MMF21 – Fredag

Fredag1200_MG_7588
Fredag1200_72A5270
Fredag1200_72A5637
Fredag1200_72A5650
Fredag1200_MG_7582

Der var meget langt fra top til mellemstadie til bund fredag på Metal Magic, hvor de bedste bands var på et andet niveau end alle andre.

Dato
09-07-2021
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Forfatter

Måske akklimatiserede jeg mig lidt rigeligt til slut på førstedagen af Metal Magic. I hvert fald er jeg temmelig træt efter at være faldet i en fælde med kolde øl og lidt for sen snak på hotellet dagen før. Man er jo ikke ligefrem blevet yngre, siden man sidst var på festival.

Men heldigvis begynder musikken først ud på eftermiddagen, så man kan slappe af på hotelværelset så længe, gå en tur ned på havnen og få en øl og hænge lidt, før man dasker op til festivalpladsen lidt ud på eftermiddagen og Hadron. De har tydeligvis adgang til samme genbrugstøjbutik som Kadavar, og stilen er da også umiskendeligt halvfjerdser, her i den doomproggede ende. Hadron har lyden, de har looket, de har også en god sanger, og de spiller egentlig fedt, men sangene har de efter min mening – kun baseret på denne optræden, jeg har ikke fået hørt dem tidligere – lidt for sjældent. Et længere nummer på dansk, hvis titel jeg ikke fanger, rammer rent. Flere sange som dem, der stikker ud, og så er jeg på.

Udendørs er jeg langt fra at være på under World War 5, hvor Lasse Bak er på slap line med wookie-støvler, blå polyesterskjorte og pelsvest, mens trommeslageren er i bar overkrop, badevinger og dykkerbriller. Derimod er musikken, det, jeg hører af den, ret ordinær groove metal og Århus-død. Den slags vil der sikkert altid være et publikum for i Danmark, i hvert fald er der pænt med tilskuere, og fred være med det.

Er Evil Evil?
Samme tilgivende har holdning har jeg sværere ved at mønstre for det band, der på indendørsscenen kalder sig Evil. Jeg har nemlig et forhold til deres klassiske ep 'Evil's Message', der er en af de bedste danske metaludgivelser nogensinde. Men hvorfor bandet her kalder sig Evil, er straks sværere at forstå. For kun trommeslager Freddie Wolf er tilbage fra dengang, og han spiller nu guitar. Mon man ville kalde det Mercyful Fate, hvis bandet var blevet genoplivet med Kim Ruzz som eneste genganger fra dengang, og han var skiftet til guitar?

Bandet spiller ikke meget fra den klassiske ep eller gammelt materiale, men det bliver til en usammenhængende og stiv version af Judas Priests 'Grinder' og en del nyere materiale, som ikke er på niveau med ep'en. Sanger Martin Steene virker sært overgearet og malplaceret i sine kommentarer til publikum og sin sceneoptræden, som når han kikser en fod på en monitor, af og til slår over i engelsk, når han taler til publikum, eller bliver ved med at ønske os en god aften, selvom det er eftermiddag. Det er, som om han ikke er til samme koncert som os andre. Resten af bandet er meget stillestående, og de virker, som om de ikke har øvet meget. Det ses også på, at Steene hele tiden må krabbe sig hen for at læse forud i teksterne.

Hvorfor "gendanne" et band, når man ikke har tænkt sig at gøre det ordentligt? Og hvorfor kalde bandet for Evil, når det har så lidt med Evil at gøre? Det kan næppe være kommercielle grunde, så store var de aldrig, og de kunstneriske grunde er svære at få øje på.

Det er sværere at overveje den slags spørgsmål i Dead Voids kvælende tunge riff, der føles meget intense til sammenligning på udendørsscenen. Det er en slags doom/death, men meget fortættet og tung. Det lyder interessant, men jeg har også svært ved at komme ind i det, fordi det er så relativt fortættet.

Briller og bøddelhætter

Gabestok, derimod, er der fuld smadder på på indendørsscenen. Så meget, at man godt kunne have ønsket sig dem på udendørsscenen for måske at ryste benene lidt. Bandets proto-det-hele-stil giver den fuld æde på alle parametre: Der er både bøddelmasker, kutter og briller, og keyboardene anslår en psykedelisk smadret stemning. Det føles som en meget heftig brandert, men bedst er de i mine ører, når de sænker tempoet en anelse og inkorporerer King Diamond-skrig og klassisk metal, og de enkelte numre får lov at skille sig ud midt i al udmaxningen.

At Satan Worship på udendørsscenen ikke har bøddelhætter på, virker til gengæld nærmest naturstridigt. Det er samme medlemmer som Sodomizer (okay, jeg så ikke, om trommeslageren var den samme), og stilen er omtrent den samme. Faktisk ville jeg nok ikke kunne kende forskel i en blindtest. Festivalarrangør Martin Jørgensen gæster scenen på et dejligt cover af Sepulturas 'Antichrist', og de to guitarer giver klart mere fylde; trioen måtte godt være en kvartet. Jørgensen giver også mere sceneshov end det ellers lidt statiske band. Som til Sodomizer dagen før er man godt underholdt, uden at træerne vokser ind i himlen.

På et andet niveau
Derefter stiger niveauet markant med Slægt, som er anmeldt HER. Såvel bandets musikalske som fysiske og kunstneriske niveau er i festivalens højere luftlag. Det samme var svenske Shaam Larein, som er en af den slags skæve og fremsynede bookinger, som festivalen ikke altid får nok anerkendelse for. En hypnotisk og mørk gotisk musik med mellemøstlige skalaer og tre kvindelige vokalister i front (mest i front er hende, der lægger navn til projektet), der vel bedst kan sammenlignes med Chelsea Wolfe, måske Jarboe, men hvor sammenligningerne alligevel ikke rammer helt. Som man står der, får man fornemmelsen af, at de er sådan et band, som godt kan gå hen og blive større. I hvert fald rammer de nogle tendenser i tiden med deres hekseagtige, rituelle og atmosfæriske, soundtrackagtige lyd, og de lyder en del mere af nutiden end mange andre af festivalens optrædende. En ofte hypnotiserende koncert. De spiller i Pumpehuset med Slægt og Demon Head den 6. august.

Den type mørk, atmosfærisk musik var heller ikke nogen dårlig opvarmning til Denial of God, der er anmeldt HER. På trods af vanskelige forhold op til koncerten og en ikke helt vellykket start viste Sønderborgs stolthed deres klasse. Som Slægt er de bare på et højere niveau end næsten alt andet. På festivalen og i dansk metal.