En kærkommen påmindelse

GI

Stik mod tidens trend har Ghost Iris skruet op for 'coren, sat ild til sangskrivningen og bevæget sig endnu længere mod den smadrede og rå lyd, der definerede genren dengang, den var ny, provokerende og ville oprøret.

Kunstner
Titel
Comatose
Trackliste
1. (3815935)
2. Desert Dread
3. Paper Tiger
4. Cult
5. Former Self
6. Coda
7. Ebb/Flow
8. Cold Sweat
9. Coma
10. Power Schism
Karakter
3

Selvom det føles som en menneskealder, er det ikke mere end seks år siden, Ghost Iris udsendte debuten, 'Anecdotes Of Science & Soul'. En plade af sin tid, post djentens fremmarch, inspireret af selvsamme og med et solidt aftryk metalcore. Siden da er det blevet til fire plader, en masse tour-virksomhed og koncerter i hele verden. Stilistisk har bandet stille og roligt rykket sig længere væk fra debuttens udgangspunkt og nærmere den klassiske metalcore. Et genremæssigt ryk, der om ikke andet cementeres på bandets fjerde fuldlængdeudgivelse, 'Comatose'.

Førstesinglen 'Paper Tiger' kom sandsynligvis som en overraskelse for de fleste. Til trods for at den rå, bastante og mere hardcore-orienterede metalcore-lyd altid har været del af bandets musikalske univers, der især høres på forrige udgivelse, tager kvartetten med denne udgivelse et markant og vigtigt skridt videre i den retning. Den rigtige retning, modsat størstedelen af alle andre metalcore-bands i Danmark, der hellere vil spille nu-metal.

'Comatose' er markant hårdere end bandets tidligere materiale, ikke mindst afspejlet i den energiske førstesingle. 'Paper Tiger' er intet mindre end dansk metalcore, når det er bedst: brutalt og smadret. Oldschool-metalcore, hvis man kan tillade sig at bruge det ord, om en stadig ung genre. Det er vildskaben og oprøret, som var med til at skabe genren dengang. Det er den rå lyd Every Time I Die specialiserer sig i, kombineret med energien fra Cancer Bats.

Der bliver ikke givet køb på prog-djent-core-ophavet i processen. Der er blot tale om en ændret balancegang. Der er stadig fokus på en lyttervenlig melodi og atmosfæriske lydflader, indpakningen har dog fået mere kant. Den er blevet mere rå, og der er stor mulighed for at få snitsår, når man pakker 'Comatose' ud. Således er pladens første rigtige nummer noget af det bedste bandet har skrevet. En sand metalcore-banger, hvor Mark Hunter og Jesper Vicencio Güns vokal-ping-pong især løfter nummeret. Her mødes de tunge riffs, hvinene guitarer og rå vokalføring, med det storladne og melodiske i en velkomponeret blanding af As I Lay Dying og Periphery.  

Generelt er det nemt at drage paralleller til netop 'Periphery IV: HAIL STAN' og den tilsvarende udvikling, der definerer amerikanernes femte udgivelse.



Det sikre valg
'Comatose' byder på enorme mængder energi, hvor selv et nummer som 'Cult', der indledes af en klassisk, atmosfærisk prog-djent-lydflade, akkompagneret af Thomsens hyggelig funk-riff, bliver revet fra hinanden i et voldsomt vers. Selvom det ikke er en nyfunden tilgang til sangskrivning, er kontrasterne mellem melodisk og brutalt markant tydeligere – og mere vellykket end tidligere.

I forlængelse heraf har Gün et langt større fokus på rå vokalføring. En af pladens helt store forcer. Selv ren-sangen har mere kant, hvilket i høj grad bidrager til pladens rå lyd. Især på et nummer som førnævnte 'Desert Dread' men også den eminente 'Cold Sweat', hvor Gün succesfuldt kombinerer de to ender af vokalspektret.

'Comatose' er en spændende plade, der byder på en tilsvarende interessant udvikling. 'Paper Tiger' er det endegyldige bevis på, at Ghost Iris ikke behøver det melodiske omkvæd, som blandt andet har været bandets go-to gennem tiden. Forståeligt, førnævnte numre er vanvittigt gode – måske endda de bedste melodiske metalcore-numre, kvartetten har skrevet. Det ændrer ikke ved, at bandet med få undtagelser forsøger at gentage selvsamme gennem resten af pladen. Uden tilsvarende succes. Det havde klædt pladen, om der var blevet plads til lidt mere 'Paper Tiger'.

Det er intet, der er nemt i Ghost Iris’ univers. 'Comatose' er en flot plade på alle niveauer. Selvom man godt kunne ønske sig lidt færre melodiske omkvæd, er pladen uden sammenligning den bedste danske progressive metalcore-plade, der er udkommet i år. Sandsynligvis den bedste der bliver udgivet.

Her er et dansk band, der skruer op for brutaliteten, lykkes med at gøre det på overbevisende vis, uden at gå på kompromis med eget ophav eller diversitet. Trods ankepunkterne, er det befriende, at der stadig er bands i Danmark, der vil mere end tidens trend.