Årsliste 2021 – Sebastian Taylor Bach

Seb2

Oven på et magert 2020 præget af covid, hvad angår udgivelser, har vi i 2021 oplevet en opblomstring. Vi har set en reaktion og et forsøg på at imødekomme udfordringerne ved at tænke anderledes og udfordre de gængse normer. 

Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Det har været indbegrebet af 2021. Så kan det godt være, det kun er blevet til en crop-top, og ikke den designer-syede balkjole, som vi nok alle håbede på. Vi har fået koncerterne tilbage. Selv nu hvor vi igen ser restriktioner, formår spillestederne at holde dampen oppe. Det er ikke optimalt, men det er en positiv udvikling.

Der bliver tænkt anderledes, afsøgt andre muligheder og udfordret konventionel tankegang. Og det skal vi have meget mere af. Vi kan ikke – og må ikke – forvente, at vi vender tilbage til det, der var engang. Det gør vi forhåbentlig, men det er næppe sidste gang, vi bliver udfordret som vi har været de seneste år.

Desto mere positivt er det at opleve danske bands blomstre. At høre flotte nationale og internationale udgivelser, direkte fra hjemmestudiet og udenom pladeselskaberne. At bevidne bands, der tænker ud af boksen, afsøger nye ideer, og tør konfrontere et ellers konservativt rock- & metalmiljø. Vi har lært at spinde, og mon ikke det kun bliver bedre og bedre? Det skal det. Dermed også sagt, at Danmark har budt på flere spændende udgivelser i 2021.

Årets danske album:
1. Vola: ‘Witness’ – Allerede da ‘Head Mounted Sideways’ udkom tilbage i slutningen af 2020, stod det klart, at danskernes tredje fuldlængdeudgivelse ville være et skridt tilbage mod et tungere og mørkere univers. Heldigvis blev der ikke gået på kompromis med den flotte sangskrivning. Tværtimod. Dette års største, danske, musikalske højdepunkt er indbegrebet af tungsind, melankoli og skønhed, indkapslet i mindeværdige kompositioner og iderigdom.



2. LLNN - ‘Unmaker’ –  Det kan godt være, at Vola har skrevet en plade, der er tungere end forgængeren, men det kommer ikke i nærheden af ‘Unmaker’. Det er årets tungeste udgivelse. Det er endnu en tur dybt ind i et musikalsk univers, der er helt utroligt kompakt og støjende. En tur ned i kaninhullet, hvor der ikke er andet end mørke, en dystopisk fremtid og ødelæggelse. Af med hovedet til hele menneskeheden.



3. HIRAKI - ‘Stumbling Through the Walls’ – Jeg ville ønske at dansk metal/rock var mere som HIRAKI. At vi blev budt på mere opfindsomhed. Mere nytænkning. At man lod sig inspirere af mere og andet, end hvad er den gængse inspiration. I det hele taget ville jeg ønske, at dansk metal var meget mindre metal/rock, og meget mere alt muligt andet. HIRAKI er netop det. ‘Stumbling Through the Walls’ er otte kaotiske numre og en hæsblæsende påmindelse om, at vi i Danmark kan meget mere, end finpoleret lyd og midtersøgning, der skal tilfredsstille så mange som muligt.



4. Franklin Zoo - ‘The Dandelion Child’ – Helt basalt, så er bandets tredje fuldlængde udgivelse en bund-solid rock-plade. Det er ikke en plade, der byder på rivende udvikling, med undtagelse af internt i bandet, hvor sangskrivning og kompetencer står ekstremt skarpt. Det er seks kompositioner, der alle er ganske lyttervenlige og ørehængende.



5. Ghost Iris - ‘Comatose’ – Det er ubetinget årets bedste, danske metalcore-udgivelse. En fryd for øret og milevidt fra alle andre danske plader, inden for samme genre. Selvom kvartetten stadig gør sig indenfor ret så klassisk og forudsigelig sangskrivning, er der et markant fokus på en rå og upoleret lyd, stik modsat alt andet dansk metalcore, der nærmest ikke kan blive mere poleret, kønsløst og midtersøgende.



Derudover lykkes det endelig for Siamese at ramme topformen, Rot Away leverede en kompetent gang hardcore og Møl fortsætter ufortrødent med deres imødekommende black-metal.

Årets internationale album:
1. Between The Buried and Me: ‘Colors II’ – På papiret en udgivelse, der kun kunne fejle. Værende en direkte storebror til en af bandets mest elskede plader, var det svært at forestille sig, at denne kunne nå/tangere lillebroderens høje kvalitetsniveau. Resultatet viste sig heldigvis at være noget af det bedste, det amerikanske band nogensinde har udgivet – hvis ikke det bedste.



2. Every Time I Die - 'Radical' – Jo mere jeg lytter til ‘Radical’, jo mere overbevist bliver jeg om, at det er amarikanernes bedste udgivelse. Efterspillet har været lidt trist, men det ændrer ikke ved, at Every Time I Dies niende fuldlængdeudgivelse er et solidt spark i skridtet. En energisk påmindelse om noget så basalt som at opføre sig ordentligt. Fuck racister, fuck sexister, fuck it all!



3. Youth Code - ‘A Skeleton Key In The Doors Of Depression’ – Det er lidt af en hårdtslående overraskelse, at denne plade har været på heavy rotation siden udgivelsen. Det er en rå udgivelse, der ikke går på kompromis – alt det metal burde være, men generelt ikke er det. Hurra for hårdtpumpende EBM med punk og industrial-attitude, produceret, mixet og udgivet direkte fra soveværelset.



4. Humanity's Last Breath - ‘Välde’ – Uden tvivl årets blackend-deathcore-plade. Mørk, ond, skummel, ‘Välde’ er det hele. Det er nordisk-noir og en udgivelse af ren tundra-ubehagelighed. Så kan det godt være, at en god de af medlemmerne i Humanity's Last Breath, genoplivede Vildhjarta, men 'Måsstaden Under Vatten' slår ikke dette kongerige af frostpinden.



5. Pupil Slicer - ‘Mirrors’ – Et brag af en debutplade, der burde være at finde på alles 'best of 2021'-lister. Smadret og kaotisk i en smuk kombination af grind-, hard- og metalcore.



Derud over vil jeg gerne slå et slag for Leprous’ ‘Aphelion’, King Womans ‘Celestial Blues’, Chevelles ‘Niratias’ og ikke mindst Turnstilles ‘Glow On’ (Hold nu op, den plade har en dejlig lyd - sagde alle gamle røvhuller, der savner 90'erne).

Årets danske hit:
Ghost Iris: ‘Papertiger’ – Dansk metalcore har de seneste år bevæget sig i en midtersøgende, impotent og uambitiøs retning. ‘Papertiger’ er det stik modsatte. Her er skruet helt op for testosteronen, de overdrevne melodiøse pop-elementer er parkeret, hvor solen ikke skinner, og vi får en omgang rå, upoleret energi smidt i hovedet.



Årets internationale hit:
Lorna Shore: ‘…And I Return to Nothingness’ – Det er et fantastisk nummer. Intet mindre. Og det er bevis for, at Lorna Shore kan så meget mere end skabelon-Dimmu-Borgir-core med trælst, enerverende drop på c-stykket. Det er udvikling, og det er så meget bedre end ‘To the Hellfire’. Fight me!



Årets genfundne klassiker:
Between The Buried and Me: ‘Colors’ – Afledt af dette års udgivelse fra amerikanerne, har jeg naturligt lyttet utroligt meget til ‘Colors'. En vanvittig god plade, der stadig fremstår ligeså kaotisk, storladen og teatralsk som i 2007.

...Og så naturligvis Roxettes ‘Joyride’, der ramte smukke 30 år. Sikke dog en fantastisk plade.



Årets koncerter:
1. Vola: Pumpehuset, København, 30-05-2021 – En sand fornøjelse og en siddende koncert, der beviste, at den slags slet ikke er et problem, hvis blot man har materialet til det.

2. Kellermensch: Vega, København, 19-10-2021 – Modsat Volas koncert, var Kellerenschs sidestykke i Vega, et klart eksempel på en koncert og band, der fungerer bedst stående.

3. Statisk: Vega, København 04-12-2021 – Danmarks punk-synth-pop-duo leverede en overbevisende og særdeles rocket koncert i Vega, der indikerede, at meget kan forventes af det unge band.

4. Benjamnin Hav: Vega, København, 27-10-2021 – Hold nu kæft. Der var cannelloni og kød i lange baner – og en kunstner med en brækket fod, der startede en fest, som var der intet imorgen. Det var mere rock'n'roll end det meste danske rock.

5. Ghost Iris: Hotel Cecil, København, 20-06-2021 – Sæt dig ned og modtag en omgang metalcore. Med høje knæspark og maksimal intensitet.

Årets danske navn:
Vola – Med få undtagelser er det et af Danmarks bedste bands. Den succes, bandet har oplevet de senere år, er fuldt fortjent. Det lykkedes for kvartetten, at udgive årets bedste danske plade, spille en række flotte koncerter i det danske, og imødekomme en udenlandsk efterspørgsel ved at streame/udgive 'Live From the Pool'. Det er essensen af den iderigdom og nytænkning, der har drevet 2021.

Årets internationale navn:
Britney Spears – Vi vandt #freebritney

Årets nye danske navn:
John Cxnnor – Ideen, grundlaget og udgangspunktet for John Cxnnor projektet, er i sig selv en fremragende årsag til titlen som årets nye danske navn. Den kollektive tankegang om at arbejde med flere forskellige kunstnere, på tværs af genrer og lade et visuelt udgangspunkt være det bærende element for sangskrivningen, er hidtil uset i dansk metal – og forhåbentlig er det her projekt netop meget mere end metal. Musikalsk mangler vi stadig at høre projektet leve op til visionerne, men fremtiden er lys for brødrene Sejersen. Jeg håber og krydser alt, der krydses kan, for at det lykkes at få et samarbejde med Agnes Obel.

Og så kan det godt være, at Archons debut-ep, ikke var helt så banebrydende og nytænkende som man kunne ønske sig, men der var gode takter og sans for solid sangskrivning. At bandet samtidig er ret ungt, bringer håb til fremtiden.

Årets nye internationale navn:
Omikron

Årets comeback:
Porcupine Tree – 2022 lader allerede til at blive et godt år. Porcupine Tree vender tilbage med ny plade og tour. Skulle man være i tvivl om, hvorvidt det er årets comeback, kan man blot lytte til Steven Wilsons seneste, småkedelige opus og sammenholde det med ‘Harridan’. Der skal naturligvis ikke sammenlignes en-til-en, men den gnist Wilson lader til at have mistet i solo-øjemed, er i høj grad til stede på dette første udspil fra den engelske kvartet, siden 2009.

Og så er det en ligeså stor forkælelse som fornøjelse at have svenske Vildhjarta tilbage. Forhåbentlig går der ikke ti år før vi får næste kapitel om Måsstaden.

Ja, og så skal vi jo ikke glemme kongerne af “brr brr ding”: Mudvayne, og så naturligvis deres genre-sidemænd fra Limp Bizkit…bitch.



Årets fysiske udgivelse/bog/film:
Borislav Slavov: ‘Divinity: Original Sin 2 OST LP’ –‘Divinity: Original Sin 2’ er by far en af de bedste RPGs udgivet i lang tid. Det er ingen overraskelse, at Larian Studios sidenhen vandt retten til at udvikle Baldurs Gate 3, der pt. bliver beta-testet. Sondtracket til ‘DOS2’ er en stor del af den spilmæssige fornøjelse, men står samtidigt utroligt stærkt alene. At få det blæst op på ordentlige højtalere i en vinyl-afspilning, er formidabelt. Sådan noget jeg tænker alle skov-metal-bands bør være fans af. Men hvad ved jeg?



Det overså jeg i 2020:
Det lader til, at min ene testikel efterhånden hænger lidt længere nede end den anden. Husk at tjekke nødderne, boys.

Årets optur:
Som altid har det været en fornøjelse at videreformidle nyt og gammelt indenfor rock og metal. Dansk som udenlandsk. Ditto at få muligheden for at interviewe nogle af de bands/kunstnere, som jeg finder interessant. Aesthetic Perfection, The Algorithm, Vola, While She Sleeps – for blot at nævne nogle stykker. Det interviewmæssige højdepunkt var dog en gåtur, og en åbenhjertet snak om livet med angst, sammen med Nick Demant, forsanger i Clients.

Dertil vil jeg tilføje, at 2021 generelt har været optur. Det er måske lidt speget i forlængelse af 2020, men det har været et godt år. Den generelle glæde, lysten til at høre musik, opbakningen til de danske bands og scenen har været markant. Der har været en lyst til at søge det bedste mulige i en træls situation. Spinde nye ideer og leve. Lad os få mere af det.

Årets største skuffelse:
Folks opførelse på de sociale medier. Det er for nemt at skabe sig. Vi bliver nødt til at forstå, at vi diskuterer, vi råber ikke konfrontatorisk ud i intetheden. Det sidste er decideret uintelligent og meningsløst – og det gælder privatpersoner, bands og medier. Herunder de, der formidler musikalsk indhold, inklusiv Devilution.

Største ønske for 2022:
Slip tasterne og træk vejret. Det eneste dit had til fremmede på internettet giver, er dårligt humør - og det rammer kun dig selv og dem omkring dig, som en træls boomerang af negativitet.

Det glæder jeg mig mest til i 2022:
Flere gode ideer, alternative indslag og opfindsom nytænkning - og en ny plade fra The Algorithm, de nuværende singleforeløbere varsler stort.