Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Økonomisk liv i en krisetid

Updated
WSS

While She Sleeps har knækket koden: Gennem 15 år har det engelske band knyttet tætte bånd til deres fanbase i en sådan grad, at de i dag kan holde økonomisk liv i en god del af bandets tour-beredskab.

Pandemien har indiskutabelt gjort sit for at rydde ud i den danske kultur – ikke mindst den musikalske del, hvor bands, spillesteder og festivaler stadig lider under manglende opmærksomhed og støtte fra politisk side. Selvom der ikke kan drages direkte parallel til de britiske øer, oplever kunstnerne over there samme problemer. Gennem de seneste 20 år er indtægter fra musik i stigende grad fokuseret omkring livekoncerter og merchandise-salg. Begge umuliggjort i denne pandemitid.

While She Sleeps' forsanger Lawrence Taylor beskriver situationen som håbløs og er hurtig til at takke bandets fanbase for midlerne til at leve som et band gennem pandemien og samtidig kunne udgive en ny musik uden at gå på kompromis med kvaliteten.
– Førstesinglen ('Sleeps Society') er både tekstmæssigt og videomæssigt en kommentar til musikindustrien i dag. Til den udvikling vi har oplevet, til hvordan musik og kunst bliver taget for givet. For 10 pund kan du lytte til alt – med mindre du opfinder din egen tøjlinje, laver sko med Nike eller på tilsvarende vis sælger ud af dine værdier, er du økonomisk fucked. Hvis ikke du har en loyal fanbase, så er det bare i gang med at hyre kinesisk arbejdskraft til din merch-sweatshop.

– Vores fans har betalt for den nye plade. De har sikret, at vi ikke skulle gå på kompromis og endda sikret, at vi har kunnet give tilbage ved at holde fast i og fortsat betale løn til nogle af de ansatte, der hjælper bandet i live-kontekst  selv i en tid hvor live-musik ikke eksisterer.

">

Gennem While She Sleeps 15-årige levetid har den engelske kvintet været ekstremt dygtige til at opbygge og pleje deres fanbase og fællesskabet omkring bandet, hvilket Taylor udtrykker sin dybeste taknemmelighed for. Som han siger, er bandmedlemmerne bare "the band from next door", og han føler en tæt relation til fanbasen, som han med glæde ville drikke øl med. Hver og én.

Fanbasen er ditto omdrejningspunktet for bandets seneste udgivelse; ’Sleeps Society’ er ikke kun opkaldt efter denne, det er også navnet på den Patreon-platform, der har finansieret pladen.
– Dét her gør det muligt at leve af musikken. At skabe kunst uden at gå på kompromis. Men det kommer ikke af sig selv. Jeg føler, at vi har et meget tæt forhold til vores fanbase. Det har været et fast arbejde og fokus, siden bandet startede. Det kræver et konstant fokus, men det er på den anden side ekstremt givende.

Der er ingen tvivl om, at Taylor mener, hvad han siger: Taknemmeligheden emmer ud af den karismatiske forsanger, mens vi drøfter emnet. På samme måde som den afsluttende takketale på ’Sleeps Society’ understreger taknemmeligheden:
– Det er et sjovt lille påskeæg. Af flere årsager. Først og fremmest indtalte vi vores tak uden at have hørt hinandens, så det var spændende for selv os at høre nummeret. Baggrunden for nummeret er at skabe en pendant til de takkelister, man altid så i album-booklets, dengang cd’er var noget man købte. Dertil er det et ordspil på The End (’Dn3 3ht’), men titlen er samtidig et engelsk postnummer, med reference til det jeg befandt mig i i 2009, da Mat Welsh hentede mig for at samles med resten af bandet for første gang.



"Metalcore er blevet skabelon-metal"

Der er ingen tvivl om, at meget er sket for det engelske band siden 2009. 'Sleeps Society' er While She Sleeps' femte fuldlængdeudgivelse og en plade, der befinder sig langt fra det genremæssige udtryk, der definerede kvintetten i de unge dage. Et faktum Taylor er fuldt bevidst om:
– Metalcore er blevet til skabelon-metal. Du hører det ene band efter det andet skrive præcist det samme nummer. Med de samme virkemidler, uden tanke for udvikling. Det har aldrig været hensigten at While She Sleeps skulle spille en specifik genre. Vi vil skubbe til grænserne. Eksperimentere og følge den naturlige udvikling, uden at gå på kompromis med vores lyd. Vi kunne skrive et country-nummer, og fans ville ikke være i tvivl om, at det er os.

Der er heller ingen tvivl om, at ’Sleeps Society’ er en andengenerations nu-metal-plade i langt højere grad, end den er metalcore. En forsøgt spydigt kommentar, som Taylor overlegent fejer af banen, med en åbenhjertet taknemmelighed overfor den kritiserede genre:
– Jeg voksede op med Korn, Linkin Park og Slipknot. Det var mit metal, og det sammenhold, der opstod omkring de bands og den tilsvarende afstandtagen fra det, den gamle garde kaldte for metal, spillede en afgørende rolle for os. Metal har altid handlet om at stå imod det etablerede, og det gjorde nu-metallen, omend vi måske pegede fingrene indad i stedet for mod andre genrer uden for metal. I det hele taget har det fællesskab været stor inspiration og katalysator for, hvordan vi har tilgået vores egen fanbase.

Taylor fortsætter i den sammenhæng:
– Som alt anden kultur kommer og går trends i bølger – og lige nu er nu-metallen i fremmarch, hvilket naturligvis inspirerer. Så er det jo ligefor at små-rappe et vers og finde den gamle pladespiller frem og scratche lidt.

Den sidste henvisning til ’Systematic’ bliver leveret med et spillende blik i øjet og et kortvarigt scratch på Taylors imaginære pladespiller. I det hele taget er Taylor i godt humør. Han har heller ikke grund til andet. While She Sleeps er blevet en toneangivende spiller med flere succesfulde plader i bagagen og en loyal fanbase. Taylor selv lader til at være et langt bedre sted, end for bare få år siden.
– Alle i bandet har et større fokus på et bedre helbred, mentalt som fysisk. Jeg drikker meget mindre, end jeg har gjort. Primært fordi jeg ikke forsøger at gemme mig for mine problemer. While She Sleeps er blevet min terapi. En måde jeg kan tale om mine problemer, reflektere over dem og forhåbentlig give lidt tilbage til fællesskabet. Især i denne pandemisituation, hvor alle nok føler sig lidt alene, isolerede og deprimerede. Hvis jeg bare kan hjælpe en enkelt ved at tale åbent om, hvordan jeg har det med selvsamme, så er ’Sleeps Society’ en succes.