Et betagende kongerige

HKB

Den nordiske blackened deathcore-scene er blevet en stilistisk pendant til såvel den traditionelle deathcore som den amerikanske blackened pendant – smukt eksemplificeret med ’Välde’, der er en lavt-stemt, langsom og tung succes.

Titel
Välde
Trackliste
1. Dödsdans
2. Glutton
3. Earthless
4. Descent
5. Spectre
6. Dehumanize
7. Hadean
8. Tide
9. Väldet
10. Sirens
11. Futility
12. Vittring
Karakter
5

Blackened deathcore har for alvor fået vind i sejlene de senere år. Om det så er de melodiske, symfoniske Dimmu Borgir-arvtagere i form af bands som Lorna Shore eller Shadow of Intent – eller den djentede version, hvor blackened-delen især præger stemning, trommer og vokalføring. Ikke ulig bands som Black Tongue og naturligvis hjemlige Cabal. Grupper der har været med til at skubbe genren mod et nyt og mere forskelligartet udtryk. Specielt interessant har det været at opleve de skandinaviske bands have succes med at pare den bastante deathcore med den nordisk-klingende black metal-lyd og -æstetik.

Det er en udvikling som svenske Humanity’s Last Breath ligeledes bidrager til. Til trods for at have eksisteret i mere end ti år er den nuværende bandsammensætning ikke mere end fem år gammel. ’Välde’ er den nuværende bandsammensætnings anden udgivelse – og hvilken plade. Tolv onde kompositioner, alsidigt komponeret, med en semi-progressiv tilgang, bygget på bastante riffs og et afskyeligt musikalsk univers. Kort sagt: Low, slow and heavy – en ren fornøjelse at lytte til.

Det er næppe nogen overraskelse, medlemmerne taget i betragtning. Filip Danielsson growler til daglig i In Reverence (og gæster også Cabal på ’The Darkest Embrace’ fra 2018),Calle-Magnus Thomér riffer i Vildhjarta, mens Marcus Rosell spiller trommer i Dead By April. Sidstnævnte er et overraskende medlem, alt taget i betragtning. Der er dog absolut intet at sætte på Rosells kompetencer. Det er tværtimod eminent trommespil med masser af lækre, uventede detaljer. Hertil er der Buster Odeholm, eneste tilbageværende originalmedlem. Han chugger afsted sammen med hans Vildhjarta-kompis – bandet hvor han normalt spiller trommer.

Det massive tundra-gr00ve
Således er scenen sat, og i det lys er det intet under, hvor bund-solid en plade ’Välde’ er. Ej heller den genremæssige retning. Til gengæld er pladen langt fra specielt velkommen. Som en sort tråd gennem hele pladen er intet nemt eller ligefor. Det er til gengæld en grotesk lækker lytteoplevelse, hvis man tør investere den tid, det tager, for at pladen åbner sig.

Det musikalske univers er dystert og tager et flot udspring i den black metalliske æstetik uden at gøre grin med genren. Som på bandets foregående plade, ’Abyssal’ fra 2019, svøbes lytteren i en tung, mørk kåbe af nordisk ubehag krydret med bastant deathcore. Deathcore, der er så langt fra genrens oprindelige ophav, at man nærmest glemmer, at der eksisterer bands som Thy Art Is Murder og Suicide Silence. Det er en magtdemonstration, og en plade der stinker af store armbevægelser, patos og den nordiske tundra – med alt det ubehag, der nu engang kan befinde sig i disen.

Lige fra titlen over dødsdansen på åbningsnummeret og hele vejen gennem pladens fortælling. En historie fortalt af skæve riffs, destruktive, dybe breaks og et konstant varierende musikalsk udtryk. På et nummer som ’Spectre’ går vi fra djentede riffs, rives rundt i en black metal-overgang, direkte ind i et typiske deathcore break-vers i løbet af et enkelt minut – det fungerer eksemplarisk, og de mange elementer taler smukt sammen.

">

Der er ikke et eneste svagt nummer på ’Välde’. Når først ekkoet af det tunge helvede, som ’Vittring’ er, er runget ud, og man er landet oven på den lytteoplevelse, har man kun lyst til at starte pladen forfra. Det er en plade, man fortaber sig i, når man først giver lov til det. En udgivelse båret af erfaring, kompetencer og ikke mindst Danielssons vokal, der usympatisk og voldsomt fører vej igennem mørket.

Det sagt vokser trænerne selvsagt ikke ind i himlen. ’Välde’ er nok en kompetent opfølger til ’Abyssal’ – ditto et fandens godt bud på en veleksekveret og flot komponeret deathcore-udgivelse anno 2021, men det er svært ikke at trække tråde til Vildhjartas ’Måsstaden’ fra 2011 – både hvad angår bandsammensætning og lyd. Nok er det mindre djentet, men det er de samme virkemidler, de to bands og plader drager brug af. Her har ’’Välde’ på en gang et ben plantet langt foran konkurrenterne, hvad angår udvikling og en form for nytænkning, og et ben låst i fortiden. Det er et naturligt sammenligningsgrundlag, og Humanity’s Last Breath har svært ved at spille sig ud af den, trods et fandens godt forsøg.

Når man skal grave så dybt for at finde egentlige negative kritikpunkter, sidder man selvsagt med en fremragende plade – og det er intet mindre, end hvad ’Välde’ er.

">