En lille åbenbaring
Australske StarGazer blander prog, death, thrash og black metal til et genrenedbrydende, teknisk og headbangende hele. 'Psychic Secretions' er fuld af foragt for overfladisk lytning og fuld af kunstnerisk integritet.
2. Lash Of The Tytans
3. Evil Olde Sol
4. Star Vassal
5. Hooves
6. The Occidental Scourge
7. All Knowing Cold
8. Pilgrimage
At placere australske StarGazer i én genrekasse er noget nær umuligt. Er det black, death, thrash? Tech-død, progressiv metal, progressiv black/thrash? Nej og ja til det hele: StarGazer er vel nærmest genreløst. Og grænseløst.
Væk fra Jorden, ud i rummet
Skal man placere dem på et musikalsk landkort, lander man i et uudforsket ingensmandsland mellem progressiv dødsmetal som Atheist, Cynic og Gorguts blandet med Ved Buens Endes skævhed og den mere thrashede aggression fra bands om Sadus eller sågar Absu. Hvis man kan forestille sig det. Eller et særere, mere thrashet og progget Blood Incantation. Vi har med andre ord forladt den jordiske sfære og er ret langt ude i rummet.
Sammenlignet med forgængeren, 'A Merging To The Boundless' (2014), er StarGazer mindre aggressive denne gang, mere proggede og eksperimenterer endda med en slags episk prog/doom-ballade på afslutningsnummeret 'Pilgrimage'.
På papiret kunne det lyde som den rene stilforvirring. Alligevel virker dette, deres blot fjerde fuldlængdealbum på femogtyve år, ikke som et miskmask af genreblandinger eller retningsløst. Det er snarere slående, hvor musikalsk det er. Musikalsk ambitiøst og veludført, aggressivt og harmonisk, progget med bassen helt fremme i lydbilledet. Måske skyldes den sikre genreblanding medlemmernes andre projekter i vidt forskellige stilarter: De er eller har været med i både dødsmetalbandet Cauldron Black Ram (hvis 'Slaver' var et godt album i 2020), funeral doom-bandet Mournful Congregation, de klassiske metalbands Road Warrior og Johnny Touch, tech-death-bandet Intellect Devourer og mange flere. Den musikalitet og bredspektrethed er tydelig i StarGazer.
Blødere og mere progget
Det er også et lidt blødere StarGazer, vi møder på 'Psychic Secretions'. Der er skruet ned for det thrashede, guitarlyden er oftere ren og melodisk, aggressionen er mere kontrolleret. Overgangene mellem det hårdere og det mere proggede er mere glidende end på forgængeren, som fx på 'Evil Olde Sol', hvor bandet via en bassolo ubesværet glider over i det mere melodiske og atmosfæriske mod slutningen af nummeret. Eller den efterfølgende 'Star Vassal', der veksler mellem ambiente og galopperende melodiske guitarbårne passager. StarGazer kan stadig finde ud af at det metalliske, som 'Hooves' viser, med spiralerende groove under en headbangervenlig fremtoning.
Som altid er StarGazer kompleks musik, og selvom de har en tydelig melodisk sans for det fængende, er 'Psychic Secretions' et album, der kræver flere gennemlytninger for at folde sig ud. Det er næppe en strategi, der giver mange fans i en streamingtid, hvor de fleste lyttere hurtigt zapper videre til næste album. StarGazer virker nu også bedøvende ligeglade med det; her er kunstnerisk integritet og tålmodighed i højsædet. Sætter man pris på dét, er 'Psychic Secretions' en lille åbenbaring.