Årsliste 2021 – Jacob Dinesen

Altid fremad, altid videre. Nutiden står stille og ALT handler om at komme ind i fremtiden ved førstkommende lejlighed. Læs her hvad der hjalp Devilutions trupfører, et år tættere på de flyvende biler.

Årets danske album:

1. LLNN: ’Unmaker’ – på alle måder årets mest helstøbte danske plade. Mand og maskine mødes – alt andet end sød musik opstår. Et dystopisk mesterværk, der kræver sit af lytteren, men som slutteligt belønner i stor skala.

2. Of the Wand and the Moon: ‘Your Love can’t hold this Wreath of Sorrow’ – en plade der transcenderer traditionelle genreforståelser, og tydeliggør hvorfor Kim Larsens mørke altid har været en del af Devilutions felt.

3. Franklin Zoo: ’Dandelion' – breaking news! Det er lykkedes en flok mænd i 40'erne at lave en art rock/grunge plade der ikke er bræk! Au contraire min ven, ’Dandelion’ er proppet med orgel, progget til UG med kryds og slange. Att: Dizzy Mizz Lizzy, mangler I det perfekte supportband? Søg ikke længere.

4. Rot Away: ’Nothing is Good’ – en befriende ren slåskampsplade.
“Hvorfor skal du være så’n der? / luk nu røven jeg gider ikke mer’ / sket er sket og gjort er gjort / du spilder tiden, pak dit lort / ta’ og pak dit lort for du så pisseirriterende”



5. Kollapse: ’Sult’ – kriminelt oversete ’Kollapse’ har begået nok en mesterlig plade. Hvorfor bandet stadig lever i det skjulte, er mig en gåde.

Vola udgav Witness. Bandet er for stort til Danmark, og pladen er ret beset for storladen til min smag, men ikke desto mindre er det en af årets bedste. Det samme er Møls ’Diorama’ som viser at det, den rutinerede lytter kan kalde for ”moderne metal”, stadig har en fremtid i Danmark. Fremtiden ligger også åben for Deadnate, der spillede Gojira skakmat i disciplinen gojirametal.

Årets internationale album:

1. Emptiness: ‘Vide’ – insisterende, inciterende Emptiness har lavet endnu et mesterværk og med det, årets bedste internationale album.



2. The Death Set: ‘How to tune a Parrot’ – årets bedst pladetitel, men blot den næstbedste internationale plade på denne attråværdige liste. Noise/art-punk kalder pladeselskabet det. Fint med mig - kaotisk hardcore med et elektronisk twist.



3. Trialogos: ’Stroh zu Gold’ – årets cooleste plade. Trialogos rammer det magiske sweetspot mellem køre-, danse- og bollemusik.



4. At the Gates: ‘The Nightmare of Being' - efter svenskernes overlegne 2019-Roadburn koncert var jeg for en gangs skyld nysgerrig efter at høre, hvad de mon havde fundet på. Først måtte jeg give fortabt efter 2-3 sange; alt var som det plejede – dvs. lettere bedaget melodød. Pligtfølelsen bød mig dog at give pladen endnu et lyt, og at lytte den til ende. Novra! At the Gates har genopfundet sig selv, alt er oppe i luften, og der spilles uden tanke på genrens snærrende bånd!



5. /A\: ’/A\’ – dette er helt utrolig fransk, og det kræver megen velvilje at kalde det for metal eller hård rock. Hvad laver pladen så her? Giv den tid, lad dig opsluge af dens tyngde, af dens mørke.



Mit internationale metalår var præget af en bizart stor mængde kvalitetsudgivelser, som der slet ikke har været tid til at at fordybe sig i. Mængden af gode, nye udgivelser har medført en ekstrem, men nært positiv, rastløshed, der gjorde at jeg konstant lyttede til ny musik, og et par var lige ved at snige sig med i toppen.

-    The Sun and the Mirror: ’Dissolution to Salt and Bone’ – lyt til musik hverken du eller dine venner kender:



-    The Ruins of Beverast udgav med ‘The Thule Grimoires’ endnu en stærk plade:



Årets danske hit:

Of the Wand and the Moon’s ’Let’s take a Ride (My love)’ – fuck alt og lad os komme videre, nu.



"Lige-ved-og-næsten"-præmien går til John Cxnnor: ’Redeye’ – For Terminator entusiaster er dette helt perfekt. Maskinel ødelæggelse af dansegulvet.



Men men men…i virkeligheden er dette årets danske hit!



Årets internationale hit:

Melvins: ‘I fuck around’ – Fordi - hvorfor ikke?



Årets genfundne klassiker:

Absolut ingen, tiden er vitterligt ikke til at dvæle romantisk ved fortiden. Lyt til mindst et nyt band om dagen, se dig aldrig tilbage.

Årets koncerter:

1. Kellermensch: Vega, København, 17-09-2021 – Vega er MIT sted, og Store Vega er MIN hjemmebane. Over årene har jeg vel fotograferet 5-600 bands på denne fantastiske scene. Når første rigtige koncert i halvandet år er med ditto fantastiske Kellermensch kunne det nærmest ikke gå galt – og det gjorde det så sandelig heller ikke. Sjældent har en scene klædt et bandt så godt.
Som Sebastian Tayler Bach skrev i vores anmeldelse af koncerten: ” Det var en kombination af en savnet tryghed og et kaotisk virvar. Et øjebliksbillede på den forløsning det var for alle i Vega.”


2. Orange Goblin: Beta, Amager, 11-11-2021 – Alt det vi savnede, alt det vi manglede, alt det vi ikke ser igen lige med det første.


3. LLNN: Pumpehuset, København, 05-11-2021 – Jeg har aldrig før glædet mig til en releasekoncert, men ’Unmaker’ er heller ikke en sædvanlig udgivelse. Koncerten bestod af lige dele rå energi og spilleglæde – og var dermed den perfekte præsentation af værket for masserne.


4. Eyes: Loppen, København, 02/10-2021 – efter koncerten sendte jeg stolt et billede, af et kæmpestort blåt mærke, til indpisker Victor Kaas/Eyes. Det er lige netop sådan her, koncerter skal være. Er de ikke det, kan det hele virkelig være lige meget.


5. Neu Sierra, Vega, København, 17/6-2021 – jeg forbrød mig mod mine egne regler, og begav mig ud for at fotografere en enkelt latterlig, siddende corona-koncert. Her mødte jeg Neu Sierra, der mindede mig om hvad livemusik kan. Ørkenrock, skudt ud i rummet – med lidt kraut på toppen. Storartet.


Årets danske navn:

LLNN fordi de har lavet årets bedste plade, spillede en af årets bedste koncerter OG samtidig er indeni John Cxnnor.

Årets internationale navn:

Walter Hoeijmakers – for de uindviede er Walter manden bag Roadburn Festivalen. Han får titlen som ”årets internationale navn” for med ’Roadburn Redux’ at have lavet en relevant online begivenhed. Over fire dage fik deltagerne mulighed for at opleve lidt af det, der gør Roadburn til verdens bedste festival.

Årets nye danske navn:

John Cxnnor, fordi Terminator! Derudover er ideen om at være producere, på vores scene, ny i Danmark – og stærkt tiltrængt. Alt ER tilladt. Udnyt det.

Herudover skal Temple of Scorn hyldes for ikke blot at gøre, som vi frygtede de ville gøre, Neu Sierra for at have lavet en perfekt blanding af spacy ørkenrock mit kraut on the side og Glitchi for ikke at give en fuck for om metallen tror den er det farligste dyr i skoven.

Årets nye internationale navn:

Trialogos – for effektfuldt at maksimere den minimale musik.



Som en virkelig stærk nummer to er ’Omikron’. Endelig noget der bringer os tættere på den totale samfundssmitte, og dermed en vej ud af dette morads.

All hail Omikron \m/

Årets comeback:

Ingen nævnt, alle glemt.

Årets fysiske udgivelse/bog/film:

Min vielsesring!

Det overså jeg i 2020:

Intet. Fremad, for fremtidens skyld.

Årets optur:

Som et andet eventyr består mit opturs-2021 af tre elementer:

- Musikalsk var opturen at Eyes: ’Reperformer’ blev lavet. Denne plade er alt, Metaldanmark aldrig er. Alt er oppe i luften, alt gentænkes. Er det årets bedste plade? Nej. Men det er den vigtigste.

- At 2021 blev nøjagtigt så latterligt som forudsagt i min sidste årsliste, er ganske tilfredsstillende. Alt blev forbudt, alt blev aflyst, mestendels fik vi blot lov til at komme ud til ersatzkoncerter, Minds of 99 og en masse underlødig boldleg.

- Påstande om at Devilution stod bag BÅDE Wolf Devil OG insta’en metaldanmark_memes; så har man da ladet hverandre forstå at intet er helligt og alt er muligt.

Årets største skuffelse:

Som forventet blev 2021 nærmest en kopi af 2020’s idioti, så det virker helt på sin plads at genudsende teksten til årets skuffelse:

At dødsangsten blev det regulerende princip. 2021 blev året, hvor alt, for alle, handlede om drømmen om det evige liv.

BREAKING NEWS!
Det findes ikke, det kommer ikke til at ske.
Alle skal dø.
Husk det.

Derudover indeholder toppen af årets shitlist også mit første kvarter på Ilter Festivalen i august. Alt har været forbudt i mange måneder, og nu sker det! En stående hardcore festival! Hvordan reager det kuede publikum? De valgte at stå, med latterlig afstand mellem sig, bag en fiktiv streg på gulvet.

Ingen dansede og ingen slåssede. Grufuldt! Heldigvis løsnede alt op senere på aftenen, og alle endte med at smadre svedende og beskidte ind i hinanden.

Største ønske for 2022:

Borgerkrig? Lige nu ser vi ind i en fremtid, hvor alt er forbudt, og genåbningsfesten bliver Raunchys genkomst - på Næstved Metal Festival. For at modvirke dette, kunne det være friskt om man kunstnerisk begyndte at forholde sig til ideen om det evige liv i puppen – tør nogen sige højt at ikke alle dødsfald er en tragedie?

Derudover håber jeg, at den vej ’Reperformer’ har anvist for dansk metal, vil få flere til at turde noget, hvad som helst – noget nyt, noget andet – hvad som helst, der vil skille sig ud og stikke af.

Som altid vil jeg også drømme om færre glade amatører; både på scenen og bag tasterne. Jeres bidrag tjener intet andet formål, end at nusse om en dødfødt drøm.

Det glæder jeg mig mest til i 2022:

Mere af alt det, der ikke er som det plejer at være.



20'erne skal brøle. Nu! Uanset prisen!