RB 26: hårdtslående beats og drømmende flow
Dälek forenede triphop-stemninger og hårdtslående beats i en intens og stemningsmættet koncert på Roadburn.
Dälek har i årevis befundet sig i grænselandet mellem hiphop, noise og industriel lydkunst – et projekt, der lige så meget trækker på støjrockens intensitet som på hiphoppens rytmiske fundament. Derfor gav det også mening, at de endnu en gang indtog Roadburn Festival, hvor de tidligere har bevist deres berettigelse blandt de tungere, guitardrevne navne.
På en dag domineret af distortion og riffs, stod Dälek som et af de mere markante afbræk. Forventningen var tydelig allerede inden koncerten, hvor en lang kø snoede sig foran The Terminal, og indenfor var der pænt fyldt op, da scenen blev indtaget.
Opsætningen var enkel: MC Dälek selv i front og en guitarist ved siden af, der leverede et konstant lydtæppe. Guitarens skærende flader fungerede mindre som egentlige riffs og mere som støj, der smeltede sammen med beats og samples – et sted mellem Massive Attacks mørke puls og Death Grips’ energi.
Koncerten åbnede med ’Better Than’, hvor lyden fra start stod skarpt. Beatsene ramte tungt, og rummet begyndte hurtigt at bevæge sig i takt – hoveder nikkede i en næsten kollektiv trance. MC Däleks vokal var gennemgående præcis: et stærkt flow med pondus og tydelig artikulation, leveret med en intensitet, der bar hele udtrykket frem.
Samtidig havde koncerten en interessant dobbelthed. Tempoet var ofte slæbende og nærmest drømmende, med klare referencer til triphoppens hypnotiske univers, men hele tiden med en underliggende tyngde, der trak det i en mere konfronterende retning. Det skabte en dynamik, hvor det både føltes sejt og svævende – som at stå midt i en tåget, pulserende lydmur.
Guitarens konstante tilstedeværelse gav koncerten en rå kant, men det var aldrig den, der stjal billedet. I stedet fungerede den som en tekstur, der understøttede Däleks beats og vokal, som forblev det centrale omdrejningspunkt hele vejen igennem.
Afslutningen med ’By the Time We Arrive in El Salvador’ samlede trådene. Her kulminerede koncertens blanding af det drømmende og det hårdtslående i et massivt, næsten cinematisk udtryk, hvor publikum stadig var med – fanget et sted mellem headnod og indadvendt fordybelse.
Dälek leverede ikke nødvendigvis den mest eksplosive koncert, men en dejlig stemningsmættet musikalsk oplevelse.