Dum, dummere, sejest
De polske deaththrashere Sexmag er lige så fornøjelige, som de er komplet idiotiske på deres debut-ep, der er et stilsikkert bud på, hvordan man kan halvere sin IQ på 25 minutter.
2. Zapomniany Czarci Kult 04:30
3. Sex Metal 04:26
4. Wysłannik Hadesu 04:34
5. Nagrobek Kurtyzany 04:13
6. Nałożnice Hrabiny 05:11
7. Outro 01:09
En anekdote fra fodboldens verden fortæller, at den tungt alkoholiserede og temmelig legendariske offensivspiller George Best engang sagde til den ikke ret kvikke (og også relativt tungt alkoholiserede) offensivspiller Paul Gascoigne, at Gascoignes IQ var lavere end hans trøjenummer. Hertil skal Gascoigne have svaret: "Hvad er en IQ?" Gascoignes trøje var i øvrigt som regel nummer 8.
Det er cirka på det stadie, polske Sexmag – navnet er taget fra en gammel sang med det polske kultband KAT, og vi er langt fra den sleazerock, navnet kunne konnotere – befinder sig på debut-ep'en 'Sex Metal'. Hvis ikke bandnavn og ep-titel afslører det, så gør bandbilledet det: 
Gruppens T-shirts afslører det musikalske territorium: Destruction, de brasilianske dødsthrastere Mutilator, Slayer og en knivspids Mercyful Fate. Læg dertil Venom, Sodom, Sarcófago og Master's Hammer og østblokmetal fra 80'erne i almindelighed, og vi er ved at være der.
Af samme grund er Gascoigne-anekdoten ovenfor lidt misvisende. Den peger måske mere på uvidenhed end dumhed. Og selvom 'Sex Metal' er dum som en dør, er Sexmag mere end almindeligt vidende om de metalklichéer, de bærer stolt på deres velourkutter og store solbriller og patronbælter og nitter. Ellers kunne de ikke blive ét med metalklichéerne, forene sig sådan med dem.
Teksterne er naturligvis på polsk, så jeg kan ikke forstå dem, men jeg kan da afkode, at der synges en del om Satan og sex. Og hele udtrykket er båret af en ærlig og oprigtig lyst til at spille hvinende guitarleads, hyle løs med vanvidsvokal, buldre derudad på trommerne og – ret skal være ret – lave atmosfæriske introer med gyserfilmsstemning. Sexmag er ude for at hærge kirkegårde og dyrke grim og blasfemisk sex i Satans navn. Og selvom det jo altså ikke ligefrem er sådan, at man tænker, at det her, det er metallens fremtid, endsige nutid, så er det lige så fornøjeligt, som det er dumt. Det siger en hel del. Karakteren afspejler, at 'Sex Metal' ikke ligefrem er stor kunst, og måske også, at jeg næppe hører pladen helt så meget om fire-fem år, som jeg gør lige nu. Men tro mig på mit ord, når jeg siger, at det er pissesejt, svært medrivende og umuligt ikke at holde af.