Bølle- og bralrerøvsmetal

havoc

Debutalbum fra bøllede briter holder metalånden i live uden nyskabelser, men med overskud, struttende selvtillid og masser af håndmadder lige i fjæset.

Titel
Havoc at the Midnight Hour
Dato
19-11-2019
Trackliste
1. Onwards to the Cemetery
2. Chains of Black Wrath
3. Turbo Evil
4. Land of No Return
5. Into the Nightmare
6. Vengeful One
7. Devil's Bastard
8. Seven Gates
Forfatter
Karakter
3

Jeg kører på udboret knallert, har langt nakkehår og er i konflikt med loven. Når jeg ikke drikker eller hasher den, stjæler jeg slik fra skolebørn, håndtasker fra gamle damer eller involverer mig i værtshusslagsmål.

Ovenstående scenarium er temmelig langt fra virkeligheden, men ikke desto mindre er det sådan, Aggressive Perfectors debutalbum ’Havoc at the Midnight Hour’ fra november sidste år får mig til at føle mig. Og når man som jeg lever en bedsteborgerlig tilværelse som midaldrende dansklærer med andelsboliglån, Lindberg-briller og økologiske grøntsager, er der noget svært tillokkende ved den følelse af skolegårdsbølleri, ’Havoc at the Midnight Hour’ vækker i én, når man hører den, mens man går tur med ens førstefødte i barnevognen.

Aggressive Perfector spiller nemlig en gang vaskeægte bøllemetal inspireret af NWOBHM, Venom og Tank, Motörhead, tidlig Slayer og en antydning af Mercyful Fate. Det hele ligger lunt i krydsfeltet mellem thrash og en mere traditionel heavy metal. Som sangtitlerne antyder, er hele projektet temmelig dumt, og det er lige præcis det, sådan et band som Aggressive Perfector godt må være. Fra coverets klichéparade over sanger Dan Holocaustos ballademagerhyl til de stålhårde og alligevel melodiske street metal-knojern, som bassist Mr. 666 og guitarist og trommeslager Intimidator tæsker i hovedet på lytteren på de otte numre og 36 korte, men umanerligt festlige minutter.

’Havoc at the Midnight Hour’ er sådan en plade, der lyder virkelig overlegen, mens man hører den. Man ranker ryggen, rocker med, får lyst til slås og bajer. Så lad gå med, at tempoet i sidste ende bliver lidt ensformigt, og at ikke alle numre skiller sig ud. Der er stadig så meget catchy hærg på albummet og rigeligt med brovtende charme, at man ikke kommer til at kede sig.

Anbefales til midaldrende mænd med ønsker om at simulere et mere spændende og dumt liv.