At ældes med onde
Tyske Baxaxaxa trækker lytteren tilbage til black metal før Norge. 'Catacomb Cult' er fyldt med heksesabatter, råddenskab, catchy sangskrivning og gammel ondskab, og det er virkelig fornøjeligt.
2. As The Moon Inhaled All Sunrays
3. Flame Of Redemption
4. Kingdom Ablaze
5. Walpurgis Dancers
6. The Great Malicious Tongue
7. Ghosts Of Törzburg
8. Temple Of The Seven Keys
Black metal er meget mere end den norske variant, der ellers blev blåkopien for genren, da medieomtalen for alvor rullede i 90’erne. Det er efterhånden et veletableret faktum med de senere års opnormering af for eksempel den græske scene og af bands som Mortuary Drape, Master’s Hammer og Root og den slags.
De senere år har også set en opblomstring af interessen for denne førstebølgeblack. Måske fordi de norske og svenske skabeloner har været så brugte, at det er svært at finde et kreativt potentiale i dem længere. Bevares, man kan lave gode plader ved hjælp af skabelonerne, men det er svært for alvor at gøre friskt. I stedet fornyer man genren ved at se længere tilbage, da black-genren både var tættere på rødderne og havde flere muligheder, var mere thrashet, mere død, tættere på mindre udviklede organismer i den metalliske ursuppe, og hvor inspiration fra Hellhammer, Celtic Frost, Mercyful Fate og Venom og alt muligt andet kunne føre genren i uventede retninger.
Tyske Baxaxaxa har rødder tilbage til 1992, det vil sige før norsk black metal blev den eneste acceptable form i en årrække. Men de gik i opløsning efter en enkelt demo, og medlemmerne rykkede videre til kultbands som de undervurderede Fulgor og Ungod, og Baxaxaxa blev et af de utallige lig på den sortmetalliske kirkegård. Lige indtil 2017 hvor trommeslager Condemptor som eneste orginalmedlem genoplivede liget med medlemmer fra Ungod på bas og guitar og Patrick Kremer, der driver pladeselskabet Iron Bonehead, på vokal, før de i 2019 udgav demoen ’Old Evil’. Som demotitlen og denne albumtitel antyder, er Baxaxaxa ikke voldsomt forhippede på at lyde moderne, men snarere på at tage tråden op fra 1992 med en doomy, baldret black metal, der ikke har så meget til fælles med genrens norske standardindstilling.
Der er noget magisk og primitivt over ’Catacomb Cult’, det er, som om tyskerne rammer ånden 100 procent rent, fraset en måske lidt for pæn produktion. Kremers vokal snerrer på en herligt Sodom-agtig vibe, og trommerne er – uden at være ret tekniske – tilpas varierede og har noget punket og Venom-agtigt over sig. Keyboardene er brugt virkelig godt og giver den helt rigtige atmosfære, og sangskrivningen er herligt catchy og også varieret: fra det smadrede titelnummer over den punkede og rockede, men alligevel atmosfæriske ’Flame Of Redemption’ til den næverystende ’Ghosts Of Törzburg’.
Det er sådan en plade, hvor man får helt lyst til at iføre sig kutte og stå og lave grumme fagter nede i kælderen eller i en eller anden krypt – hvis ellers man havde adgang til sådan en. Det er også en plade, der viser, at det stadig er muligt at lave black metal, der lyder både frisk – i dette tilfælde af råddenskab –og personlig; paradoksalt nok ved at søge langt tilbage i genrens historie og lyde gammeldags. Det er ikke nyskabende, men det er umanerligt vellavet.