Top 5 - De glemte anmeldelser (og den tabte førsteplads)

sa_2020

Der udkommer hver måned et hav af metaludgivelser og flere kunne have været anmeldt, hvis det ikke var for dårlige undskyldninger, som dem skribent Villumsen altid har i ærmet. Så undskyld til de 5 bands i denne artikel, der ikke i rette tid fik nogle ord med på vejen fra ham.

Titel
+ Perilaxe Occlusion + Erdve + Leprous + Tardus Mortem

Det skulle have været en top 5 om dårlige undskyldninger for ikke at skrive artikler. Den havde også været fin, for jeg vil vil indenfor 1-2 uger ikke længere have rekorden for flest skriverier for Devilution. Rekorden er Kong Kent, eller Kent Kirkegaard Jensen, som hans mere borgerlige navn lyder, nemlig ved at overtage ved stadig at være ganske aktiv på sitet. Og heldigvis for det.

Men hvem går det ud over, når jeg ikke skriver? Man kan sige, at det er jer læsere, men det er også branchen, fra bands til pladeselskaber, som har arbejdet hårdt for noget, og så gider den forkælede teenager +40-årige mand ikke skrive noget! Og børn, job, eget band, en genfunden interesse for at komme i form, så den altoverskyggende undskyldning, at jeg er gammel og træt, kan modereres til gammel og aktiv på sigt, er der jo intet specielt i. Så ingen undskyldninger der, selvom hov, dét brugte jeg det da lige som.

Nå men til sagen. Jeg har flere gange i 2021 gjort mig klar til at anmelde noget, og når så søndag og deadline kom, så var de gode intentioner væk. Så derfor lidt omtale til disse udgivelser, selvom det er på den lette facon.

1. Spirit Adrift – Forge Your Future (Century Media 27.8.2021, ep, heavy metal)
Jeg fik tidligere i år øje for dette band, da det fede, tunge, tunge nummer 'Battle High' kom osende ind via ren tilfældighed som anbefaling i hælene på noget andet, jeg havde set/hørt på Youtube. Nummerets stenede tag på heavy, så det nærmest var klassisk doom metal, viste sig at snyde mig lidt, for resten af albummet var mere uptempo, mere heavyliret og knap så støvet, som det jeg også hørte i nummeret.

Men EP'en her fra august rammer mig, og Spirit Adrift fik igen en stjerne i min bog. Det er melodisk, simpelt, og så langt fra forceret som noget kan være. Gode riffs, fede vokalmelodier i et stadig klassisk metallisk univers, holdt i et lækkert tilbagelænet tempo. Det er alt det, som jeg nogen gange har hørt, at Grand Magus kan, men svenskerne alligevel kun har vist i små glimt. 

Men fik jeg skrevet om det? Gu' gjorde jeg ej!



2. Perilaxe Occlusion – Raytraces of Death (Blood Harvest, 6.8.2021, ep, dødsmetal)
Endnu en EP. Bemærkelsesværdigt er det, at jeg på selv de korte formater altså har måttet give op.

Her er der tale om dødsmetal, som bare rammer mig fra start. Lyden er tung, og herligt beskidt, og dødsmetallen serveres i et herligt dundertungt tempo, mens det bliver svært groovy, når katakomberne forlades, og der serveres stærke riffs på stribe. Fint varieret over lange sange, der holder den stærke stemning hele vejen.

Bandet, eller de to medlemmer og gæstevokalisten, har ikke eksisteret så forfærdeligt længe, og udgivelsen er den kun anden fra bandet. Såfremt bandet overhovedet spiller live, så er det sådan noget, man ville forvente kunne stå på en Kill-town Death Fest-plakat.

Men fik jeg så dét anmeldt? Gu' gjorde jeg ej!



3. Erdve 
– Savigaila (Season of Mist, 23.7.2021, album, experimental hardcore sludge metal)
Altså, vi kan jo godt selv herhjemme i de her intense, kaotiske (hardcore)genrer. LLNN, Telos, Eyes etc. Men det her litauiske band havde helt sikkert fortjent nogle rosende ord med på vejen.

For det stærkt varierede album er knogleknusende godt. Det er alt fra slæbende langsomt i smadret lyd til klart, rent og ærligt i glasklar produktion. Det er stemning, smadder, kaos og orden igen. 

Ja, det fortjente en bedre skæbne her på sitet. Men jeg fik anmeldt skiven? Gu' gjorde jeg ej!



4. Leprous 
– Aphelion (Inside Out, 27.8.2021, album, progressive metal)
Man kan måske godt sige, at man med de progressive nordmænd også har fået sat sig på en krævende opgave, hvis man som metalglad lytter, skal give dem en ærlig chance. For der er blevet langt mellem metallen hos de førhen så vilde nordmænd (læs bare om pragtværket 'Bilateral' eller den efterfølgende The Rock-koncert HER).

Alligevel lønner det sig ofte at give bandet tid. 'Pitfalls', den forrige skive var langt fra metal, men den var dyster og præget af Einar Solbergs depressionsforløb og resultatet var kunstnerisk og imponerende.

'Aphelion' føles lidt som den samme plade, men uden det dystre, og så er der kun det fine og sarte tilbage. Jeg fornemmer dog, at der er mere i det, og jeg kommer nok til at tage pladen op igen i ny og næ. Der er i hvert fald gemt nogle catchy vokalmelodier, inklusiv interessant leg med ord.

Så du gættede det nok. Gu' fik jeg da ej anmeldt det!



5. Tardus Mortem 
– Armageddon (Emanzipation, 17.9.2021, album, dødsmetal)
Her tabte bandet ikke fuldstændig i det store "send os en plade og vær heldig at vinde en anmeldelse"-lotteri. For det danske band fik faktisk en anmeldelse, efter at jeg i stilhed havde gået om den varme grød så længe, at en kollega sprang til, lyttede og skrev. 

Jeg havde det lidt svært med Tardus Mortem. Jeg elskede med det samme lyden: rå, skramlet, buldrende. I de tunge stykker var der stemning som okkult doom death, og her var pladen bedst og faktisk spændende, men ligeså snart der blev sat lidt tempo på, udviklede det sig desværre ofte til formålsløst hærg. Jeg savnede i den grad noget substans, der skulle reffærdiggøre de lange numre på 9, 11 og 23 minutter. Særligt det længste virkede som en lang række af skitser til noget, der måske kunne have været helt ok numre barberet med grovfilen, men som her blev en rodekasse med for langt mellem snapsene. 

Fik jeg det anmeldt? Næ, men det gjorde Kong Kent sgu!