Limp Bizkit bal i Barcelona
Updated
Heavyjam.dk varmer op til aftenens Limp Bizkit show i Valby med en frisk koncertrapport fra Barcelona. Her i Barcelona er den traditionelle heavy metal scene kæmpestor. Manowar- og Iron Maiden t-shirts ses hyppigt i gadebilledet - også på non-koncert dage - og nu metal bølgens frontløbere må hernede finde sig i noget mindre opmærksomhed. Limp Bizkits koncert var således blevet flyttet fra den store hal Valle de Hebron til den mindre men kongefede klub, Razzamatazz, som bedst beskrives som en blanding af et dobbelt Lille Vega, placeret i et industrikvarter ude på Christania.
I den propfyldte hal viste de lokale fans' foretrukne form for "support" at være en uendelig aktivitet af skiftevis jointrulning - og rygning. Men, da Bizkit gik på henad halvti tiden var der langt fra stener-stemning blandt de kanonskæve katalenere. Introen fra det nye albun, "Results May Vary" gik over i "My Generation" og så var der dømt knaldhård slamdans helt ned til de bagerste del af lokalet.
I forrygende indpisker-form
Frontmand Fred Durst virkede i ganske forrygende form som indpisker og bandet tog fra starten en sikker hånd om de hoppende og dedikerede fans og fulgte den gode åbning op med numre som "Break Stuff", "My Way" og "Eat You Alive". Sidstnævnte et lidt tyndbenet singlevalg, da den udkom i efteråret, men meget mere bastant live, hvilket så i den grad også er den generelle beskrivelse af Limp Bizkit på scenen, hvor bandet virkelig løfter sig op i et langt tungere luftlag.
Visuelt er Limp Bizkit i dag helt beroende på Fred Durst og gamle hardcorefans vil helt sikkert have det vanskeligt ved den småsyrede guitarist Wes Borlands fravær. Denne aften tog de 1000+ tilstedeværende dog mod bandet og den nye guitarist Mike Smith med vidt åbne arme og der blev danset, sunget og jublet i ét væk. Dursts bearbejdelse af publikum var også heldig, denne aften, hvor han fik hevet en flok fans op på scenen til fællesdans og gang i den i hele "Nookie", og hvor han i sættets afslutter, det velkendte coverhit "Faith" fik fyrene til at hive alle pigerne op på skuldrene, rigtig old school show style.
Tre ekstra numre rundede det i alt 1 time og 45 min. lange sæt af, hvoraf undertegnedes nye favorit, "Allmost Over" var det første. Fed sang, sgu! Koncerten afsluttedes effektivt med "Rollin'", hvor alle undtagen den lokale store Hells Angels fyr med rockabilly frisuren, rockede med som var vi alle i én stor mosh pit. Hvilket vi så i øvrigt også var!
Jovist var der da også mindre heftige og interessente øjeblikke undervejs i Limp Bizkits sæt, hvor det nye ballade coverhit "Behind Blue Eyes" var placeret cirka midtvejs, men Fred Durst og hans heavy hoppende band spillede overordnet set både indædt og udadvendt op til bal med en sådan attitude at de bestemt fortjener den ekstra "pind" oveni det ellers indlysende, pænt soide 9-tal.
Det var faktisk en rigtig fed fest, Fred Durst & Co. satte gang i, og var det ikke derfor, vi sin tid begyndte at gå til koncerter, huh?
I den propfyldte hal viste de lokale fans' foretrukne form for "support" at være en uendelig aktivitet af skiftevis jointrulning - og rygning. Men, da Bizkit gik på henad halvti tiden var der langt fra stener-stemning blandt de kanonskæve katalenere. Introen fra det nye albun, "Results May Vary" gik over i "My Generation" og så var der dømt knaldhård slamdans helt ned til de bagerste del af lokalet.
I forrygende indpisker-form
Frontmand Fred Durst virkede i ganske forrygende form som indpisker og bandet tog fra starten en sikker hånd om de hoppende og dedikerede fans og fulgte den gode åbning op med numre som "Break Stuff", "My Way" og "Eat You Alive". Sidstnævnte et lidt tyndbenet singlevalg, da den udkom i efteråret, men meget mere bastant live, hvilket så i den grad også er den generelle beskrivelse af Limp Bizkit på scenen, hvor bandet virkelig løfter sig op i et langt tungere luftlag.
Visuelt er Limp Bizkit i dag helt beroende på Fred Durst og gamle hardcorefans vil helt sikkert have det vanskeligt ved den småsyrede guitarist Wes Borlands fravær. Denne aften tog de 1000+ tilstedeværende dog mod bandet og den nye guitarist Mike Smith med vidt åbne arme og der blev danset, sunget og jublet i ét væk. Dursts bearbejdelse af publikum var også heldig, denne aften, hvor han fik hevet en flok fans op på scenen til fællesdans og gang i den i hele "Nookie", og hvor han i sættets afslutter, det velkendte coverhit "Faith" fik fyrene til at hive alle pigerne op på skuldrene, rigtig old school show style.
Tre ekstra numre rundede det i alt 1 time og 45 min. lange sæt af, hvoraf undertegnedes nye favorit, "Allmost Over" var det første. Fed sang, sgu! Koncerten afsluttedes effektivt med "Rollin'", hvor alle undtagen den lokale store Hells Angels fyr med rockabilly frisuren, rockede med som var vi alle i én stor mosh pit. Hvilket vi så i øvrigt også var!
Jovist var der da også mindre heftige og interessente øjeblikke undervejs i Limp Bizkits sæt, hvor det nye ballade coverhit "Behind Blue Eyes" var placeret cirka midtvejs, men Fred Durst og hans heavy hoppende band spillede overordnet set både indædt og udadvendt op til bal med en sådan attitude at de bestemt fortjener den ekstra "pind" oveni det ellers indlysende, pænt soide 9-tal.
Det var faktisk en rigtig fed fest, Fred Durst & Co. satte gang i, og var det ikke derfor, vi sin tid begyndte at gå til koncerter, huh?
