Top 5 – Regn
Så kom regnen efter uger med masser af sol og varme, og det har fået vores skribent til at finde fem sange frem, som han takket været vejret er blevet mindet om i den uge, der lige er gået.
Efter sol kommer regn. Og det fik vi så også i den forløbne uge. Som ejer af et hus, der efterhånden var blevet godt overophedet, har det været rart med solbegrænsede dage, og ikke mindst med lidt vand fra oven, så den mere eller mindre gule plæne kunne få sig en god skyller og blive flot og klorofylgrøn igen.
Regn og dårligt vejr er også noget, der har inspireret metalmusikken. Regnfulde dage har altid var et symbol på håbløshed og elendighed, hvilket tematisk passer perfekt ind i metalgenren. Vejret i denne uge gav mig disse sange på hjernen:
1. Samael: 'Rain'
"Let it rain a day, a week, a year
Let it rain a thousand years a day"
'Passage' repræsenterede lidt af et skifte fra schweiziske Samaels black metal på de første albums, hvor især 'Ceremony of Opposites' er en personlig favorit, som stadig høres tit og ofte. 'Passage' faldt jeg aldrig rigtigt for, men 'Rain' er dog et fremragende nummer. Og et passende nummer når himlens sluser åbner sig, for der synges om regn i apokalyptiske mængder.
2. Sentenced – 'Sun Won't Shine'
Finske Sentenced, der altid har været fascineret af døden, dødsdruk og begravelser, var i mine ører bedst med Taneli Jarva på vokal (og bas), men jeg slap dem nu aldrig, da det blev mere heavy metal med et gothic touch med Ville Laihiala på vokal i stedet. 'Sun Won't Shine' fra 'Down', det føste album med Laihiala, er en kærlighedssang, og solen vil altså ikke skinne uden lige hendes kærlighed. Som videoer, der ikke vil afspilles pga. Googles blokering af musik, som Koda forvalter rettigheder for, hvadend den så er dansk eller udenlandsk. Og derfor kan vi heller ikke få det egentlige nummer, men man kan få 'Nepenthe' fra den fremragende 'Amok'. Så den tager vi, når nu solen ikke vil skinne.
3. Saturnus – 'Rain Wash Me'
Der er bare et eller andet over at gå ud i kraftigt regnvejr og mærke naturens kræfter på sig. Specielt efter en lang periode med tryk på sol og varme, hvor regnen bliver en nærmest rituel renselse. Saturnus er et fremragende band til regnvejr i det hele taget, dystert og smukt. Trist og så alligevel opløftende, fordi musikken er så stærk. Trods krigen Google vs. Koda, så lader nummeret sig spille i en live-mobiltelefonoptagelse:
4. Time Machine – '1000 Rainy Nights'
Jeg fik den her sang i sin tid på en opsamling. En del år efter lavede jeg en playliste med de sange, jeg gennem tiden havde syntes bedst om på alle de her cd'er, som en overgang var standard med de fleste heavy metal-magasiner. Og der tog jeg Time Machine med og en sang om regn i lidt længere tid, end jeg egentlig kan hylde. For selvom jeg er vild med regn efter en lang varm periode, så holder kærligheden også hurtigt op, og så vil jeg gerne have tørvejr og sol igen.
Med til historien om min best of-playliste, som jeg i en periode havde på i køkkenet til opvasken, hører, at jeg ikke kiggede, hvem der spillede, og af en eller anden grund i lang troede, at det var en ballade af og med Stratovarius. Men nej, det her er ikke det finske band, men derimod det italienske prog/power-band Time Machine.
5. Alice in Chains – 'Rain When I Die'
Tematisk kunne det her sagtens også have været en titel, som Sentenced tidligere i artiklen her kunne have fundet på.
Alice in Chains' triste nummer her passer godt ind sidste i denne top 5. Dér, hvor regnen nu er blevet nok. Nu er regnen ikke længere forløsning, det er for meget. Det er der, hvor triste dage er lig med regnvejrsdage. Dage, hvor der ikke skabes, men hvor der tages. Dage, hvor nogen dør. I den forgangne uge, hvor der var regn tit og ofte, mistede vi for eksempel Frank Banali fra Quiet Riot og Jack Sherman, som spillede på debuten fra Red Hot Chili Peppers.
Men det er nu et sejt, smukt nummer fra et album, vi har hyldet tidligere: 'Dirt'.