Årsliste 2021 – Mads Peder Lau Pedersen

Der stod Of the Wand and Moon på det meste. Fjenden er gendannelser. Vennerne er dem, der forener læder og nitter med det mere egensindige.

Årets danske album:
1. Of the Wand and the Moon: ‘Your Love Can't Hold this Wreath of Sorrow’ – Ingen over, ingen ved siden af, ingen i nærheden af Kim Larsens projekt, der også ville have ligget øverst på den internationale liste, hvis altså albummet ikke var lavet af en dansker. Årets med længder mest gennemførte og kunstnerisk konsekvente udgivelse – og det med de bedste sange.



2. Funeral Chasm: 'Omniversal Existence' – Sortsynet funeral doom med sikker sans for melodi og en meget vellykket vokalpræstation fra Danny Woe. Genren er ikke kendt for variation, men Funeral Chasm lykkedes både med variationen og sangskrivningen. Sikke en debut.

3. Terminalist: 'The Great Acceleration' – Dansk tech-thrash er ikke ligefrem hverdagskost, vellykket og vellavet ditto endnu mindre, men se om ikke Terminalist (næsten) ud af det blå kom med netop det. Endnu en debut. Og en ultraprofessionel og -ambitiøs en af slagsen. Der er stadig et stykke op til de åbenlyse forbilleder i Vektor og Voivod. Men selvom man står på skuldrene af giganter, kan man stadig forsøge at nå himlen.

4. Crocell: 'Baptized in Bullets'/'Funeral Bliss' – Jeg har det med jysk dødsmetal, som jeg har det med grænsehandel, traktortræk, Royal-øl og håndbold: Jeg er klar over, at det findes, jeg er klar over, at der findes folk, der nyder det, og jeg er klar over, at det ikke nødvendigvis gør dem, der nyder det, til dårligere mennesker. Så jeg havde ikke de store planer om at høre Crocells dobbelt-ep. Men heldigvis er jeg et modent og ansvarligt menneske, som kun i ni ud af ti tilfælde lader mig styre af mine fordomme. Og for en gangs skyld var det en positiv oplevelse at æde de fordomme. Knivskarp death/black, der buldrer nådesløst hen over lytteren: døden på larvefødder. Strengt taget ikke et album, men en dobbelt-ep har samme spilletid som en fuldlængde, sådan cirka; redaktøren må have mig undskyldt, for Crocell fortjener det.

5. Gabestok: 'Én gang rådden, altid rådden' – ... og smadret og festlig.




Årets internationale album:

1. Nekromantheon: ‘Visions of Trismegistos’ – Et vanvidsridt af et album. Mørk og kompleks thrash, der både trækker på tidlig Slayer og 80'ernes mere avantgardistiske thrasheksperimenter.



2. Craven Idol: 'Forked Tongues' – Black/thrasherne tilføjede deres nakkeflænsende genreblanding et ordentligt skud Bathory-epik, på en gang storladent og læder- og nittebeklædt, og lavede et album, der tog black/thrashen ud af den klamme kælder og op i bjergene.



3. Baxaxaxa: 'Catacomb Cult' – Rådden og urimeligt catchy gammelskoleblack fyldt med kutter og underjordiske okkulte ritualer og fakler og den slags.



4. Stargazer: 'Psychic Secretions' – Progressiv dødsmetal med thrash- og black-elementer, som undslap snævre genrebåse og både rummede tech- og smadrede headbangervenlige elementer. Flere burde høre disse gennemmusikalske australiere. Det vælter rundt på lige præcis den måde, sådan noget skal vælte rundt.

5. Sijjin: 'Sumerian Promises' – Fra resterne af Necros Christos rejste frontmand Mors Dalos Ra og trommeslager Iván Hernández sig med dette projekt, der fusionerer sumerisk mytologi med Morbid Angel-død, uden Necros Christos' mellemøstlige mellemspil. Gennemført kvalitet på dette debutalbum, som følger efter en demo fra 2019.

Boblere:
Beyond Man: 'Beyond Man' – Ondsindet og fortættet black metal med pestsumpatmosfære som i Morbid Angels tidlige dage.
Blazon Rite: 'Endless Halls of Golden Totem' – Ikke helt så stærk som debut-ep'en, men stadig meget vellykket metallisk eskapisme.
Cultes des Ghoules: 'Eyes of Satan' & 'Deeds Without a Name' – Udkom først digitalt, siden som cd, og nu venter man så på lp'en. Det er nok den forvirrende udgivelseshistorie, som gør, at jeg ikke har dyrket disse ep'er helt så meget som de tidligere udspil med de klamme polakker. Det agter jeg at lave om på.
Djevel: 'Tanker som rir natten' – Ikke mange genreeksperimenter på dette norske black metal-album, men masser af kvalitet og andenbølgemajestæt.
Fortress: 'Don't Spare the Wicked' – Lækkert liret klassisk metal med hard rock- og power metal-elementer. Skamløst og svulstigt og med en sanger med et pragtorgan. Og et cover med et kranium, som svæver over en borg.
Galaxy: 'On the Shore of Life' – Klassisk metal/US power med lette prog-tendenser (prog som i King Diamond og tidlig Fates Warning, altså). Australiernes debutfuldlængde var ventet med store forhåbninger efter en fed ep ('Lost From the Start'). Den lever de ikke helt op til her, men mindre kan også gøre det.
Heavy Sentence: 'Bang to Rights' – Årets bølle- og bællemetalplade. Hårde ørefigner og Lizzy-leads.
Sexmag: 'Sex Metal' – Dumt østblokbulder, der vinder i overskægscharme, hvad der mangler i originalitet.
Shadows: 'Into the Nightmare' – De hører åbenbart også Mercyful Fate i Chile. Shadows holder det gammelskole, har excentrisk vokal og skramler de rigtige steder. Det trækker ikke ned, at bandet ikke selv rigtig kan finde ud af, om deres debut-ep hedder 'Into the Nightmare', 'The Ripper' eller 'My Shadow Will Rise'.

Årets danske hit:
Of the Wand and the Moon: ‘Nothing for Me Here’ – Ultracatchy dark pop/neofolk med melankolsk falsetomkvæd fra selveste Martin Hall og masser af tamburin. Åh!



Årets internationale hit:
Hexenbrett: ‘Sadist’ – En ægte Hexen-banger.



Årets genfundne klassiker:
In the Woods...: ‘Omnio’ – Der findes ikke rigtig noget album, der helt minder om 'Omnio'; ikke engang  bandet selv har lavet andet som denne progressive og melankolske post-black-perle (fra dengang post-black ikke var lig med shoegaze med skrigevokal). Stadig et unikt og vidunderligt album efter 24 år:



Årets koncerter:
1. Denial of God: Metal Magic Festival, Fredericia, 09-07-2021 – Denial of God er altid et sikkert kort på scenen; også på årets Metal Magic, hvor Danmarks stolthed trodsede en ødelagt stortrommepedal. Høj klasse.
2. Slægt: Metal Magic Festival, Fredericia, 09-07-2021 – Også Slægt er et meget sikkert kort på scenen med højenergisk sceneshow og altid masser af overskud.
3. Shaam Larein, Metal Magic Festival, Fredericia, 09-07-2021 – Atmosfærisk og dragende heksemusik til tiden.

Som det nok fremgår, nåede jeg ikke til mange andre koncerter end Metal Magic Festival i år. Og hvor dejligt det end var der, og hvor relativt stærkt mange danske metalbands efterhånden står, så glæder jeg mig alligevel til at se udenlandske bands igen ... engang i ... 2023? 2030? Man ved det snart ikke, og turneerne i årets første måneder er allerede aflyst. Det virker endnu mere idiotisk ikke at være mødt op til Hexenbretts koncert i Odense nu.

Årets danske navn:
Of the Wand and the Moon – Naturligvis.

Årets internationale navn:
Nekromantheon – Over alt andet i udlandet. Hvis de ellers var kommet på turne, forestiller jeg mig, at de havde revet rygraden ud på samtlige tilstedeværende. Vi er simpelthen kommet dertil, at jeg baserer min vurdering af årets internationale navn på en forestilling om, hvordan en koncert med dem måske ville have været, og det peger nok også på, at det har været småt med egentlige gennembrud eller det, der ligner. Men masser af de ikke længere helt unge, som udgiver plader af høj kvalitet.

Årets nye danske navn:
Killing – Debuterede med en thrashplade, som er åbenlyst inspirerede af 80'ernes hærg-og-hak-bajs-thrash. Der er fuld skid og frem med en nossebajer og sømmet i bund på motorvejen på det meste, men Killing kan også, når de sætter tempoet ned.



Årets nye internationale navn:
Shadows – Har lavet en ep, som jeg godt kan lide. Kommer fra et lidt uopdaget metalland som Chile. Er tydeligt Mercyful Fate-inspirerede. Når det er nok, skyldes det nok også, at der er kommet mange gode udgivelser fra nye bands, men at ingen rigtig er braget igennem.

Årets comeback:
Baxaxaxa – Dedbutdemo i 1992, gendannet i 2017, en ep i 2020 og endelig et fuldlængdealbum i år. Herregud, 30 år efter debutdemoen. Det er på sin vis vældig flot.

Årets fysiske udgivelse/bog/film:
Det er gået op for mig, at jeg i år ikke har købt en eneste luksusudgave af noget som helst, og at jeg efterhånden synes, det mest af alt er irriterende med vinyl i sjove farver, patches, plakater, klistermærker og fanden og hans pumpestok. Kan vi få noget sort vinyl med et cover, der er kælet for, uden at det går over i unødige gimmicks og alt muligt ekstraudstyr, man skal holde styr på? Det må blive Of the Wand and the Moons 'Your Love Can't Hold this Wreath of Sorrow' (ja, den igen), der gør cd'en værd at have stående igen: sort prægning på bronzebaggrund, tryk på indersiden af cd-lommen og et gennemført grafisk udtryk. Smukt, vellavet, luksuriøst for en cd, men samtidig uden alt for meget ekstra lir.



Det overså jeg i 2020:
Hvor skulle jeg vide det fra? Immer vorwärts!

Årets optur:
- At blive småborger ved køb af villalejlighed i Vanløse. Plads til plade- og bogsamling. Hjemmekontor. En have, hvor man kan gå rundt i bar overkrop og slå græs og høre Bon Jovi imens og drikke en øl efter endt græsslåning. Villavejeksotisme. Det hele er meget spændende.
- At få pædagogikum. Hører strengt taget også til under "småborger".
- Genudgivelser af flere Coils klassiske udgivelser. Jeg manglede helt klart alle de nye udgaver af samme album, som jeg har i flere forskellige udgaver i forvejen.

Årets største skuffelse:
- Gendannelser i almindelighed. Jeg forstår så udmærket, at man får midtvejskrise og får lyst til at udleve ungdommen endnu en gang (se adskillige punkter under "Årets optur" ovenfor), men måske kunne man holde det til øvelokalet i stedet for at belemre sagesløse musiklyttere med at hive sit band frem fra en velfortjent glemsel, udgive nye album og spille koncerter? I-n-g-e-n er blevet mere relevante i de +25 år, der er gået siden dengang, og hvorfor skulle man også være blevet det? Fordi man nu kun har et eller to af originalmedlemmerne med? Fordi man alligevel har fjernet sig så meget fra sin oprindelige lyd, at det ikke giver mening at hedde det samme? Bliv i øveren, nyd at drikke øl med de gamle venner, og nyd den nye gamle hobby. Men lad være med at bebyrde din omverden med et band, som enten vil ødelægge andres gamler minder om bandet, eller som ingen alligevel kunne lide dengang og endnu færre nu. (Som det fremgår af årslisten længere oppe, er jeg i øvrigt ikke bange for at blive kaldt hverken hykler eller dobbeltmoralsk. Der er undtagelser fra reglen).
- Mennesker med internetadgang.
- David Tibets (Current 93) to soloalbum, som skuffede fælt ved at være kedelig drone langt under middel. Jeg kan godt forstå, at det er svært at få en fornuftig indtægt som uafhængig musiker i Spotify-tidsalderen, men kan man ikke finde mere værdige måder at malke fansene på? Salg af badevand, salg af brugte vatpinde, salg af brugt toiletpapir?
- Alt for få sammenfald med Manden med Weekendvestens årsliste; ja, faktisk er der alt for få af de traditionelle metalplader der, som jeg overhovedet har fået hørt.

Største ønske for 2022:
Det virker efterhånden utopisk, men ... koncerter? Med bands fra udlandet? Det er næsten ligegyldigt, hvem det er, men koncerter med primært danske bands føles efterhånden både insulært og klaustrofobisk.

Det glæder jeg mig mest til i 2022:
Nyt album med Current 93. Det virker allerede nu meget usikkert at glæde sig til fortidsfornøjelser som festivaler og koncerter.