Lev nu lidt
Cabal buldrer fortsat derudaf med sortsværtet deathcore, men spiller den lidt for sikkert.
2. Insidious (feat. Simon Olsen)
3. Magno Interitus (feat. Joe Bad)
4. Existence Ensnared
5. Insatiable
6. Blod af Mit (feat. John Cxnnor)
7. Exit Wound
8. Violent Ends
9. Like Vultures
10. Exsanguination
11. Plague Bringer
Første gang vi mødte Cabal på plade, var vi glade. Det var nyt, spændende og hårdt. Anden gang var glansen falmet lidt mere. Kritikken gik dengang i høj grad på, at vi aldrig blev overraskede. Derfor kan det forekomme lidt spøjst, at vi næsten altid er glade, når vi oplever dem live.
Men som med de fleste ting, handler det om nuancer. Det, der fungerer når man har hældt bajere indenbords og gerne vil have en på kassen, er ikke nødvendgvis det samme, der appelerer, når pickuppen skal sættes på vinylen.
Således Cabal.
Lige så klassisk som brød og smør
Vi starter i den gode ende. Der er ikke nogen dårlige musikere i Cabal. De har allesammen ganske fint styr på, hvad de laver, der bliver spillet hårde chugga-chugga-riffs, og der bliver smidt drops til højre og venstre med så stor præcision, at du kan sætte dit ur efter det.
Det er musik, der er lavet til at få dig til at slås. Eller – måske lidt mere realistisk – træde lidt hårdere i spinningpedalerne nede i fitten, mens du laver din pligtcardio.
For at blive i metaforen – inden jeg sprænger den, for at hoppe direkte i en anden – er ‘Magno Interitus’ måske især velegnet som soundtrack til fysisk træning.
Det er brutalt og hårdt, men det er også til at regne ud. Du behøver ikke at forstå specielt meget, for at være med, og på den måde er det dejligt inkluderende. Alle kan bøffe igennem på ‘Magno Interitus’, og de fleste er da heldigvis også i stand til at tælle til fire.
Det er Cabal også gode til. Omend de nogle gange også bruger decimaler på ‘Magno Interitus’.
Faktisk er den nye plade noget mere kompliceret og spændende end de tidligere. Det må man give den københavnske kometkvintet. Der er blevet tænkt mere ud af boksen, og den fintunede monotoni, de kunne forfalde til på de foregående er blevet brudt.
Cabal har dog ikke nogen forfinet tilgang til foretagendet. Det er effektivt. Der spilles med et helt klart formål, og det formål er at få folk til at kaste hele kroppen rundt, når forventningens sus afløses af det forløsende drop. Fuldstændig ligesom deathcorens blege fætter i dubsteppen.
Det er musik, der føles som et tykt lag smør på hvidt brød. Tandmærkerne er tydelige og det fungerer. Men det er også tomme kalorier.
‘Insidious’ er et fremragende eksempel. Her gæstes Andreas Bjulver Paarup af Bæsts Simon Olsen og det kommer der to minutters brølende bulder ud af. Det er tungt og sejt og de to vokalister møder hinanden på smukkeste vis, men så snart nummeret er slut, er det ude af hovedet igen. Hooksene er hurtige og griber fat, men de er fuldstændig uden modhager og glider ud af kinden igen, så snart man ser væk.
Cute elektronik
Det er synd for Cabal, at jeg netop har anmeldt Thotcrime. Virkelig.
For de har udviklet sig på denne plade og det er særligt i én arena, nemlig den, der bygger på elektronik, effekter og keyboards. Paarup er den hyppigste gæstestjerne i John Cxnnor, der også gæster den sært Mansonske ‘Blod Af Mit’ – der med sin danske titel, men engelske lyrik i øvrigt kandiderer til årets narrepik – og har der samlet noget inspiration op til at smide lidt nyt i Cabal-gryden.
Og der er da rigeligt elektronisk at finde på ‘Magno Interitus’ – titelnummerets yndige synthintro, for eksempel, og utallige, generte industrial-elementer rundt omkring, hvilket kunne opfattes som noget af en landvinding – og givetvis også bliver det andetsteds, men som lyder sært undseelige og noget nær bedårende i sin generthed, når der sammenlignes med, for eksempel ovenstående Thotcrime, der kombinerer hardcoren i sin grindede form, med hardcore trance og gabber.
Det er ikke vildt nok hos Cabal. Og det er faktisk det generelle indtryk.
Cabal vil gerne være rigtig sejt, men de vil også gerne være helt sikre på at have nogen at sidde ved siden af i frokostpausen. Det vil altså sige, at de ikke rigtig tør tage skridtet fuldt ud og fucke deres tracks op med samples, synths og smæk for skillingen.
‘Violent Ends’ fungerer med sine skarpe dissonanser, sit fede temposkift og de afsindigt hurtige trommer, der bærer tracket. Det giver mening og er sejt, omend stadig solidt plantet i metallens egen baghave. ‘Like Vultures’ lyder derimod som en blanding mellem Slipknot og Static-X, og det er der ikke mange, der har brug for længere. Slet ikke med det klaver.
Og sådan kan man fortsætte. Cabal rykker sig, men det er med museskridt, og man får lyst til at ryste dem i skuldrene og bede dem leve livet lidt. I skal nok sælge billetter og t-shirts. I er for pokker allerede booket til Copenhell. Giv nu folk en oplevelse, de kan huske. Lad være med at blive i det nemme og sikre.
Grib noget, vær noget. Tør noget.