Zootopia

494395

Der bydes på sprudlende sangskrivning, en flot rød tråd og interessant udvikling på kvintettens tredje og til dato bedste fuldlængdeudgivelse.

Kunstner
Titel
The Dandelion Child
Trackliste
The Dandelion Child
The Void
The Cynic
The Chameleon
The Fugitive
The Abandoned
Karakter
4

Franklin Zoo har været på en spændende rejse, siden albumdebutten i 2013. Det er en skabelsesberetning grundlagt i organisk og naturlig udvikling, der lader til at kulminere med denne tredje fuldlængdeudgivelse. En plade, hvor kvintetten lyder mere helstøbt og vellykket end tidligere.

Der er et fortsat fokus på en grunge't hard rock - et element, bandet får svært at slippe, da forsanger Rasmus Revsbech til stadighed lyder som et elskovsbarn af Chris Cornell og Jerry Cantrell. Det sagt, er bandets musik, og i særdeleshed ‘The Dandelion Child’, så meget mere end lidt 90’er nostalgi. At reducere Franklin Zoo til at være et grunge-opkog er simpelthen for simplificeret.

En af pladens styrker er netop de mange lag og kvintettens succes med at inkludere overraskende genreelementer. Det progressive, der allerede var at finde på ‘Red Skies’ (2016), har fået markant mere plads, men det mest interessante er det hint af beskidt sludge, der præger udgivelsen.

Fra et internationalt perspektiv, skaber danskerne fra tid til anden associationer til tidlig Mastodon. Det rå, dundrende og træge, der var Mastodon, før de tabte sutten og alle numre på irriterende vis, absolut skulle inkludere Brann Dailors ligeså irriterende rene vokal. Tager man den nationale brille på, er det svært ikke at få lidt associationer til hedengangende Black Book Lodge. Trioen der på tilsvarende vis, havde succes med at blande det progressive med en sludget lyd. Et band, der ligesom Franklin Zoo havde stor succes med at kombinere netop disse elementer med kompetent sangskrivning.

‘The Dandelion Child’ er en imponerende flot plade. Seks vellykkede kompositioner, der sandsynligvis er noget af det bedste bandet har udgivet.

Delelementer fra dengang
Som lytter kommer man vidt omkring, på pladens seks numre. Startende med det næsten tolv minutter lange, stærke titelnummer, over ‘The Void’, med sit insisterende grundriff, gennem den bombastiske ‘The Cynic’, der samtidig er pladens korteste nummer, med sine små seks minutter, for at ende med yderligere tolv minutters voldsomhed, i form af et eminent samarbejde mellem kvintetten og Jacob Bredahl på gæstevokal.

Det er en fremvisning af talenter og sans for solid sangskrivning. Sjældent kedeligt, om end devisen om at længere ikke nødvendigvist er bedre, stadig gør sig gældende. Til tider er der lidt slinger i valsen. Det bliver lidt ufokuseret og bandet vil for meget, uden det nødvendigvis gør noget godt for nummeret. Generelt har de dog stor succes med at skabe en rød tråd og et flot sammenhængende musikalsk univers.

Der er ingen tvivl om, at Franklin Zoo er det helt rigtige sted. At bandet har fundet et leje og en lyd, hvor kreativiteten blomstrer. Det er ‘The Dandelion Child’ et levende bevis på. Det er en stærk bund, båret af kompetencer og lysten til at spille.

Det er ditto et levende bevis på, at rocken næppe er død, selvom det er forsøgt cementeret ved flere lejligheder. Men det er også et godt eksempel på, hvorfor nogen formaster sig til at påstå det unævnelige. 'The Dandelion Child’ er et sammensurium af delelementer, der hører datiden til og som, hårdt skåret, negligerer de seneste års musikalske udvikling. Set fra det perspektiv, så er rocken måske død, men så har man også fuldstændigt misset, hvor stærk en udgivelse ‘the Dandelion Child’ er.