Siden 2011 har pilgrimsrejsen til Roadburn været et årligt højdepunkt for fotografen, både musikalsk og fotografisk. Festivalen er et slaraffenland af indtryk og udtryk, og den nydes bedst med et aldeles åbent sind.
Foudre! spængte sikringer allerede inden koncertstart og sprængte rammer for musik i et drøn af en afslutning på lørdagen.
Gordan Chapman-Fox gav under det mundrette navn Warrington-Runcorn New Town Development Plan sin kommentar til fremskridtet som det så ud i England i slutningen af 1970'erne til et show, hvor billedsiden ikke meningsfyldt kunne skilles fra lydsiden.
Steve Von Till tryllebandt en fyldt hovedscene, da han lørdag krængede sin sjæl ud til en stille, afdæmpet og magisk koncert.
Søndag blev alt andet end en stenet afterburner, og vi fik både diabolske italienere og varierende grader af japansk vanvid på festivalens sidstedag.
Fredagen bød på en god pose blandede bolsjer, hvor særligt Warrington Runcorn New Town Development, Harvestman og CHVE stod ud som højdepunkter midt mellem veganske falafel-ruller og alment godt selskab.
Altin Güns forførende melodiunivers passede måske ikke ned i forestillingen om tung musik, men serverede lige præcis det, publikum havde brug for: Glæde og dans.
Steve Von Till tog ny teknologi i brug til sin koncert som Harvestman på Roadburn's andendag, og det slap han virkelig godt fra.
Paradox-scenen skuffer sjældent – og heller ikke i dag, da Angles fremfører deres free jazz-opera ‘The Death of Kalypso’ i hele dens dunkelt orkestrale bravour.
Torsdagen på Roadburn var næsten for vild for vores skribent, som endte med at være delvist høj på livet og delvist navlepillende over pantsystemer.
Haunted Plasma er et interessant, ukendt kort at vælge til at lukke Main Stage for 2025 – men Oranssi Pazuzu åbnede den tre dage før, så så er cirklen vel sluttet!
Med blot 2024s ‘Fire Blades from the Tomb’ på CV'et ved vi, hvad italienske Ponte del Diavolo har med til os i dag – nemlig varierende doom af den inciterende skole!
Gira og Hahn lød forudsigeligt meget som det Swans, vi i forvejen kender dem for – blot mere skrabet og ind til benet.
At opføre ‘Black Medium Current’ som helhed er ikke en let opgave, men Dødheimsgard tager udfordringen op – og det forpligter, også selvom uret siger 13:50 på dag tre!
Uniform kørte med udvidet setup i opførslen af sidste års ‘American Standard’ og holdt os fængslet igennem 45 minutters primalt pulserende støj!
Råt for usødet er Black Curse en udstikker på Roadburn-plakaten, uden at skabe deciderede, musikalske tøbrud på metalscenen. Det gør dog ikke tilløbsstykket mindre …
Den sidste, fulde dag i Roadburn-felten bød på et væld af sære, vilde og stemningsmættede indslag – og Alexander Marcus!
Køen til Fire! sagde det hele, og de heldige, der faktisk nåede ind på Hall of Fame, blev beriget med en sjælden musikalsk oplevelse, der for en stund sendte det råkolde hollandske festivalvejr i baggrunden.
Der var lagt op til et af årets mere spændende koncertoplevelser, da Sumac og Moor Mother indtog Roadburns hovedscene lørdag eftermiddag – men realiteten levede ikke op til hypen.
Lørdag aften bød Roadburn på ét af festivalens mere livlige og medrivende øjeblikke, da Chat Pile indtog scenen og leverede en koncert, der både var brutal, absurd, rørende og underholdende.
