Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Det er OK at slå en nazist

Updated
87747_EveryTimeIDie

2021 har brug for Every Time I Die, og bandets niende fuldlængdeudgivelse er en magtdemonstration, der dækker præcist det behov.

Titel
Radical
Trackliste
Dark Distance
Sly
Planet Shit
Post-Boredom
A Colossal Wreck
Desperate Pleasures
All This And War
Things With Feathers
Hostile Architecture
AWOL
The Whip
White Void
Distress Rehersal
sexsexsex
People Verses
We Go Together
Karakter
4

“Musik og politik skal ikke blandes sammen” - et populært udsagn, der i høj grad vidner om manglende indsigt i musikhistorie, eller dækker over den simple kendsgerning, at bandet hvis musik skal holdes fri for eventuelle politisk tolkning, sandsynligvis har nogle ret ekstreme holdninger.

Billie Holiday vender sig i sin grav, ruller med de ikke eksisterende øjne og sukker dybt, hver gang påstanden luftes - og hun er ikke alene. Nogle af de stærkeste plader er udgivet og formet grundt en politisk agenda. Man fristes til at sige, at en stor del af metallens væsen, ligefrem er grundlagt i et politisk oprør. Eksemplerne er mange og behøver ikke blive gentaget her, men det skal pointeres, at har man den pedantiske holding, skal man ikke lytte til Every Time I Dies niende fuldlængdeudgivelse.

Politik fylder meget i Every Time I Die's univers. Ikke overraskende, bandets historik taget i betragtning. Meget er sket siden amerikanerne udgav den personlige og flotte ‘Low Teens’ (2016). Ikke mindst i hjemlandet, hvor Trumps præsidentperiode og afgang, har været en kaos-katalysator, der har sat landet på den anden ende. Smid pandemi, fortsat global opvarmning og alt det andet oven i, så har du grundlaget for ‘Radical’.

Man skal også kun få minutter ind i åbningsnummeret, før den påvirkning høres. Forsanger Keith Buckley gør det gennem pladen klart, at kvintetten har noget på hjertet og masser af budskaber. Det er uacceptabelt at være homofob, racist eller sexist i Every Time I Die's selskab, præcist som det er i den virkelige verden.

Det er ditto ok at slå en nazist i ansigtet, når man gør det som kvintetten gør det på ‘Radical’ - uden at det bliver en lang politisk hetz. Altså, vi ved det jo godt: Nazister/racister er dårlige mennesker, mildt sagt. Teksterne har nok en mere politisk vinkel, især sammenholdt med forrige udgivelse, men Buckley er en mesterlig sangskriver. Han lykkes størstedelen af tiden med at ramme den rette tone og stadig sende et indiskutabelt budskab. Det er i høj grad en stor del af pladens styrke.



Gamle drenge i fortsat udvikling
Musikalsk har Every Time I Die ligeledes ramt noget nær deres stærkeste form. Hvor bandet tidligere har været noget svingende i kvalitet af sangskrivningen, er størstedelen af pladens kompositioner nær bandets bedste. Intenst, vanvittigt, vekslende og smadret - alt det der definerer kvintetten, med et flot højt bundniveau.

‘Sly’ er nærmest klassisk Every Tim I Die, med et elegante touch af vanvid. Hardcore inficeret metalcore brudt af et elegant og uventet omkvæd. Omvendt er et nummer som ‘People Verses’ og ‘Post-Boredom’ revet ud af bandets slut-2000 periode, med pladerne ‘Gutter Phenomenon’ (2006) og ‘The Big Dirty’ (2007). Således er det næsten muligt, at finde referencer til hele bandets bagkatalog i løbet af ‘Radical’ - og alligevel er der tid og lyst til at afprøve nyt. Specielt ‘Things With Feathers’ viser bandet fra en ny side. En mere melankolsk og afdæmpet, hvor vokalharmonien mellem Buckley og John Andrew Hull på gæstevokal, fremviser metalcorebandet fra en forholdsvist ny side.

Buckley får ditto lidt vokal assistance på ‘All This And War’ om end det er mindre radikalt end Hull. Som metalcore-fan, er det dog en smuk fanservice, at høre Josh Scogin og Buckley tørne sammen - ikke et øje er tørt.

Det skal heller ikke forklejnes, at bandet har fået en kompetent erstatning bag trommerne siden ‘Low Teens’ udkom. Clayton Holyoak har medbragt lidt af det vanvid, han var ansvarlig for i Fear Before The March of Flames og Norma Jean. Det fremstår som et fremragende match og klæder bandets lyd.

Er det karrierens bedste udgivelse?
Således spiller Every Time I Die sig igennem deres niende og længste fuldlængdeudgivelse - hvilket i sig selv er et af pladens få kritikpunkter: længden. ‘Radical’ er en stærk plade med et utal af særdeles velorkestrede og opfindsomme kompositioner. Men den kunne stå skarpere og med en tydeligere rød tråd, havde bandet valgt at skære ind til benet. ‘The Whip’ er eksempelvis blandt pladens svagere og mindre interessante kompositioner, der kunne være undladt.

Det sagt, er ‘Radical’ en sværvægter i Every Time I Dies katalog. Hvis det ikke er, så er det tæt på at være karrierens bedste. Som toneangivende spiller, da metalcoren for alvor udviklede sig i start 00’erne, er Every Time I Die i dag et markant anderledes band. Et stærkere selv, der har gennemgået en markant udvikling - som heldigvis ikke lader til at være slut. Det er et band, som de fleste nyere hardcore-inspirerede metalcoregrupper indiskutabelt ser som forbillede - og et band, der forstår at bruge de virkemidler metallen byder på, til at forstærke og sende et klart politisk budskab. Det i sig selv er en styrke, som mange bands i vor tid ikke kan efterleve.