Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årets dødsmetalskive

Updated
Årets dødsmetalskive
Hollandske Gorefest er tilbage i absolut topform på deres groovede dødsmetal-album "Rise to Ruin". I lækker digipack kommer dette album med hele to bonusnumre. Men det er nu ikke et trick for lettere at kunne sælge et middelmådigt album, nej-nej, for halløj, hvor det rykker svinefedt!

Hollandske Gorefest gjorde med det forrige ”La Muerte” et comeback til metalscenen. Der blev nu atter spillet dødsmetal, som da bandet startede, men med et tvist af groove, som bandet havde tilegnet sig via gennembruddet ”Erase” og de følgende nærmest bluesrockede album.

Albummet var godt, men ikke helt gennemført, kun halvdelen af sangene stak rigtigt positivt ud. Men nu med ”Rise to Ruin” er der rettet op på det. Albummet kombinerer den hensynsløse dødsmetal fra bandets begyndelse med simpelt groove. Det går stærkt nu, hør bare ”Revolt”, der åbner pladen, men trods tempo og tyngde, så swinger det helt utroligt.

Nyt er nogle spredte, sønderrivende skrig (fra allestedsnærværende Jacob Bredahl), der akkompagnerer Jan-Chris’ brøl fantastisk. Og ja det er ikke growl, som man kender det, men hollænderens patenterede neandertalerbrøl.

Fede riffs, tilpas krydret med melodistykker og soli, er lige den detalje, der kan hæve musikken fra godt til helt og aldeles fantastisk. Som altid byder trommeslager Ed Warby på variation og lækre detaljer.

Produktionen er tydelig og lydbilledet har givet plads til alle instrumenter. Og takken for det kan sendes til talentfulde Tue Madsen, der i sit Antfarm studie har hevet det allerbedste ud af hvad bandet har optaget hjemme i Holland. For undertegnede er dette en helt sikker kandidat til årets dødsmetal-skive.

Kunstner
Titel
Rise to Ruin
Distributør
Karakter
5