Whoa, Black Betty (Banjo-larm)
Bluegrass og black metal går hånd i hånd på det andet album fra amerikanske Primeval Well, der har skabt en fin omgang eksperimenterende formørket metal.
Du tager en natbus ud af byen. I din Jack D-brandert finder du nye højder for kreativitet. Natten er sort, månen lyser som en transylvansk fuldmåne. Alle begrænsninger synes væk, alt og ingenting er ondt, og det som engang var, kan helt sikkert twistes med en god portion twang. Banjo og steelguitar... og black metal! Ja, den er ikke helt dum den idé. Indtil næste dag, hvor dine bandmedlemmer kigger måbende på de instrumenter, du har taget med i øveren, men den indledende forbavselse overtages af en fælles tro på, at her er indgangsvinklen til anderledes, god støj.
Primeval Well har muligvis ikke fundet sin musikalske opskrift efter et scenarie som ovenstående, men sandt er det, at de udfordrer den sorte metals traditioner, og lader sydstatsoprindelsen spille ind og krydre black metallen med ophavets traditioner.
Kvartetten blander lystigt de larmende mørke riffs med en skæv omgang bluegrass. Mest spændende er bandet, når det lyder skævt og ude af stemning, når de elektrificerede instrumenter skal følge trop med den særlige stemning, som banjo og steel-guitar frembringer. Produktionen er lidt til den skrabede side, men det passer perfekt til det obskure mix, der kan lidt af hvert. Udover til tider at være et festligt sydstatsmix, så er der også en rytmisk pendant til slavernes sange i bomuldsplantagerne, hvilket i ny og næ gør Primeval Well til en slags endnu mørkere pendant til Zeal & Ardors allerede kendte og finurlige metalbastard.
Underholdende. Men også sygt godt
Tennessee-bandet er mest interessant, når der leges med instrumenteringen og ren vokal med klar sydstatsdialekt. For ikke at sige, at bandet er fremragende her. Nogle steder fræser bandet blot af sted i en black metallisk eufori, og her er Primeval Well så til gengæld ikke mere interessant, end så meget andet god, men lettere generisk black metal. Heldigvis er der rigtig meget af den interessante blanding med på 'Talkin' in Tongues with Mountain Spirits', særligt godt repræsenteret i 'She Flies Undead', 'Where All Things Are Forgotten' og titelsangen.
Det er satme skønt, når nogle bands udfordrer det gængse. Først er det spændende, simpelthen for de interessante tilføjelser til black metal, men siden finder man ud af, at valgene ikke blot er der for variation og afveksling og for at lokke nye kunder til med særegne lokkemidler. Der er faktisk også stærke riffs og arrangementer gemt i en interessant kompleksitet over legesyge eksperimenter.