Bøh! Nyt Limp Bizkit album!

Fred Durst & co. overrasker med et pludseligt nyt album, uden nogen form for promotion, men med et stilskifte og politisk tekstindhold. Frontmand i Limp Bizkit, Fred Durst, har aldrig været bange for at eksperimentere lidt: Tag nu dengang, hvor han filmede et samleje mellem sig selv og en ukendt kvinde, og det røg ud på Nettet. På den musikalske front har der dog ikke været så meget nyt under solen fra album til album i Limp Bizkit’s nu over ti år lange karriere.

Den originale guitarist, Wes Borland, er tilbage i folden, efter et mislykket forsøg på at starte sit eget. Det, i sig selv, virker suspekt, eftersom der ikke just var søde toner mellem ham og bandet, da han forlod dem tilbage i 2001.

”Gimmicken” ved dette nye album er for det første, at det er blevet udsendt uden nogen som helst form for foromtale eller promotion. Derudover ser det ud til at være første halvdel af to korte albums (der er kun syv sange på skiven, og den bærer undertitlen ”Part I”).

Fred Durst er blevet ”voksen”, og nu handler teksterne pludselig om politik og religion. Faktisk lyder Limp Bizkit ikke helt ulig Rage Against the Machine på åbneren ”The Propaganda”. Det er noget af et stilskift, og en af årsagerne er utvivlsomt Wes Borland’s tilbagevenden, for det er hans metalliske staccato-riffs, der bærer mange af sangene frem fx i ”The Channel”.

Fred Durst’s vokal er stadig umiskendelig, og det bliver ikke pga. af ham, at Limp Bizkit finder sig nye fans. Skønsang har aldrig været Durst’s force… Det kan høres i ”The Surrender”. Han er ikke blevet mere ren i munden end på tidligere Limp Bizkit-albums, men der er som nævnt kommet mere konkret tekstligt indhold i sangene. I ”The Priest” bliver der endda langet ud efter de pædofile katolske præster.

”The Truth” åbnes med en Tool-agtig basintro, inden nummeret eksploderer i et rigtigt tungt omkvæd, hvor Durst nærmest anklagende synger, ”Imagine accepting the truth!”

Væk er tekster om fisse og druk, og de bouncende MTV-rytmer og hits er forsvundet som dug for solen. Spørgsmålet er, om bandets unge fans forstår de politiske tekster, eller om de vil vende bandet ryggen? Der er ingen ”Rollin’” omkvæd, der er ingen George Michael-covers og der er ikke indspillet nogen musikvideo til nogen af sangene. Der er med andre ord, intet, der kan bære cd’en frem promotionmæssigt.

Det er et interessant skridt, Limp Bizkit har taget, og det bliver spændende at følge dem fremover. Med dette konceptalbum understreger bandet, at man måske skal til at tage det seriøst, hvilket de færreste har gjort hidtil.

Én ting er i hvert fald sikker: Limp Bizkit er blevet mere interessante at høre på, nu hvor Durst er blevet moden som tekstforfatter, og nu hvor Wes Borland er tilbage for fuld udblæsning.