Finlands brutalt geniale døgnfluer

65DEE847-AB26-4BB2-A543-035F413AD2AA

Finsk dødsmetal i 90'erne er på sin vis i familie med svensk dødsmetal, bare fortalt gennem den sky, men finurlige og evigt foranderlige tvilling. En bog om finsk dødsmetal er således spændende, ikke mindst for den lange liste af interesante bud til dødsmetallerens pladesamling.

Titel
+ Kim Strömsholm
Karakter
4

Tilbage i november bestilte jeg bogen ’Rotting Ways to Misery: The History of Finnish Death Metal’, som pre-order forud for udgivelsesdatoen den 30. november. Forlaget Cult Never Dies havde måttet dog rykke udgivelsen en uges tid under henvisning til problemer hos trykkeriet og Corona-situationen. Den 8. december blev bogen så sendt fra England, og endelig modtaget en god måned senere. Corona, Brexit og Postnord moves in mysterious ways, så hvad der var tænkt som en julegave til mig selv og ikke mindst juleferielæsning blev altså forsinket. Men så var glæden jo bare det større, da bogen endelig kom, endda suppleret af et lille fanzine som bonus med interviews med nutidige finske dødsmetalbands (komplet med ulæseligt logo og som sort/hvid-fotokopi på ”trist papir” i sammenligning med nutidens standarder for magasiner på tryk).

Og det med at komme sent til fadet kan man godt sige også er historien om den finske dødsmetalbølge, som var ganske kort, måske blot fra 1990-1993 med nogle få brutale tyvstartere, og nogle senere udgivelser fra de, der ikke havde modtaget memoet om, at trenden var ovre og erstattet af noget andet. Først var nogle udgivelser lige i halen på samtidige udgivelser fra særligt Sverige, eller også var de lige sære nok i udtrykket, eller måske for fremsynede (fx death 'n' roll nogle år før den slags bragede igennem med Entombed), til et større gennembrud dengang.

Har man dødsmetallen nær hjertet, er det måske en hård konstatering, og man har måske aldrig set dødsmetallen som udbrændt, endsige en trend. Nogle bands har jo trods alt formået at spille dødsmetal i 30 år, mens nye bands også er kommet til. I bogen påpeges dette også af Kari Koskinen fra Inferno magazine, der har hørt dødsmetal fra omkring årtusindskiftet, og aldrig har haft øje for, om det var en populær genre eller ej på et givent tidspunkt. Han erkender, at der måske nok var et momentum i fortiden for finsk dødsmetal, men konkluderer, at der også var nogle som førte faklen videre. Man kender måske i bred forstand Amorphis og Sentenced, men måske netop fordi de skiftede stil og blev udpræget melodiske og ikke for den brutale metal, de to bands leverede i starten og den bølge, de var finske pionerer i.

Finsk dødsmetal, før eller efter døden
Devilutions ansvarshavende udgiver udtalte forud for min anmeldelse af bogen: ”Jeg beundrer din optimisme. Chancen for at flere går op i finsk dødsmetal så’n rigtigt er nok ikke helt vildt stor...”

Og det kan han jo måske have ret i, for hvor mange finske dødsmetalbands kender den gennemsnitlige metal-dyrker? Fortiden har meget at byde på, og der har været en massiv kultdyrkelse fremfor massivt pladesalg, for finsk dødsmetal kom ikke udover rampen som Entombed, Dismember og Grave gjorde det i nabolandet. Flere bands kom ikke længere end demoer, 7”-ere eller måske et enkelt album, før det hele gik ned igen. Men undergrunden lever, ja navnet på forlaget for bogen siger det jo meget rammende: Cult Never Dies, og genoptryk efter genoptryk af de tidlige finske skiver lander på ny i disse år, og nogle bands har såmænd fået en ny tur i manegen ovenpå den voksende opmærksomhed.

’Rotting Ways to Misery’ er i den forstand en slags del 1, for der er såmænd ganske fint gang igen i den finske dødsmetal i dag. To bands fra den første bølge som virkelig har fået en opblomstring og en større opmærksomhed end kultdyrkelse i undergrunden er Demigod og Demilich. Begge bands har spillet koncerter i ”nyere tid” på baggrund af de albums, der ellers udkom tilbage i 1992 og 1993. Demilich gæstede endda Killtown Deathfest i 2018.



God struktur i velkendt format
Bogen er i opbygning ganske traditionel, og der kan drages store paralleller til bogen ’Swedish Death Metal’ af Daniel Ekeroth, som også har været konsulent på bogen, mens Dayal Paterson, som blandt andet har skrevet ’Black Metal – Evolution of the Cult’, har redigeret med videre, og de to herrer bag bogen, Markus Makkonen og Kim Strömsholm, er endt med en flot og professional udgivelse på et ganske letlæst engelsk. Der kan naturligvis også drages paralleller til bogen om den svenske dødsmetalscene, da det nogenlunde er den samme tidsperiode, der tales om. Svenskerne var bare først ude med noget, der var mere kommercielt salgbart.

I bogen får man måske også forklaringen på, hvorfor det mere er svensk dødsmetal, der fremhæves den dag i dag, selvom det ikke kræver mange siders læsning, før man forstår eller mindes om, at, nå ja, den finske scene var altså også stærk. Finsk dødsmetal sat på bogform er historien om en tid gennem 80'erne med thrash metal og speed metal, hvor A.R.G og Stone er fremhævet, men også to genrer, der nærmest døde fra den ene dag til den anden i kraft af tapetrading og en evig søgen på et mere brutalt kick: det som blev til finsk dødsmetal.

Unikt fra band til band, fra udgivelse til udgivelse
Ifølge bogens forfattere så er noget af det bemærkelsesværdige ved den tidlige finske dødsmetal, at ingen ønskede at imitere hinanden. Det skulle være friskt og have en selvstændig identitet. Brutaliteten blev jagtet, men ikke nødvendigvis i musikkens tempo. Snarere i strukturer og dunkle melodier. En finsk melankoli, der bare ikke kan/kunne fornægtes. Samtidig var det meget unge mennesker: Alle de første albumudgivelser indenfor finsk dødsmetal var begået af bands med medlemmer, der endnu ikke havde rundet tyve år. Og på lydsiden var metal, i så brutal form, stadig en ny ting, og det var svært at finde folk, der vidste, hvad de lavede, når de optog og producerede det. Der gik ikke, i hvert fald til start, mode i et bestemt studio eller en bestemt guitarpedal, så når de finske bands ikke lød ens, så havde det også noget at gøre med de mange forskellige og indimellem spøjse produktioner.

Bandmedlemmerne var i de forudgående demoår blot teenagere under den forandring, som den tid nu fører med sig. Og heri lægges forklaringen på, hvorfor så mange af de finske dødsmetalbands havde så kort en periode. Udover et manglende større gennembrud, som de flere af de svenske kollegaer fik. Dels var der det her med ønsket om ikke at skabe gentagelser, men der var også en personlig udvikling, som gjorde at det musikalske og personlige fokus flyttede sig, og når en given plade udkom, så var personerne bag måske ikke længere så hooked på dødsmetallen. Ofte spillede den obligatoriske værnepligt også ind, når den tog et år ud af et bands kalender, og dødsmetaltrenden nærmest var væk, når man så var igen var klar til bandet.

Tag et band som Xysma, der startede ud i grind, spillede dødsmetal med Black Sabbath-vibes og siden udgav flere rock- eller nærmest pop-albums. De tog udviklingen og skiftet i interesserne med sig i bandnavnet, mens andre bare lagde bandet i graven som Purtenance, Necropsy og Demilich. Convulse gjorde lidt af begge verdener, da der da kunne høres en stor udvikling mellem de to første albums, men da toeren endelig blev udgivet var bandet allerede stoppet (for dog siden at genopstå og have samme udvikling som i bandets første fase. Fra vild død til noget mere skævt og progget).



Et opslagsværk, ikke en spændingsroman
Det er måske ikke en bog, der er helt så spændende som en bog, der udelukkende handler om et band eller en person, man har fulgt og dyrket, og som måske endda har levet et liv med eskapader (som bøger om bands og personager fra fx Guns n’ Roses og Mötley Crüe). Men det er dog et spændende opslagsværk med forslag til timevis af musikalske indslag, der modsat fortiden med tapetrading og venten ved postkassen, hurtigt kan tjekkes ud på Youtube og deslige. Samtidig er det en sirligt udført bog med et kæmpe persongalleri. Ikke kun de kendte udenfor scenen som Chris Reifert (Autopsy) og Tomas ’Tompa’ Lindberg (At the Gates), der begge flittigt beretter om deres forhold til de medvirkende bands, men også aktørerne helt ned til personer, der måske blot var med på et par demoer før det givne band forsvandt som dug for solen. Alle disse udtalelser er dog også lidt en hæmsko til tider, for der er givet så mange interviews til bogen, og persongalleriet skifter indimellem meget hurtigt, så man som læser kan miste overblikket over, hvis udtalelse man lige er i gang med at læse.

Der er udførlige beskrivelser af tiden op til dødsmetal-boomet, mens dødsmetallen naturligvis får masser af plads i kapitler til de enkelte bands som Xysma, Disgrace, Sentenced, Abhorrence, Amorphis, Mordicus, Thergothon, Demilich, Demigod og mange flere. Der spindes også lidt historie om eftertiden, men det er dog tydeligt en bog dedikeret til boom-perioden for dødsmetallen i Finland. Der sættes også fokus på nogle af de store udenlandske udgivelser, der også var vigtige, da DNA’et for finsk dødsmetal blev dannet.



Langt de fleste bands er nye bekendtskaber for mig. Jeg kan måske erindre at have hørt om nogle af de her bands i nogle undergrundsmagasiner, jeg fik fingrene i i 90’erne. Det er interessant læsning, særligt de bands jeg i forvejen havde en vis interesse for. Nogle ting bliver lidt til opremsninger, fordi der er så stort et pensum, der ønskes dækket i bogen, mens jeggodt kunne have brugt mere stof om de bands, jeg selv har dyrket. Sentenceds Vesa Rantala taler for eksempel om, at der ingen drama var over udviklingen hen til ’Amok’, og at det først blev turbulent derefter. Denne turbulens beskrives dog ikke, desværre. Så selvom bogen er ekstensiv, så bliver den fulde historie for de bands, som fortsatte sidenhen skøjtet hurtigt over, da fokus i bogen uomtvisteligt er dødsmetal-dagene i 90’erne og ikke, hvad der siden skete. De historier må læseren selv opsøge, udenfor de 300 ellers tætskrevne sider.

Det giver mening
Det er interessant at læse bogen nu, så mange år efter, at jeg selv opdaget finsk dødsmetal. Noget jeg i dag kan se, at jeg først gjorde, da den var på vej væk. Amorphis og Sentenced var (og er) store for mig omkring deres albums fra 1994 og 1995, hhv. ’Tales from the Thousand Lakes’ og ’Amok’, som jo netop var en udvikling væk fra dødsmetallen. Selvfølgelig kiggede jeg bagud og hørte de mere regulære dødsmetaludgivelser, men fra de nævnte to albums skulle de to bands respektive videre færd da også vise sig endnu mere fjern fra det udgangspunkt, de faktisk i de tidligere halvfemsere var kommet fra: dunkel, rå og velspillet dødsmetal.



Man (eller jeg, i hvert fald) ønskede måske personligt, at et band man var fanget af lavede mere i samme stil, men ser man tilbage på sin egen teenage-hjerne under udvikling og med et helt andet perspektiv på tid og fremdrift, end det voksne selv har, så giver det måske alligevel mening, at bandsene udviklede sig (så drastisk). Det var helt naturligt og for deres egen skyld og ingen andres. 

Nu nævner bogen dødsmetal som en slags dille og et mål udi brutalitet, som blev nået, og derfor døde kulturen også ud. Som følge af musikalsk eller personlig udvikling. Eller fordi black metallen kom, eller var det grungen? Bogen peger på begge, og ikke mindst den forvirrede teenagehjerne, som dog også var at takke for de netop ret specielle finske dødsmetaludgydelser.

Heldigvis er historien ikke glemt, kulturen har levet i undergrunden og blomstret op i større eller mindre grad fra tid til anden, og der er stadig masser af interesse for de gamle udgivelser udover fra bogens to forfattere. Det vrimler med genudgivelser og internettet bugner med de gamle udgivelser. Bogens indeks bagerst med anbefalelsesværdige udgivelser er guld værd. Ikke blot bare fokusperioden fra 1990 og nogle få år frem men helt frem til 2019, og det er en kort og simpel anbefaling/vejledning til en fantastisk genre, som den ser ud fortolket af finner. Klar til din fremtidige playliste.