Store ambitioner og god lyd

Sulphurous _Cover

Københavnske Sulphurous tager et gevaldigt spring op på deres nye skive, der har ambitioner om at bringe dødsmetal til et nyt niveau. Og de lykkes med det.

Kunstner
Titel
The Black Mouth of Sepulchre
Dato
22-10-2021
Trackliste
1. Emanated Trepidation
2. Dry Breath of the Tomb
3. Shadows Writhing like Black Wings
4. Eyes Black Fury
5. The Black Mouth of Sepulchre
6. Gazing into the Patch of Darkness
Karakter
4

Sulphurous' seneste plade 'The Black Mouth of Sepulchre' er en sublim udgivelse, der viser, at dødsmetallen er alt andet end død i Danmark. Den lever i bedste velgående i den københavnske undergrund og nu er duoen, der på denne plade er blevet til en trio, mere end klar til at være dem, der får det hele til at bryde gennem fundamentet og op i lyset, hvor alle kan se og høre, hvor godt det er.

Det er store ord og Sulphurous fortjener dem. For 'The Black Mouth of Sepulchre' er mere og andet end debutpladen 'Dolorous Death Knell' fra 2018, som vores anmelder dengang vurderede til at kunne være årets plade det år. Nu vover Devilution sørme pelsen igen og smider deres plade fra 2021 i samme pulje for i år. Det her er dødsmetal af høj international klasse. Potentialet for at bryde ud over landets grænser har aldrig været større for Sulphurous.

Tilbage i foråret udgav bandet EP'en 'Encircling Darkness', som vi var godt tilfredse med. Vi nævnte, at der var lidt black metal og melodiske tendenser at finde på de to numre. Det er der også her på 'The Black Mouth of Sepulchre'. Der er bare også rigtig meget andet end det.

På 'Eyes Black Fury' kan man godt høre, at der er noget Behemoth over opsætningen af sangen, og generelt er der bare kælet rigtig meget for produktionen, som Lasse Ballade har stået for. Den er massiv og godt afstemt til samtlige instrumenter. Trommerne er tydelige og man hører, hvordan der leges på kedlerne, men de dominerer ikke. Der er god plads til både guitar og bas. Sidstnævnte er denne gang indspillet af Malik Çamlıca, som de to herrer i Sulphurous, Mathias Friborg og Paweł Tunkiewicz, begge kender fra deres andet band, Hyperdontia. De produktive herrer er jo faktisk også albumaktuelle med netop det band, hvor de næste måned har en plade klar, der får titlen 'Hideous Entity'. 

Nu koncentrerer vi os dog om Sulphurous og 'The Black Mouth of Sepulchre', hvor Mathias Friborg har afgivet bassen til førnævnte Çamlıca, og i stedet kan lege på pianoet. Det gør han i flere sange, hvor riffet afspilles på tangenterne som afrunding. Det fungerer godt og er med til at give Sulphurous en ekstra dimension i lydbilledet og pladen får de afbræk, der gør, at den aldrig kommer til at føles ensformig. Hør titelnummeret her:



De syv numre er dog stadig grum dødsmetal, hvor vokalen er dyb og brutal og instrumenterne kværner ubønhørligt derudaf. Der er bare noget mere melodisk og catchy over omkvædene, der gør, at man kan få den her association til andre, store internationale bands, der gør sig godt såsom førnævnte Behemoth eller amerikanske Nile. Begge bands, der også har en stor lyd. Den her Sulphurous i den grad fået her på 'The Black Mouth of Sepulchre', der er et gevaldigt skridt fremad for bandet. Nok har de luret i den københavnske undergrund i og omkring Kill Town Death Fest miljøet i over et årti, men nu er der blevet sat tryk på. Det klæder dem. Ambitioner er herlige når de bliver indfriet, og det gør Sulphurous på og med 'The Black Mouth of Sepulchre'.

Bandet vil gerne have lytteren til at se ned i det dyb, der er på deres cover, mærke hvad der ligger dernede og høre underverdenen spy vågne mareridtsagtig dødsmetal ud i ekstase. Det er jo ren H.P. Lovecraft, hvilket de også selv skriver i pressematerialet. Og med et flot cover af Paolo Girardi, der bl.a. har tegnet for Inquisition, Power Trip, Firespawn og mange, mange flere har Sulphurous allieret med etablerede navne for at få det bedste ud af 'The Black Mouth of Sepulchre'. 

Det er ikke sikkert det bliver årets udgivelse, men det er i hvert fald en kandidat. Vi kvitterer med fire store, sorte firkanter og spår Sulphurous en lige så lys fremtid, som musikken er sort og død.