Urenhed og tæskebanko

Serpent and Spirit

Purister vil hellere lade skibet synke, end unødigt at blande genrer. Det er også for det bedste, så det eneste overraskende ved Urne er, hvor frygtløst og veludført de gør netop det. 

Kunstner
Titel
Serpent & Spirit
Dato
25-06-2021
Genre
Trackliste
1. Serpent & Spirit
2. The Palace of Devils and Wolves
3. Memorial
4. Moon & Sky
5. Desolate Heart
6. Envy the Dead
7. Memorial - Sing Me to Rest
8. A Tomb So Frail
Karakter
4

At forsøge at forudse, hvad vej Londonbandet Urne vil gå, er lige så meningsløst som at give sig i kast med at gætte rækkefølgen af tal i banko. Med det sagt har de ikke opfundet den dybe tallerken, men de benytter så mange forskellige klassiske metalelementer, at man på intet tidspunkt kan forudse, hvor de nu er på vej hen. Altså hvis en bankooplæser lige pludselig trækker en seddel op, hvor der står ”hummerbisque”, vil alle nok sidde med spørgsmålstegn i panden. Så i stedet for ”7”, ”53”, ”28”, trækker Urne buldrende chugger riffs, tårevædende harmonier,  okkulte atmosfærer og meget mere.

Skamløst forfriskende genresalat

Med andre ord: De nægter at blive placeret i en kasse og er derfor ekstremt post-metalliske i deres skamløse sammensætning af forskellige metalgenretroper. Titelnummeret starter med melankolske og storladne power metalharmonier, og man kan godt sidde lidt ængsteligt og vente på heltegaloppen, men i stedet går de stilfuldt og Metallica’sk videre med temaet og følger efter med knytnæve chugs. I ’Memorial’ bliver man på otte minutter revet igennem en manege af Pantera-chugs, luftige og tunge Mastodon- finurligheder, emo boogie, shred guitar og Iron Maiden efter årtusindeskiftet.

 

Vi stopper her, for spændvidden af ærkeklassiske virkemidler på albummet går fra Death, til Alice in Chains. Den smukke Memorial’: Sing Me to Rest’ kunne endda være skrevet af Crippled Black Phoenix. Det forekommer som en omgang genresalat, men Urne får sat deres eget stilsikre sludgede hardcore præg, og derfor emulgerer det elegant til en helhed.

Når Urne ikke er instrumentelle, dominerer en udmærket og stålsat false chord vokal, men de presser også en virkelig fed clean ind. Især ’Moon & Sky’ er tydeligt Mastodon-inspireret og vokalen særdeles sammenlignelig med Brann Dailors. En så clean vokal er som regel et minefelt, men den er ikke klynkende og opmærksomhedskrævende, nærmere fortvivlet og sjælfuld med fede fraseringer, og så er den ikke virtuos nok til at være vammel. Begge vokaler går godt i spænd med de nyretævende riffs og medrivende melodier.

Det er bestemt ikke sobert med virvaret af stilarter, men det er enormt forfriskende, og Urne er vrede, nuancerede og overbevisende nok til, at man bliver grebet af deres grandiose og stramt kalkulerede kaos. Det er ikke et album, man vil dele med vennerne i en puristisk pentagramkælderklub, men hvis man er glad for metal i bred forstand og forventer noget ekstra, er det her et album, som folk på kryds og tværs af genrer kan sætte pris på.

Det er svært at vurdere Urnes ambitioner, men man får ikke fornemmelsen af, at de sigter mod masseappellen, de spiller og dyrker bare alt det metal, de synes er fedt. Derfor kan man med fornøjelse også slappe af i det.