Blændende mørke visioner
'Visions of Trismegistos' er fortættet, kompleks og mørk thrash i et hæsblæsende tempo, der efterlader stort set samtlige konkurrenter halsende efter Nekromantheon.
Et af de bedste nyere thrashbands (dannet i 2005, så nyere er de efterhånden heller ikke) er Nekromantheon; især 'Rise, Vulcan Spectre' er en nyklassiker i genren og inbragte sågar nordmændene Spellemandsprisen, den norske Grammy, i 2012. Imponerende for så rå og samtidig kompleks musik.
Men siden 2012 har der været stille om bandet, måske fordi de bærende medlemmer har haft travlt med dødsmetalliske (og ligeledes virkelig gode) Obliteration.
Ni år er en lang pause, men bandet har i hvert fald brugt tiden godt. Det er lang tid siden, jeg har hørt noget så nakkehvirvelødelæggende som 'Visions of Trismegistos'.
Coveret fortæller sådan set, hvad det her er for en plade: En sø af blod, lemlæstelse på lemlæstelse skitseret med klar og kølig streg, døden som et transcendent ritual, på en baggrund af klassisk (græsk) arkitektur.
Og hvad finder vi på albummets lydside? En hvirvelvind af nådesløst lemlæstende riffs, det rene speedede blodbad. Men bag den tilsyneladende hærgen en ambitiøs og kompleks arkitektur i numrene, en inspiration fra den klassiske thrash; tidligere udgivelser har vist nordmændene som teutonsk-inspireret black/thrash, hvor husguderne har været tidlig Destruction, men med en tydelig inspiration fra Celtic Frosts visionære thrash metal og Voivod tidlige år gemt bag simpliciteten, en slags primitiv avantgardisme, som hævede bandet over sammenrendet af retro-thrash-bands; det primære referencepunkt har vel været landsmændene Aura Noir.
Slayers 'Reign in Blood' er ti numre og niogtyve minutter lang. De ti numre på 'Visions of Trismegistos' varer sammenlagt treogtredive minutter. Der er fart på. Og det er, som om bandets black/thrash er blevet Slayerficeret. Der er et uophørligt vanvidstempo, og sangstrukturerne virker mere komplekse end tidligere, lyden klarere, mere i retning af de onde amerikanerthrashere i deres bedste år. Nekromantheon bygger bro mellem kontinenternes thrashlyd.
Soloerne fyres af med overmenneskelig fart og præcision, og numrene er ubarmhjertigt fortættede, nøjagtigt konstruerede bag amokløbet. Teksterne henter inspiration fra den græske mytologi og den hellenske gudeskikkelse Hermes Trismegistos og den hedenske gnosticisme associeret med skikkelsen, og overalt i det meget gennemarbejdede tekstunivers er døden, mutilationen, et ritual, der skal give mennesket okkult indsigt og så at sige gøre mennesket ét med verdensaltet. Selvom Nekromantheon da heller ikke er for fine til at gå meta og lade vokalist Arild "Arse" Torp råbe linjer som "Burning metal pyrothrash / Scorched death", hvis vi midt i al den vanskeligt tilgængelige dødemandspoesi skulle have glemt, hvad det også handler om.
Selvom udgangspunktet, som for næsten al god metal, er 1980'erne, er der ikke meget retro over Nekromantheon. Det er aggressivt og mørkt på en måde, som ligger milevidt fra den ubekymrede bandana-retro-thrash. 'Visions of Trismegistos' viser, hvad thrash metal også kan være. Vi er milevidt fra tre-riff-og-en-kasse-bajere-thrashen og endnu længere væk fra den arenarock, genrens store navne er degenereret til. Heldigvis.
Til gengæld tager det flere gennemlytninger at lytte sig ind på albummet sammenlignet med forgængeren. Det er mørkere, mere komplekst, og hookene får ikke lov at hænge længe. Tempoet er generelt højt pladen igennem, og det er måske albummets eneste svaghed: Man savner af og til en pause fra vanvidsridtet. Albummets mere midttempoprægede numre som 'Neptune Descent' og den afsluttende helvedesvision om kristendommens komme, 'Zealot Reign', giver lidt mere tid til at fordøje de mange og voldsomme indtryk. Indtil videre er det årets bedste metalalbum, og jeg tror ikke, at mange kommer til at toppe det.