Metaldiktator - Alice In Chains: 'Dirt'

Populær
Metaldiktator - Alice In Chains: 'Dirt'

Alice In Chains lavede med albummet 'Dirt' en rockplade, der overlevede den grungebølge, den var med til at definere.

Titel
Dirt
Dato
29-09-1992
Forfatter
Karakter
666

Grunge-bølgen var næsten overstået, før den kom i gang, for der gik ikke mange år fra genrens storhedstid, til det hele var overstået igen. Soundgardens 'Badmotorfinger', Nirvanas 'Nevermind' og Pearl Jams 'Ten', alle fra '91, og Alice In Chains 'Dirt fra '92. I midthalvfemserne var grungen overstået - i hvert fald som modefænomen. Alle disse bands havde deres oprindelse i Seattle, og de havde selvfølgelig en historie, der gik længere tilbage end til starthalvfemserne. Men det var i de år, at fænomenet grunge slog igennem på verdensplan. 

Om der var tale om en egentlig musikgenre kan diskuteres, men bølgen satte i hvert fald den inderlige og dystre rockmusik (tilbage) på landkortet. Der var selvfølgelig et væld af andre bands, som surfede med, men af de fire nævnte – de store – havde ingen af dem så vanvittigt meget til fælles musikalsk, ud over at det selvfølgelig var forvrænget rock, der havde kunstneriske ambitioner. Og man kan med god ret mene, at genren kun perifert havde noget at gøre med heavy metal. Et af de store bands kan dog med nogen ret regnes som et metalband, og det var Alice In Chains. Bandets musik var i høj grad riffbaseret, med forvrængede guitarer og gavmild brug af bas og stortromme. Kvartetten benyttede sig dog også meget af akustiske elementer og tostemmig sang, som i høj grad blev bandets signaturlyd.  

Alice in Chains udgav i '90 'Facelift', og som sagt 'Dirt' i '92, og det var især på sidstnævnte, at bandet fik det bedste ud af den hårdrockede og den akustiske side. I '94 udsendte bandet ep'en 'Jar of Flies', der betonede de akustiske sider, og i '95 kom så pladen 'Alice In Chains', men da var det kreative krudt blevet vådt, og bandet led derefter strådøden,i den forstand, at det aldrig rigtig blev opløst, men bare heller ikke rigtig lavede noget nyt. I 2002 døde bandets navnkundige sanger Layne Staley en ussel narkomandød, og det var først i 2009, at orkestret var tilbage på pladehylderne med en ny plade, 'Black Gives Way To Blue'. Nu er de aktuelle med udgivelsen 'The Devil Put Dinosaurs Here', ligesom de headliner årets Copenhell.

Men 'Dirt' står til dato som bandets bedste plade, og den er muligvis også dét bedste album, som  kom ud af grungebølgen:

Åbneren 'Them Bones' er en tungtonser i den mærkværdige taktart 7/8, der giver en ”snublende” fornemmelse. Her bliver lytteren præsenteret for den ikoniske tostemmige vokal og en sanger, som synger om sin egen dødelighed – det er, hvad sangen handler om.

'Dam That River' fortsætter i det tonsende spor, men er ikke helt så dyster som åbningsnummeret. Guitaren laver både tonsende og mere legato variationer over riffet, og stortrommen betoner riffets rytme – en effekt som Alice In Chains benytter flere gange, og som senere er blevet taget op af andre bands, eksempelvis Disturbed.

I langsomt tempo åbner et basriff 'Rain When I Die', ornamenteret af nogle mere syrerockede guitartricks. Guitaren begynder nummerets egentlige riff, der, kan man sige, spejler bassens startriff. Stemningen er mere inderlig end på de foregående sange, indtil omkvædet sætter ind med nogle åbne klange og en meget velskreven melodi. Et af albummets klare hits.

Endnu mere stille bliver det med nummeret 'Down In A Hole', som er en egentlig ballade. Brudte guitarklange, tykke af chorus-effekt, slår over og bliver forvrængede i broen og omkvædet, men stadig brudte. Tempoet er adstadigt, og trommer og bas er ren rockakkompagnerende. Sangeren Layne Staley holder tonerne sørgmodigt længe og bliver klagende, uden at han bliver pivet at høre på.

'Sickman' er en sjov og syret størrelse, der skifter i taktart mellem 3/4 og 4/4. Både nogle dæmpede, forvrængede riffs samt nogle brudte akkorder får man at høre, og Staleys nasale stemme bliver brugt til netop at understrege titlen. Det gør dog ikke dette nummer til pladens bedste. Dertil hænger de forskellige dele ikke godt nok sammen.

Et af pladens største kommercielle hits er 'Rooster'. Den handler specifikt om en amerikansk vietnamsoldats tanker om at holde sig selv i live. Den har et af pladens mest underspillede vers, som går over i et brag af et storladent omkvæd. En ubekymret strofe/et riff hører man både som falsetkor og som crybaby-guitar – en stærk effekt, sangens tema taget i betragtning. Det er en meget smuk og helsøbt sang. En af rockhistoriens helt store.

'Junkhead' har et langsomt nedadgående riff i verset, som i øvrigt er meget skrabet. Omkvædet derimod er anderledes pompøst, og har et feel, som man kan kalde ærke-grunge, og det minder om noget, Stone Temple Pilots kunne have lavet. Sangen handler om Staleys narkomisbrug og er fra dén fase, hvor han troede, at han kunne styre det.

Titelnummeret 'Dirt' starter med en melodisk guitarfigur, som bliver fulgt af slag på bækkenklokkerne. Tempoet er langsomt, og feelingen er majestætisk. Noget, som sangen holder hele vejen igennem. I forhold til forrige sang er denne både suicidal og anklagende – her kan man tale om en nedtur, uden at fortælleren synes at det er noget, han har magt over.

'Godsmack' minder om 'Sickman' og er et af albummets svagere numre. Det har den samme mufflede guitar, men kommer aldrig rigtig i gang med hverken ordentlige riffs eller en ordentlig melodi.

Ligeledes er 'Iron Gland' lidt overflødig. Den begynder med en parafrase over starten på Black Sabbaths 'Iron Man', for så at stoppe og gå i gang igen med det egentlige nummer, som er nogle sygelige, nedadgående glissandoer, der går over i nogle mere synkoperede riffs.

Værre står det til med 'Angry Chair' der også bliver brugt til at vise, hvor syg en stemning bandet kan lave. Det lykkes for så vidt godt, men det er bare ikke en stærk sang.

Man skulle måske tro, at pladen kreativt set sluttede med 'Dirt', men sidste skæring 'Would?' er måske bandets største hit nogensinde. Igen er det et basriff, der åbner showet sammen med først bækkener, så trommer. Sangen i verset er den mest svævende på pladen, og den står i glimrende kontrast til versets skarpe klang og store forvrængede guitarflader, smurt ind i rigelige mængder rumklang.