Dem, de andre ikke kan lege med
Pupil Slicer er klogere end The Dillinger Escape Plan, vildere end de fleste nyere grindcore-bands, og opsatte på at flytte grænser fra start til slut. Vi er imponerede over englændernes debut.
2. Stabbing Spiders
3. L'Appel Du Vide
4. Panic Defence
5. Husk
6. Vilified
7. Worthless
8. Wounds Upon My Skin
9. Interlocutor
10. Mirrors Are More Fun Than Television
11. Save the Dream, Kill Your Friends
12. Collective Unconscious
Jeg blev faktisk snittet i pupillen for nylig, sagde den onkelagtige anmelder, der bare gerne ville have noget opmærksomhed. Et dryp. To dryp. Tre. Fire. Direkte i øjet. Så var bedøvelsen lagt. Omgivet af kittel- og mundbleklædt sundhedspersonel lagde jeg mig på briksen og fik kørt laseren hen over hovedet. Mens den nærmede sig ens tvangsåbne øje, tog man da sig selv i at tænke, hvorfor man ikke bare havde brugt pengene på softice og knojern i stedet, og da den laserstyrende robot med myndig stemme proklamerede ”suction on”, sugede sig fast på øjet og begyndte at skære, så jo ... så blev man da bekymret et øjeblik. Men intet gjorde ondt. Der var intet blod, intet kropsligt snask, ingen smerte. Er man vokset op med dødsmetal og alle dens værdier, var hele oplevelsen en kende antiklimaktisk, uanset hvor godt jeg faktisk så bagefter. Det kunne godt have været sejere.
Helt så letgjort og smertefri er processen ikke, når man skal forholde sig til engelske Pupil Slicer. Heldigvis. Selv om debutalbummet 'Mirrors' har knap et par måneder på bagen nu, er det en udgivelse, der bliver ved med at folde sig ud og afsløre små, nye detaljer.
Trioens musikalske udgangspunkt ligger et eller andet sted mellem hysteriske og grænsesøgende grindcorebands som hedengangne Discordance Axis og så den der slags math-metal, der nemt kan resultere i epileptiske anfald og bundløs frustration over alle de ting i livet, man ikke fatter. Tænk The Dillinger Escape Plan, før de blev alt for tumpede.
Hurtigt, hårdt og herresvært at følge
Med ovenstående opskrift på den grundlæggende musikalske fond kan de fleste nok regne ud, at Pupil Slicer er en tillært smag. Der er ikke noget her, der bare åbner sig og byder dig velkommen. I stedet er bandet en voldsom og helt vild blanding af et sindsoprivende tempo, abrupte og uforudsigelige skift, guitarer, der bliver ved med at afsøge nye riffs og former og et vokalarbejde fra Kate Davies, som i første halvdel af pladen er insisterende, allestedsnærværende og umuligt at ignorere, og som i anden halvdel så småt, desværre, begynder at blive en smule enerverende i sin ensartethed. Pupil Slicer er hidsigt. Det er uhæmmet i sin tilgang til musikken, men alligevel stramt, velspillet og imponerende i sin kompleksitet. Selv når bandet en sjælden gang imellem sætter tempoet en smule ned i enkelte passager og minder om en virkelig vred bastardfætter til Refused.
Hvad der gør 'Mirrors' til mere end bare et raserianfald i dobbelt tempo er, at bandet netop formår at skrue en smule ned hist og her uden at give køb på voldsomheden i musikken. Mens ultrakorte numre som 'Stabbing Spiders', den vanvittige powerviolence-hymne 'Vilified' og totalangrebet i 'Save the Dream, Kill Your Friends' lægger op til, at man vitterligt dolker sig selv i fjæset med hele det nyindkøbte sæt af Zwilling-knive, så viser bandet i længere skæringer som 'L'Appel Du Vide', 'Husk', den næsten lettilgængelige 'Wounds Upon My Skin' og den halvepiske lukker 'Collective Unconscious', at de er i stand til at tænke og spille deres musik skridtet videre. Derud, hvor man kan eksperimentere med lidt ambient, et thrash-riff, noget numetallisk bounce eller en sejtrækkende stonerrock, og stadig lyde som de mest gale, utilpassede børn i klassen.
For det er, hvad Pupil Slicer lyder som. Dem, som ingen af de normale gad at lege med. Derfor spiller de lige præcis det, de gider, og ikke en skid andet. Jo, man kan godt blande math med grindcore og få det til at fungere. Men at Pupil Slicer ligeledes får strejf af thrash, hardcore, stoner og numetal til at fungere i konteksten, gør dem en tand mere interessante end de fleste andre bands, der gør sig af med matematikken og grinden. Hvis Code Orange ikke var signet til Roadrunner og drømte om at stå øverst på festivalplakaterne, var Pupil Slicer den lyd, de for altid ville stræbe efter. Desværre for dem har Pupil Slicer allerede sat standarden selv.