Småkage med fut i
Populær
Limp Bizkit overraskede i Vega i aftes og leverede varen over al forventning med en energisk koncert.
Hvis vi lige skruer tiden 10-12 år tilbage var en de helt store succeser i amerikansk musik, rap metal bands som P.O.D., Papa Roach og især Limp Bizkit. Med ca. 35 millioner solgte albums må Limp Bizkit siges at være en af de helt store sværvægtere på musikscenen på daværende tidspunkt, men da nu metal-ballonen begyndte at miste luften for en fem år siden, mistede de fleste så småt interessen for Limp Bizkit.
Nu i år 2010 varsler herrerne med nyt album, 'Gold Cobra', og er i den forbindelse på Europa-tour som i aften bragte bandet til et næsten udsolgt Store Vega. Koncerten skulle oprindeligt have været afholdt i KB Hallen, men det havde vist sig for optimistisk, da den hurtigt blev rykket til Store Vegas lidt mindre rammer.
Med som opvarmning havde Limp Bizkit det britiske band The Blackout, som efter eget udsagn vist skulle spille en omgang såkaldt "post hardcore". Jeg tror nu bare vi kalder det "emo".
Jeg vil gå så vidt at kalde det for emo af værste skuffe med alle klichéerne opfyldt som langt pandehår i øjnene, to sangere og nogle utroligt irriterende tudeomkvæd. Nu kender jeg ikke bandets tekster, men jeg vil æde min gamle hat på, at de omhandler sørgelige kæreste brud med dertilhørende selvmordstanker og hvad der ellers hører sig til. I et forsøg på at vinde lidt af publikums gunst hev bandet en ganske udmærket fremført crowd pleaser frem, nemlig det hyppigt fortolkede Beastie Boys-hit 'Fight For Your Right'. Lidt ros skal de da også have for deres energi.
(Karakter: 2)
Fra Pearl Jam til Megadeth
Efter en kort pause gik hovednavnet på til kæmpe applaus fra salen og lagde ud med nummeret 'Why Try', efterfulgt af 'Show Me What You Got'. Guitarist Wes Borland var iført sædvanlig "gal mands"-make up fra top til tå og var ganske underholdende at se på. Det samme kan ikke siges om frontmand Fred Durst. Om han havde brugt den foregående fridag på en kæmpe druktur vides ikke, men han virkede en anelse tømmermændsplaget og uoplagt i den første del af bandets sæt. Efter en håndfuld numre begyndte han at stå og "underholde" publikum med en god omgang sort snak. "Er vi i Australien? Put another shrimp on the barbe. Er vi i Chicago?" osv. Måske han i stedet havde røget et par store joints inden koncerten?
Efter hans vrøvl brød bandet pludselig ud i en medley bestående af Pearl Jams 'Alive', Guns n' Roses 'Sweet Child o' Mine', Nirvanas 'Smells Like Teen Spirit' og Megadeths 'Hangar 18'. Ja du læste rigtigt, Limp Bizkit spillede Megadeth. Og ganske fortrinligt endda. Med pausegøglen overstået, var det som om fanden tog ved bandet og hr. Durst, for pludseligt strøg niveauet og energien i vejret. Så blev det sgu fedt. Hits som 'Break Stuff' og 'Nookie' blev leveret med kæmpe overskud og publikum gav tifoldigt tilbage. Ganske fed stemning i Vega.
Fotografen danser
"Jeg har aldrig brudt mig om Limp Bizkit, bryder mig ikke om Limp Bizkit og kommer aldrig til at bryde mig om Limp Bizkit".
Disse var ordene fra vor fotograf inden koncerten. Præcist 60 minutter senere stod selvsamme fotograf og bouncede og sang med i salen, så man må sige at bandet forstod at levere varen og endda omvende nogle skeptikere. Da bandet brød ud i afslutnings monster hittet 'Rollin'' var salen helt oppe på kogepunktet. Aldrig har jeg oplevet et mere medlevende publikum i Vega.
Det blev underligt nok ikke til nogen numre fra den forekomne 'Gold Cobra' men mon ikke også de fleste af aftenens, midaldrende publikummer var kommet for at få lidt af en nostalgifest med det gamle materiale.
Da amerikanerne forlod scenen første gang fik vi hele temaet fra Ghostbusteres over PA-anlægget og så var drengene tilbage med tre ekstranumre, hvoraf der blev afsluttet med det ringe George Michael-cover 'Faith'. Undervejs blev det også til temaet fra 'Beverly Hills Cop' så mon drengene har en forkærlighed for 80 er musik?
Til sidst må jeg sige at det trækker ned i min bog, når man vælger at bruge guitar samples i stedet for en rigtig guitar i den smukke The Who-klassiker 'Behind Blue Eyes'. Men under alle omstændigheder en koncert oplevelse over forventning!