ToThall!

Vildhjarta

Meget er sket i løbet af de seneste 10 år. Og så alligevel ikke. I hvert fald ikke i Måsstaden - den lille eventyrlig by i Vildhjarta-land. Her står tiden nærmest bom-stille på begge sider af vandspejlet.

Kunstner
Titel
Måsstaden Under Vatten
Trackliste
lavender haze
när de du älskar kommer tilbaka från de döda
kaos2
toxin
brännmärkt
den helige anden - under vatten
passage noir
måsstadens nationalsång (under vatten)
heartsmear
vagabond
mitt trötta hjarta
dette drömmars sköte en slöja til ormars näste
phantom assassin
sunset sunrise
sunset sunrise sunset sunrise
penny royal poison
paaradiso
Karakter
4

I 2011 var djent'en det nye og interessante. Kulturen omkring fænomenet blomstrede, og gav grundlag for en generation af bands, der stadig i dag udgiver musik. De stærkeste har formået at udvikle deres lyd - og betragtes sjældent som djent-bands - som det bør være sig for bands, der vil mere end bare være tidens trend.

Om end grundlaget for djent'en er svensk, var det primært Staterne og England, der bidrog med tidens genredefinerende udgivelser. Og så var der Vildhjarta - bandet, der sandsynligvis er det nærmeste, man kommer genrens shuggah-iske ophav. Ikke på grund af nationaliteten, men på baggrund af bandets tilgang til sangskrivningen og brugen af den djent'ede lyd. Den progressive tilgang, distortet palm mutede guitarer, tone picking og polyrytmer.

I det hele taget var Vildhjartar noget andet. ‘Måsstaden’ (2011) var et vanvittigt godt debutalbum. Kaotisk, uforudsigelig, mystisk og mørkt - markant anderledes end tilsvarende bands. Den daværende syvmandsgruppe, havde succes med at være nordisk noir og skabe et emotionelt lydbillede og stemning. Med Måsstaden som omdrejningspunkt, fik lytteren serveret en fortælling, der sjældent var specielt positivt ladet i sit indhold. Brødrene Grimm møder det betagende mørke, der gemmer sig i de svenske skove.

Det var en plade langt foran sin tid. En mastodont af en debut, som bandet nærmest knækkede under.

Et tilbageskuende genbesøg
Det er vigtigt at kende til Vildhjartas historie, for at forstå hypen omkring ‘Måsstaden Under Vatten’. Ditto for at forstå, hvorfor svenskernes anden plade ikke er bedre end som så.

Med undtagelse af ‘Thousands of Evils’ EP’en fra 2013, har bandet i lang tid været fraværende. Man har nærmest intet hørt, og da bandet samtidig er gået fra syv medlemmer til fire, hvoraf halvdelen har været mere aktive i Humanity’s Last Breath, virkede Vildhjarta i lange perioder som et død band, der fik momentvis hjertemassage i forme af et SoMe-Thall.

Man turde næsten ikke tro på det, da bandet sidste år smed den første single i æteren, og det føles stadig uvirkelig, at vi nu sidder med ‘Måsstaden Under Vatten’. En stor sejr for bandet og dets fans. Men hvordan står det så til i Måsstaden?

Tiden har stået stille i byen. Det er som at besøge et velkendt univers, når man sætter den nye plade på. Man ved fra start, at man lytter til Vildhjarta. Selv i dag, så lang tid efter debutten, er der ingen bands, der lyder som Vildhjarta. Det er en unik musikalsk oplevelse - og et af bandets absolutte forcer. Det sagt, er bandet ikke længere foran sin tid. Kvartetten er stik modsat ved at halte grundigt efter. Selv når man vender Måsstaden på hovedet, og anskuer fabel-byen fra den anden side af vand-overfladen, falmer glansen.

Bandets kompositioner er stadig vanvittigt flot skrevet. Kompakt, komplekst, fandens groovy og stemningsfyldt. Hertil er der mange fine referencer til debutten, der giver liv til konceptet om at anskue Måsstaden fra en anden vinkel. Det er gennemtænkt og veleksekveret, fra det øjeblik ‘Lavender haze’ indleder turen tilbage, ind i et 80 minutters langt, svenske eventyr. Selvom tiden har stået stille, og Vildhjarta ikke lyder som om, de har udviklet sig de seneste 10 år, er der stadig indlevende historier og ubehag i Måsstaden.

Stemning vs. riffsektioner
Som debutten er der her van(d)vittigt mange smukke og teknisk flotte elementer at finde. Det er en plade, der bliver ved med at give, og kræver MANGE gennemlytninger. Men det er også en plade, der udstiller sig selv, jo tættere man kommer på den - og ud over, at bandet sidder fast i 2011, er der specielt et område, hvor pladen ikke helt lykkes: Produktionen.

Alt for ofte lyder det melodiske og atmosfæriske baggrundstæppe, der danner grundlag for pladen, og den tordnende prog-djent som to forskellige lag af lyd, der ikke rigtig fungerer i samhørighed. Det giver et sært mismatch, hvor pladen ikke rigtig hænger sammen. Det overrasker. Især i betragtning af, at trommeslager Buster Odeholm, er en fantastisk producer med et utal af stærke udgivelser på cv’et. Blandt andet for Shadow Of Intent, Born of Osiris og naturligvis Humanity’s Last Breath.

Hertil er den atomsfæriske del langt mere interessant og spændende at lytte til, end endnu et skævt riff. Og gud hvor er det dog skævt. Så skævt, at det ligefrem havde været skævt, om man havde inkluderet en mere linær struktur. Det er sex for musikere, skabt af musikere.

‘Måsstaden Under Vatten’ er en flot plade, men det er ikke en plade uden mangler. Det er fantastisk at have Vildhjarta tilbage - endnu bedre, at de lykkes med en flot opfølger. Også selvom det stadig er 2011 i Måsstaden.