K4OS K4T4RS1S
Thotcrime har leveret en plade, der kommer til at trække had. Men for dem, der fanger hybriden mellem hardcore og hård techno og måske er lidt for meget online, er det fedt.
2. There Will Come Soft Rains…
3. Rejection Sensitivity Dysphoria
4. trust://fall
5. 4V3R4G3_TU35D4Y.exe (ft. Aki McCullough)
6. You're Like A Black Hole, The Way You Expect My Life To Revolve Around You
7. Tweet This!
8. Broken Rib
9. Critical Codependence (ft. diana starshine)
10. This Is My Breakdown, I Get To Pick The Music (ft. Carson Pace)
11. Central Dogma
12. MOTHERFUCKER UNLIMITED (ft. Kate Davies)
13. I Couldn’t End Me, So I’d Like To See You Try
Ok, shit, hvor starter vi med Thotcrime? Well, Thotcrime er ekstremt 2022. Det er destilleret kaos. Eller, måske faktisk overhovedet ikke destilleret. For vi er ud over hele målskiven på denne plade. De fleste, der læser den her anmeldelse, vil nok hade det.
Det er svært helt at opsummere hvad vi har med at gøre, men på ‘D1G1T4L_DR1FT’ finder vi elementer af noise, techno, trance, dance, futurepop og metal- og hardcore, alt sammen samlet under hatten “internet”. Det her er måske lyden af internettet, som det ser ud lige nu.
Det kan man jo synes om hvad man vil, men det er nok nemmere at forstå både lyrik og æstetik hvis man er mere end almindeligt online. Den er fuld af sen-zoomer/tidlig-millennial meme og selvironisk og -destruktiv humor.
Hvis man ikke bryder sig om folk, der poserer ved skraldespande eller laver jokes om selvmordsforsøg og egen depression, bliver det måske svært at være i. Men det er sådan, de unge gør det, og det er sådan, Thotcrime gør.
“Det er mit sammenbrud, jeg bestemmer musikken”
‘D1G1T4L_DR1Ft’ er en rejse gennem et ungt menneskes liv, præget af overflade og usikkerhed, depression og angst, sociale medier og perfekthedskultur, fremtidsfrygt og fremmedgørelse og alle de andre ting, der gør livet svært – især for dem, der er blevet voksne i det 21. århundredes andet årti.
Selvom man umiddelbart kunne afvise bandet og pladen som endnu en millennial-affektion, er udgangspunktet for de enormt ægte følelser, der præger et liv, der startede ved historiens afslutning og fortsætter ind i det ukendte, med al den ængstelse det medfører.
Teksterne er et virvar af emotionalitet og et miskmask af traumer, der spænder over alt fra kropsissues, breakups og mandlige såkaldte feminister, der går meget op i kvinders rettigheder og holdninger, indtil det er i modstrid med deres egne interesser og behov for at få fedtet rotten, hvorefter de har brug for klap på hovedet og good boy points.
Det lyriske univers er sylespidst og voldsomt morsomt – hvis man altså forstår jargonen, hvorfor det er værd at følge med i det.
Gen Z-vokabulariet er også på plads og sine steder har det mere tilfælles med City Girl, end det, vi ellers beskæftiger os med. ‘Tweet This!’, ‘MOTHERFUCKER UNLIMITED’, ‘You’re Like a Black Hole, The Way You Expect My Life to Revolve Around You’ og ‘This Is My Breakdown, I Get To Pick the Music’, hvor The Callous Daoboys’ Carson Pace ledsager Hayleyy Sparxx på vokalen, er blandt de bedste eksempler.
Denne, nærmest ADHD-agtige, tankestrøm gennem traumer og nedture afspejles i den grad i musikken, der, som nævnt, bevæger sig gennem en myriade af genrer og udtryk. Thotcrime benævner sig selv som skiftevis cybergrind og hypergrind, hvilket vel kan være nogenlunde det samme. Begge er dog ganske dækkende for det musikalske kaos, der i høj grad tager udgangspunkt i Sparxx’ særdeles effektive vokal, og det afsindige tempo Dot Homler og – må vi antage – et computerprogram sætter på trommerne.
Gæsteoptrædenderne fra Pupil Slicer, Callous Daoboys og Vivid Illusions Aki McCullough er solide og fremragende og passer lige ned i det dissonante lydbillede, mens Diana Starshine på ‘Critical Codepence’ giver et helt andet, elektronisk baseret og noget mere mellow touch.
Og selvom ‘D1G1T4L_DR1FT’ i høj grad handler om det rå og voldsomme -corepræg er det især i eksperimenterne, det bliver rigtig spændende.
På ‘Tweet This!’ eksperimenteres der i høj grad med inspiration fra futurepop – i så høj grad at man bliver mindet om Neuroticfishs ‘I Don’t Need The City’, hvilket var et kærkomment gensyn. Hele vejen igennem bliver metalcorebasen blandet med techno, trance og gabber i så voldsom udstrækning, at selv Enter Shikari må give fortabt.
Tempoet er generelt holdt højt, og de fleste sange er forbi, inden to minutter er gået. Hvis man skal køre stærkt, er det et fremragende soundtrack – ‘Rejection Sensitivity Dysphoria’ minder endda lidt om soundtracket til ‘Ridge Racer’, så det er nemt at komme i stemning til dette.
Om Thotcrime decideret er godt, vil der nok være delte meninger om. Men et uomvendeligt faktum er, at det er nyt og unikt. Der er ikke andre, der laver det her, og det er i sig selv en bedrift i 2022. Det fortjener et lyt, og for undertegnede er det blevet til mere end et enkelt.