Hvalen er død, længe leve hvalen
Man kan jo altid håbe på at Gojira opper sig igen en dag, men indtil da må vi nøjes med Deadnate herhjemme, og det er faktisk ikke så ringe endda.
2. Downhearted
3. The North Sea
4. Winter
5. Nortern Lights
I miniserien 'The North Water' står hovedpersonen overfor den ellers dådyrøjnende Colin Farrel, der spiller den skræmmende og mega-psykopatiske hvalfanger, Henry Drax, der langt oppe på den ligeså nådesløse nordlige halvkugle, både nakker hvaler og mennesker uden at fortrække en mine. Tidligere på måneden udgav Deadnate en EP med en lignende titel, The North Sea Pt. 1. Der ligesom BBC’s miniserie byder på en nådesløs, samt isnende kold stemning. Udover det har Deadnate og The North Water forbindelsen gennem hvaler, for Deadnate er tydeligvis glade for Gojira. Første del er dog ikke helt så livstruende eller flot som BBC-serien.
Deadnate kom med deres første plade, ‘Concrete Flood’ tilbage i 2018, hvor Gojira-inspirationen var noget mere evident, men det er en lyd, der lader til at være en ufravigelig del af Deadnates hårdtslående og progressive DNA-kode. Efter en afdæmpet, men ildevarslende EP-intro ‘Aurora’, går herlighederne for alvor i gang med ‘Downhearted’, der ligesom resten af EP’en generelt, giver lige så mange potter pis som en dehydreret kamel, for, om lytteren kan bange hovedet korrekt til rundgangen. Det er imponerende nok, men helt interessant bliver det heller ikke.
Ligeledes banker de sig tight og synkoperet igennem titelsangen, hvor vi på vokalfronten både kommer igennem screams, Robb Flynn’nsk vokal samt Soen og det tidligt Opeth omkring Still Life-perioden, hvor Åkerfeldts rene stemme stadig var skrøbelig og ungdommelig. Det gør rigtig meget for bandets alsidighed og dynamik og med et mere hægtende riff, sætter ‘The North Sea’ sig også mere end forrige nummer.
Tegn på visioner
På anden halvdel af EP'en, skruer Deadnate så op for niveauet med ‘Winter’. Her viser de, at de sangskrivningsmæssigt har ret brikker at rykke rundt med, og at de ovenikøbet også ved hvor de skal rykke dem hen. Her starter de med storladne guitarharmonier, og får også blandet nogle Tool-elementer ind. Det er et nummer, hvor Deadnate både fremviser deres evner for at komponere, men også kunstnerisk vision. Det er smukt, trist og så bliver det hammerhårdt. Og med deres brede udvalg af vokalstemmer, er det virkelig et nummer, der har det hele.
The North Sea Pt. 1 er, som navnet indikerer, første del i, hvad der på et tidspunkt skal blive til et helt album. Om fortegnet så er PR, økonomi, kunstneriske sysler eller noget helt fjerde, er ikke til at vide, men det forekommer lidt underligt. Uanset hvad fungerer EP’en fint og det bliver spændende at høre, om del to binder det hele mere sammen.
Skulle man mene at øko-metallerne, Gojira, efterhånden er blevet lige søde nok i glasuren, og derudover også tenderer til at være for meget ananas i egen juice med de rytme- og guitar schticks - der engang gjorde dem interessante - så er Deadnate et glimrende og friskt pust i den retning. De besidder også en kvalitet og et særpræg, der giver dem mere eksistensberettigelse, end bare det at udfylde et tomrum. Og så er der mere på vej.