Grim musik for grimme mennesker

a1201133210_10

Debutalbum fra Heavy Sentence er fyldt med punkede, bøllede arbejderklassemetalhymner og er nok det bedste soundtrack til et værtshusslagsmål, man kan forestille sig.

Titel
Bang to Rights
Dato
28-05-2021
Trackliste
1. Medusa
2. Cold Reins
3. Age Of Fire
4. Edge Of The Knife
5. Capitoline Hill
6. Heavy Sentence
7. On The Run
8. Wicked Lady
9. Possession
10. Broken Hearts
Forfatter
Karakter
4

Coveret til Heavy Sentences anden single fra 2019 er oplagt at hive fat i, når man skal forklare den for den Manchester-baserede kvintets lyd og æstetik for uindviede:

Edge of the Knife / Heavy Vengeance | Heavy Sentence
Ja, det viser en muskuløs kriger med flagermusevinger og en otteformet hjelm, som holder en jernkugle i en kæde og kører på en motorcykel, der er bygget af et skelet. Et skelet med meget store bryster og brystvorter lavet af spidse nitter, altsammen tegnet temmelig, ahem, hjemmelavet og tudegrimt. Heavy Sentence er den slags band, og kan man overhovedet ikke se charmen i ovenstående cover, så skal man holde sig langt væk fra Heavy Sentences øl- og sveddunstende bøllemetal.

Beskidt, nusset, tudegrimt er også coveret til gruppens debutalbum, 'Bang to Rights', og sådan lyder kvintettens musik selvfølgelig også. Det er grim musik for grimme mennesker, personificeret i vokalist Gaz Howells' Lemmyficerede askebægersnerrende raspen, men spillet med så meget overskud og swag, at bandets minearbejdercharme må overvinde selv den mest forbenede skeptiker.

Heavy Sentence spiller en punket og aggressiv NWOBHM, sådan midtvejs mellem Venom, Motörhead, Tank og Thin Lizzy, sidstnævnte især i de fængende melodiske guitarleads, som bandet doserer med rund hånd gennem albummets ti sange på knap 37 minutter. Måske minder det mest om det halvglemte kultband Robespierre, en mindre black-præget udgave af Midnight – da de var gode  eller en mere melodisk udgave af Aggressive Perfector, som Heavy Sentence deler guitarist med.

Det, der er styrken, ud over førnævnte charme, swag og leads, er den punkede råhed og sangenes slagsangsagtige kvalitet. Når Howells brøler, at "Songs of pure metal axes / Blood-soaked hammers of war / Swing on our enemies", og at "Only the true survive / There will be none left alive" på sangen 'Age Of Fire'), så tror man på ham, og man tror, at bandet mener det. At det er gammelkendte klichéer gør mindre, når de bliver leveret så overbevisende, med den helt rette ånd, som det er tilfældet her. Bandet spiller, som om de selv har opfundet de klichéer. Eller når bandet i 'Heavy Sentence' (jeg elsker, når bands opkalder en sang efter sig selv) hylder den afdøde guitarist Mike Woods i en af mest medrivende hymner til tourlivet, jeg har hørt længe. Og når det lykkes at sparke så meget smadder ind i et boogierockriff på 'On the Run', at "Fast" Eddie Clarke ville svulme over af stolthed.

'Bang to Rights' – med dens charme, dens catchyness, dens grimme og dumme storhed – er alt det, der fik en til at forelske sig i metal i sin tid, på éngang traditionel og tidløs, klichépræget og helt frisk.