Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Grunge uden gnist

Populær
Updated
Grunge uden gnist
Grunge uden gnist
Grunge uden gnist
Grunge uden gnist
Grunge uden gnist

Der var ikke en finger at sætte på Soundgardens koncert på Sweden Rock. Til gengæld fik man et ærgerligt indtryk af fire musikere, der nærmest intet har til fælles, og som mest spillede, fordi de skulle.

Kunstner
Dato
07-06-2012
Distributør
Genre
Trackliste
1. Searching With My Good Eye Closed
2. Spoonman
3. Let Me Drown
4. Outshined
5. Flower
6. Drawing Flies
7. Hunted Down
8. Blow Up the Outside World
9. Fell on Black Days
10. Ugly Truth
11. Loud Love
12. Live to Rise
13. My Wave
14. Burden in My Hand
15. Rusty Cage
16. Gun
17. Black Hole Sun
18. Room a Thousand Years Wide

Ekstranumre:
19. Jesus Christ Pose
20. Beyond the Wheel
21. Slaves & Bulldozers
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

I de tidlige 90'ere var Soundgarden et af "de fire store Seattle-grungebands" sammen med Nirvana, Pearl Jam og Alice in Chains. Muligvis det mest traditionelt og solidt rockende af disse med udgangspunkt i Led Zeppelins storladne rock. I 1997 faldt Soundgarden fra hinanden, og det var ikke på grund af et dødsfald, men derimod for d'herrer simpelthen var kørt sure i skidtet; de ville hver deres vej.

Frontmand Chris Cornell kastede sig ud i en solokarriere som Jeff Buckley-inspireret singer-songwriter med 'Euphoria Morning'. Trommeslager Matt Cameron satte sig bag tønderne for kollegaerne i Pearl Jam, Kim Thayil forsvandt fra musikscenen, men dukkede senere op på drone-plader med blandt andre Sunn O))), og Ben Shepherd rygtedes at leve et liv, overnattende på vennernes sofaer...

Men så blev Soundgarden pludselig gendannet i 2010 og spillede en række koncerter i USA, lige i kølvandet på Cornells 'Scream'-plade, produceret af Timbaland (!) Og hér, to år senere, er kvartetten så endelig nået til at spille deres første europæiske shows siden opløsningen, hvoraf ét altså fandt sted på Sweden Rocks hovedscene torsdag.

Ingen dynamik

Så var det jo bare at moderere sine forventninger, som det nu engang er fornuftigst op til "reunion"-koncerter som denne. Og så gjorde Soundgarden det for så vidt faktisk fint. Der var bare det ved det, at de fire musikere ikke rigtigt lignede et band, men snarere netop fire ekstremt forskellige mennesker, på hver deres side i hver deres musikalske bog...

Det skal siges, at undertegnede ikke nåede at opleve Soundgarden i sin tid, så det skal være usagt, om det altid har været sådan, men på Sweden Rock var der intet sammenspil eller indbyrdes dynamik at spore. De fire bandmedlemmer knap nok kiggede på hinanden i løbet af den to timer lange koncert.

Chris Cornell udlevede sin indpiskerrolle, som han har overført fra solokarrieren, men når han gik ud på rampen i publikum afskar han sig selv endnu mere fra resten af bandet, og det fremstod utroværdigt i forhold til den indadvendte optræden, når han undervejs pludselig indbød publikum til fællessang og korlege.

Burde have været en klassekoncert

Rent musikalsk fik vi alt fra den første sang fra den første EP fra 1987 ('Hunted Down') frem til den uduelige, aktuelle single, 'Live to Rise', hér 25 år senere, så bortset fra sidstnævnte sang burde det jo have været en klassekoncert. Men det var nu mest af alt trist at overvære et splittet band pløje sig igennem fuldkommen ugidelige versioner af 'Blow Up the Outside World' og en endnu værre 'Black Hole Sun'.

Undervejs lyste de ældre sager 'Ugly Truth' og navnlig 'Gun' op; det er tydeligvis dén slags de fire stadig kan samles en smule om, snarere end det er den senere kommercielle grungerock. Men ellers er der ikke meget at skrive om en koncert, der hverken imponerede eller forargede, men blot skuffede en smule.

Jo, det skulle da lige være, at de tre ekstranumre måske udgjorde koncertens bedste del i form af buldrende metalliske 'Jesus Christ Pose', Black Sabbath-agtige 'Beyond the Wheel' og lige så tunge 'Slaves & Bulldozers'. Sidstnævnte blev afsluttet med et støjinferno fra Thayils guitar og Shepherds bas, der vidnede om, at de to sammen sikkert ville kunne skabe den onde bastardmusik uden Cornell.

Men nu er det altså Soundgarden, det gælder, og efter denne koncert er der i hvert fald god grund til at skrue ned for forventingerne i forhold til, hvad d'herrer er blevet enige om af materiale til comebackpladen, der udkommer senere på året.