Glæde i bitterheden

sentenced_book_1-768x768

Finske Sentenced har godt nok solgt over en million albums, men havde alligevel fortjent mere. I bogen om bandet forstår man bedre, hvorfor det måske ikke helt gik, for det var et band, som især på landevejen lavede mange benspænd for sig selv.

Kunstner
Titel
North From Here – The Story of Sentenced
Dato
16-07-2021
Karakter
4

Sentenced var blandt pionererne indenfor finsk dødsmetal og fulgte som de andre ligesindede i det finske land en tendens, der betød et ret kort fokus på én stil, før en anden blev prøvet af. Det var således ikke dødsmetal, der endte med at fylde mest i bandets levetid fra 1989 til 2005. De tre første albums har med dødsmetal at gøre på tre meget forskellige måder, mens de sidste fem var en slags melodisk melankolsk metal. Nogle ville nok kalde det for gothic metal, selvom Sentenced ikke dyrkede det teatrale, der gerne ses i dén genre, men måske snarere blev en tidlig inspiration for nogle, som gik mere "all in" på den stil.

Ti år efter bandets farvel udkom bogen 'Täältä Pohjoiseen, Sentencedin Tarina', og endelig seks år senere kommer bogen om bandets historie så på engelsk under titlen 'North From Here – The Story of Sentenced'. Som følger af bandet gennem alle årene, mener jeg ordet endelig. Bogen giver svar på nogle ting om bandet, som for eksempel Taneli Jarvas exit, som ellers ikke blev meldt så klart ud i sin tid.

Forord og forklaring
At bogen kommer på engelsk kræver naturligvis en oversættelse, og her er bogen speciel, da der rent faktisk i forordene også er blevet plads til oversætterens, Salla Harjulas, egne ord. Det skyldes, at den originale version har valgt at lade udtalelserne fra bandet selv stå med dialekt og den slang, som bandet har brugt. Harjula forklarer, at det fornemmes som en vigtig del af, hvem bandets medlemmer er. Sentenced fremstår i bogen nemlig som et lidt indadvendt band, hvis medlemmer ikke snakker mere end højst nødvendigt. Oversætteren har valgt at oversætte udtalelser i Nordengelsk Yorkshire-dialekt med en samtidig forklaring til det joviale og rustikke, da dialekten og det typiske folk deromkring skiller sig ud fra andre dele af England på en måde, der kan sammenlignes med, hvordan bandets oprindelse i det nordlige Österbotten i Finland skiller sig ud fra det resterende Finland. I mangel af bedre. Det fungerer udmærket, men det er svært at sige, om man som læser ville have dannet sig et andet indtryk af medlemmerne, hvis dette valg ikke var blevet gjort.

Forfatteren selv indleder også med sit forhold til bandet, og det eksempel vil jeg også følge. For 'North From Here' er en bog om et band, hvis udgivelser jeg kender ganske glimrende. Live har jeg desværre kun set bandet post-Taneli Jarva, men jeg glæder mig over, at jeg i det mindste fik set bandet på Stengade i 2002. I bogen kommer man lidt ind på livet af medlemmerne selv, men det er ikke en eksplosiv historie med vanvittige historier, der kan gå Hollywood i. Der er altså langt fra de gæve, fåmælte finner til Mötley Crüe. Selvom alkoholindtaget nok også var stort hos Sentenced, så var der ingen stoffer og kvinder i hobetal, og skandaler var der ingen af – ud over, at det nok var bandets selvdestruktive adfærd, som gjorde, at bandet trods alt ikke blev større. Og det vil nogle fans måske gerne kalde en skandale.

Jeg stod på Sentenced-vognen, da 'Amok' udkom i 1995. En slags heavy metal med en dunkel undertone og en rå vokal, der ikke helt vidste, om der skulle råbes, growles eller synges med et forholdsvist unikt resultat til følge. Jeg blev meget glad for det, så mig bagud, fik 'North From Here', albummet forinden, som overraskede ved sin kolde klang, den tekniske kunnen og den mere blackede vokalføring. Debuten, som jeg først for alvor fandt frem inspireret af 'Rotting Ways to Misery', bogen om finsk dødsmetal, opkaldt efter netop et Sentenced-demo, er i dag albummet, som jeg sammen med 'Amok' hører oftest. Da Sentenced gik en mere melodisk vej fra 'Down' og frem, så var jeg måske nok skuffet, men den smukke melankoli og de mørke tekster med den sorthumoriske ironisering over død, selvmord, begravelser, elendigt liv har alligevel altid pirret mig. 



Farvet læselyst?
Så det var med stor interesse, jeg gik til værket. Her stiller det mig som anmelder med den første udfordring: Kan jeg oprigtigt vurdere, om bogen rækker videre end til fans af Sentenced, når jeg selv så tydeligt altid har set en stjerne i bandet og har savnet et par forklaringer på genreskift, forsangerskift og så videre? Jeg ved det ikke, men har man i hvert fald fulgt bare lidt med på sidelinjen af Sentenceds gøremål, så burde der være rigeligt med underholdning.

Det er i hvert fald en interessant bog, der ærligt fra især guitarist og tekstforfatter Sami Lopakka, men også trommeslager Vesa Ranta, fortæller om bandets skabelse, opture, nedture, forfald og afslutning. Vigtigt er det også, at Taneli Jarva med egne ord fortæller, hvad der førte til, at han forlod bandet i sin tid. Hans efterfølgere, på vokal Ville Laihiala og på bas Sami Kukkohovi, er heller ikke sparsomme med ordene, livet i bandet og bandmedlemmernes indbyrdes samspil. Særligt Laihiala er vigtig med sine egne beretninger om svære perioder i hans liv, som fik indflydelse på stemningen i bandet. Én person mangler i den oplistning: Mika Tenkula, den dygtige guitarist, der skrev det meste af materialet til bandet. Han døde desværre af en medfødt hjertefejl i 2009. Et usundt liv med/i Sentenced, on/off-depressioner og et stort alkoholforbrug gjorde i sin tid, at familien havde behov for, at bandet trods sit karrierestop aktivt meldte dødsårsagen ud for at slå usande rygter ned.

Det fulde billede
Da jeg i 1995 som 16-årig faldt på halen over Sentenced, anede jeg intet om bandet. Det er sjovt i dag at læse bogen og indse, hvor unge de var. Det var bandets tredje album, og medlemmerne var dengang kun 21-22 år gamle og lige kommet på et seriøst label med tourforpligtelser med videre til følge. Kort efter (der kom lige en enkelt glimrende ep) forlod Taneli Jarva pludselig det fremadstormende band. Dengang fandt jeg aldrig rigtig ud af hvorfor, men det giver bogen et svar på. Sentenced befandt sig aldrig rigtigt godt på landevejen, for meget druk, for meget hjemve, nærmest ingen penge i det, hvad der på sin vis skyldtes, at sådan var det, men på den anden side også skyldtes, at Sentenced i de spæde år oplevede en fremdrift i karrieren, men havde ikke den fornødne erfaring bag til at træffe de rigtige valg eller sige fra, når folk omkring dem traf valg, som tærede på bandet.

I det hele taget underspiller medlemmerne her posthumt, hvor gode de var som band. De peger godt nok alle på betydningen af Miika Tenkulas talent på guitar og for sangskrivning (der blandt andet foregik ved indspilning af riffs og idéer på kassettebånd, også i den digitale alder, og vokalidéer blev sågar fløjtet ved disse lejligheder), så bandet trods alt fik album på album ud. Og live peger de på en vigtig lydmand, der var med dem hele vejen. Men landevejen var hård. Ventetid betød kedsomhed, hvilket betød druk og nogle gange frygt for om, nogle medlemmer ville kunne vækkes i tide og kunne spille ordentligt.

En kronologisk fortælling
Bogen fortæller, så godt den kan, hele historien. Lige fra den første guitar, bas, trommesæt til beslutningen om at lægge bandet i den grav, som teksterne så længe havde været centreret om. Den sidste tour beskrives som den bedste tour, stemningen var anderledes, måske afklaret, landevejslivet var med ét slet ikke så forfærdeligt. Bandet kom til kontinenter, hvor de ikke havde spillet før, til modtagelser, der måske talte for, at 'The Funeral Album' alligevel ikke skulle være det sidste fra bandet  – og livet på landevejen skulle forlænges? Men sådan gik det ikke, og enhver chance for mere døde, da Tenkula gik bort.

Man kan sidde med en følelse af, at teksterne fra Lopakkas hånd måske var mere band-selvbiografiske, end det blev udlagt i sin tid. Der er mange eksempler at nævne, men 'With Bitterness and Joy' ('Crimson', 2000) er nærmest den perfekte opsummering af medlemmernes tid i og med Sentenced på godt og ondt, sådan som har fortalt i deres tilbageblik til Matti Riekki:

"Life has given me much - maybe taken more
but those good times were always worth waiting for
When it's time for goodbyes I will leave grieving and yet so relieved
with bitterness and joy."



Nok mest til fans
For en Sentenced-interesseret person som jeg selv er det en god bog. En vigtig bog. Det er næppe en bestseller, men den er velskrevet og kommer godt omkring, selvom der altid vil være perioder af bandets fortælling, som den enkelte fan gerne ville have uddybet, og måske mindre af nogle andre historier. Fungerer bogen for en metalfan, der aldrig har hørt om bandet? Måske, hvis man har en interesse for opbygningen af metalband fra demotid til albums, tours, succes og alligevel en kamp om at holde det hele sammen, når huslån og familie skal plejes, og man ikke ligefrem tjener penge som Metallica på fornøjelserne. For ikke at tale om det i Sentenceds tilfælde ganske passende beskrivelse af at være et tournerende band: Rædslerne på landevejen. 

Til den store underholdning for andet end fans ville det måske kræve mere drama, mere sex. Og i forhold til det sidste, så var det slet ikke det, som bandet var sat i verden for. Manageren udtaler, at bandet kunne have scoret så rigeligt, men bandet havde hellere travlt med NHL på Playstation og de sprittede sager i flaskerne end tilfældige intime møder. Det er med til at understrege autenciteten i bogen. Det føles som en ærlig fortælling. Ingen ønsker om pynte på sandheden. Sentenceds medlemmer balancerede som band måske nok mellem selvhad og melankoli, men når historien er fortalt, ser de også positivt tilbage på det, som de har gennemgået, og vil ikke undvære det for alt i verden. Præcis som de små lys placeret i de finurligt mørke sange og tekster.