver det et storladent udtryk, som er mere end almindeligt medrivende. Det ekspansive ved lyden gælder for den sags skyld også 'The Wrath Of Typhon', der har en Manilla Road-vibe kørende for sig, men er iført sort, nittebeklædt og patronbæltebærende black/thrash-uniform.

Måske er det albummets koncept, der trækker gruppen i retning af det mere episke: Konceptet handler om den græske myte om titanen Tyfon, der taber til Zeus og begraves under Etna; albummet her fortæller om, hvordan Tyfon undslipper sit fangenskab og udfordrer Zeus igen, men denne gang er de græske guder svækkede efter årtusinders udskejelser; apokalyptiske scenarier må forventes. På en eller anden måde synes jeg, det siger ret meget om Craven Idol: Der er store ambitioner, der er livtag med den klassiske mytologi, det er ret sejt og voldsomt, men det er også lidt metaldumt i referat, på en virkelig fed måde, forstås. Lidt ligesom coveret, der viser Zeus og Tyfon i kamp over en eksploderende vulkan, hvorfra lavaen strømmer ned ad siderne, og menneskene forsøger at undslippe lavaen.

Det hele er dog ikke episk, Åbningsnummeret 'Venomous Rites' er en buldrende og arrig åbner, hvor det går så stærkt, at der næsten går ild i forstærkeren. 'Iron Age Of Devastation', der i sjælden grad lever op til sin titel, er endnu heftigere og vildere, en veritabel brandstorm, mens den efterfølgende 'Even The Demons' lægger en smule låg på med et lidt langsommere trommespil og speedede NWOBHM-melodier og andenbølgeblackriffs.

Det er de ingredienser, Craven Idol bruger til at smede en ny og meget smukt skinnende legering ud af det stål, der blev frembragt i 80'erne. Ligesom på forgængeren, men mere varieret, skarpere, mere skinnende.