Intet mindre end fremragende
Populær
Volas nye kompositioner bestod live-testen med bravour, mens kvartetten understregede deres internationale format.
Det var nærmest en opvisning i perfektion. En fastcementering af den dansk/svenske kvartets kvaliteter og kompetencer. Godt og vel en time og tyve minutters koncert af international kaliber, musikalsk og visuelt. Fra det øjeblik Adam Janzi gik på scenen og stoisk satte sig bag trommesættet, til tonerne af ‘Stray The Skies’ forstummede i en afsluttende hyldest og applaus fra publikum, var Vola en fornøjelse og oplevelse af karakter.
Publikum fik præcist den koncertoplevelse, der var håbet. Eksekveret til perfektion i en varm og velkommen kontekst. Med en spilleglæde der tydeligt kunne mærkes og forplantede sig til det bænkede publikum, der lod til at glemme alt om Covid-19-forbehold og restriktioner et kort øjeblik. Måske var det endda til koncertens fordel, at folk sad ned – at publikum blev givet mulighed for en mere koncentreret lytteoplevelse. At høre de mange smukke elementer og finurligheder, der er Volas tilgang til den progressive metal. Der var i hvert fald rig mulighed for at få et musikalsk minde ud over det sædvanlige.
Det var der ikke mindst, fordi alle tænkelige forhold, der kunne påvirke, påvirkede positivt. Lyd, lys, mix – Pumpehuset klædte kvartetten og tilsvarende omvendt. Specielt det spektakulære lysshow, der akkompagnerede aftenens setliste, afspejlede professionalisme og opfindsomhed. Det var en visuel oplevelse, der gik hånd i hånd med den auditive og kun gav styrke til de i forvejen følelsesdominerede kompositioner. Det forstærkede Myginds mørke narrativer og understregede de enkelte numres sindsstemning. Især må fremhæves det smukke liv, der blev skabt til ‘Inside Your Fur’ og det tilsvarende bombastiske og dragende lysbombardement, der udspillede sig gennem den forrygende ‘These Black Claws’. Et samspil, der gav en merværdi fremfor blot lys for lysets skyld. 
Vi blev løftet højt op for at blive sendt endnu dybere til tælling gennem aftenens tretten numre. Således åbnede den smukke ’24 Light-Years’ og ‘Alien Shivers’ koncerten på et high, hvorved den bombastiske og voldsomme ‘Head Mounted Sideways’ kun fremstod endnu tungere som tredje nummer. Et spil på sanser, der blev testet gennem hele koncerten. Specielt trioen af numre fra ‘Applause Of A Distant Crowd’ nær koncertens afslutning var en fornøjelse. Kombinationen af ‘Ghost’ og ‘Smartfriend’ er i forvejen sublim, at kaste ‘Whaler’ ind puljen som sidste led var en mindre genistreg i livesammenhæng, der kun gav den i forvejen drevne komposition styrke.
Da håndklædet blev kastet, og Vola takkede af for sidste gang, var der en tydelig lyst til mere. Publikum havde langt fra fået nok – om end vi fik vanvittigt meget. En tydelig indikator for aftenens succes.
I det hele taget var der ikke et øje tørt – det var en fornøjelse. At opleve et “dansk” band performe så stilsikkert og med så højt internationalt niveau er en sjældenhed. Det var en vanvittig tour de force fra et band, der nu har mere end rigeligt materiale til spille en fuld, varieret koncert udelukkende bestående af højdepunkter. Forhåbentlig ser vi snart muligheden for en tour i udlandet, så vi kan få sendt den dansk/svenske delegation af sted – der er i hvert fald ingen tvivl om, at Vola er en stærk repræsentant for dansk musik. 
Cold crash of alligators
Man frists til at sige, at det samlede indtryk af Vola-koncerten blev markant påvirket af opvarmningen fra Cold Night for Alligators – en kort koncert, der var stort set det stik modsatte af aftenens hovednavn.
Alt der kunne gå galt gik nærmest galt. Lyden var ikke med bandet, de tekniske finurligheder og færdigheder som de to grundlæggende guitarister repræsenterer, kunne sjældent høres i en mudret suppe af backingtrack, trommer og bas. Modsat var det for det meste nemt at høre forsanger Johan Pedersen, hvilket sjældent var rigtig behageligt. Det var en rusten vokal, der havde svært ved at løfte de ellers smukke vokal-passager på numre som ‘Violent Design’ og ‘Black Swan’. Her hjalp det ikke meget, at Andreas Bjulver Paarup fra Cabal, ikke havde nogen problemer med at løft sine gæste-vokalstykker og derved nærmest udstillede Pedersens mangler.
På papiret kunne Cold Night For Alligators nærmet ikke have været et bedre match. Den djentede og progressive tilgang er markant for begge bands, men denne aften var ikke i alligatorens favør og reptilen fremstod nærmest tandløs. 