Aggressiv & afslappet avocado

Pearl Jam er tilbage i storform med deres mest hidsige og rockende album i over 10 år, mener Mathias Nielsen. Idéen med at male sit selvtitulerede album sort, er ligesom blevet brugt et par gange før. Så hvad gør Pearl Jam? De farver deres album blåt og smækker en halvoverskåren avocado på. Og hvad symboliserer avocadoen? Modenhed? Formodentlig ikke meget andet end det faktum, at lytteren på det album skal rette opmærksomheden mod musikken og ikke indpakningen af den.

Og det gør man så… med glæde! For det er et hårdt rockende og revitaliseret Pearl Jam der åbner denne plade. Det er først og fremmest dejlig at høre et godt gammeldags, swingende rockband give den gas i disse dage, hvor alt rockmusik synes at blive leveret i stiv perfektionistisk arm. Med hjælp fra Adam Kasper (Soundgarden, Mudhoney, Foo Fighters etc.) har Pearl Jam selv produceret pladen og skabt en rå og tør lyd, der skærer ind til benet.


Kærligt kvælertag

Eddie Vedder & co. tager lytteren i et kærligt kvælertag i de tre første numre, som blandt andet inkluderer den sang, der er blevet en landeplage i USA, ”World Wide Suicide”. Men det er inden der for alvor bliver trykket til i ”Comatose”, en punkrocksag, som vælter lytteren omkuld på grund af McCreadys og Gossard’s afslappede guitarspil (hvordan kan man være afslappet i punkssang?).

Men så skrues der også lidt ned for tempoet i en række mere tilbagelænede sange, hvor Eddie Vedder i sine egne kompositioner ”Marker in the Sand” og den meget flotte ballade ”Gone” sætter en tyk streg under, at han er fan af den helt gamle rockskole, og at The Whos Pete Townshend hverken har spillet eller levet forgæves…

Vedder har heller ikke ændret politisk standpunkt siden sidst, så det regner igen med verbale angreb på George W. Bush - i særdeleshed hans rolle i Irak-krigen, som alle albummets sange stort er skrevet på baggrund af.


Få virkemidler

Med utroligt få virkemidler viser Pearl Jam vejen for de unge kollegaer, hvordan man laver en fed rockskive uden for mange dikkedarer, selvom der stadig er uhyggeligt langt ned til konkurrenterne til det eneste overlevende af de fire store grungebands (hvis vi da ikke tæller genforenede Alice in Chains med!).

På de to afrundende numre beviser Mike McCready, at han - udover at svinge sin hvinende Les Paul - også kan skrive skarpe sange. Først den flotte tilbagelænede ballade ”Come Back” og til sidst den episke albumlukker ”Inside Job”, hvor han sågar også har hjulpet Vedder med at skrive lyrikken.

Inden der skal sluttes af med det obligatoriske ”UD OG KØB!”, skal tøndebasker Matt Cameron (ex-Soundgarden) og bassist, Jeff Aments arbejde som rytmisk grundlag da også have et anerkendende nik…

Og så får Audioslave i øvrigt for alvor noget at leve op til, hvis de skal slå Pearl Jam af pinden i kampen om årets rockalbum!

NB! Som en kuriositet skal det også nævnes, at dele af teksterne til ”Army Reserve” er digte skrevet af Damien Echols – en af de tre unge mænd (West Memphis 3), der blev dømt for nogle børnemord, mange mener de ikke har begået. Teorien er at de blev dømt på baggrund af, at de gik i sort tøj og hørte ”ond rockmusik”. Echols sidder i øjeblikket på dødsgangen, men er altså begyndt at skrive lyrik.

For mere information kan filmene ”Paradise Lost: The Child Murders at Robin Hood Hills” og ”Paradise Lost 2: Revalations” varmt anbefales. Disse film er i øvrigt instrueret af Joe Berlinger & Bruce Sinofsky; mændene bag ”Metallica: Some Kind of Monster”-filmen.