RB 26: Brutal genoplivning
Det gik ekstremt hårdt for sig, da Street Sects gav deres søndags-pendant til fredagens dekadente Street Sex-koncert.
Søndagens koncert med Street Sects på The Terminal var et støjende inferno – en kompakt, 35 minutter lang magtdemonstration i aggressivitet, iskold industrial og nådesløs intensitet. Det amerikanske band optrådte i år på Roadburn som Street Sects og i den alternative inkarnation Street Sex. En refleksion af bandets seneste to udgivelser, ’Dry Drunk’ (som Street Sects) og ’Full Color Eclipse’ (Street Sex). Begge koncerter sat på The Terminal.
Mens Street Sex-koncerten fredag aften i højere grad var en dekadent elektropop-koncert, var Street Sects-koncerten det stik modsatte. Trioen åbnede med ’If This Is What Passes For Living’, og allerede fra det øjeblik Shaun Ringsmuth pressede den første key ned, var barren sat højt. De tunge, maskinelle beats hamrede afsted som hydrauliske stempler, mens lag af rå, skurrende støj lagde sig som et kvælende tæppe over rummet. I front stod Leo Ashline, en ren kraftudladning af kropslig og vokal ekstremitet – skiftende ubesværet mellem skinger, nærmest hysterisk sang og tordnende hardcore-skrig, leveret med en intensitet, der føltes fysisk.
Det var industrial i sin mest brutale form: minimalistisk, men overvældende. Hver lyd føltes skåret ned til benet og derefter forstærket til det maksimale. Referencerne til klassisk, rå industrial og noise var tydelige, men Street Sects formåede at gøre lyden både mere konfrontatorisk og direkte.
Publikum var, forståeligt nok for en søndag eftermiddag, en smule festivaltrætte. Havde Street Sects haft begge koncerter fredag, var det imødekommende Roadburn-venue blevet omdannet til en livsfarlig undergrundsklub. Alligevel lykkedes det bandet at få liv i de forreste rækker, hvor de mest dedikerede lod sig rive med af den ubønhørlige energi. Det var her, koncerten for alvor brændte – en tæt, svedig kerne af bevægelse midt i et ellers lidt mat publikum.
Varmen steg mærkbart i takt med intensiteten, men lige så brat som det hele blev bygget op, blev det også afsluttet. Uden et eneste ord forlod bandet scenen – en noget abrupt afslutning, der spejlede flere andre koncerter på festivalen. Det føltes en smule underligt, næsten afbrudt, som om man blev revet ud af en tilstand uden varsel. Ligeså voldsomt som resten af koncerten.
Men trods den lidt skæve afrunding står koncerten tilbage som en voldsomt effektiv opvisning i rå kraft og kompromisløs industrial. Street Sects leverede præcis det, de skulle: et spark i ansigtet og et koldt og kontant farvel til Roadburn.