Du er ikke klar
Udover at være et genialt ordspil, er det svært at sætte fingeren på, hvad The Callous Daoboys er. Men der er rigeligt af det.
2. A Brief Article Regarding Time Loops
3. Beautiful Dude Missile
4. Title Track
5. Field Sobriety Practice
6. The Elephant Man In the Room
7. What is Delicious? Who Swarms?
8. Star Baby
‘Celebrity Therapist’ hedder pladen, og det giver lige præcis nul fingerpeg om, hvad man skal forvente. Det kommer denne anmeldelse nok heller ikke til, for The Callous Daoboys er ekstremt svære at beskrive.
Det virker heller ikke, som om det egentlig er vigtigt for bandet, hvad de laver, så længe de kan få deres umiskendelige attitude igennem. Et godt eksempel er den ekstremt pikkede solo i ‘Field Sobriety Practice’, der i nærmest Chicagosk stil lægger sig hen over den mildt sagt forvirrende baggrund af forvrænget skrig, spansk guitar og mild, collegerockvokal, samtidig me, at trommerne banker lige så hårdt, som man forventer af et metalcoreorkester.
Alene det at mene, at det, et eksperimental fusionsjazzet metalcoretrack trænger til, er en indfølt guitarsolo, er, i bedste fald, skørt, og når det så bliver gjort på den bund, bliver det kun mere underligt.
Det samme kan siges om ‘The Elephant Man in the Room’, der indledes med rå og skærende energi, inden en klaverdreven korsang skærer sig ind, som om der blev skiftet kanal på en radio, inden den igen stilles ind på forsanger Carson Paces hæsblæsende vokal. Mellemspillet vender i øvrigt tilbage, efter Pace har skreget lungerne ud om, at vi får, hvad vi fortjener, inden en endnu mere jazzet passage vender tilbage, hvor han kan få lov til at overdøve dem, der mener, han skal være stille.
Carson Pace er en omstillingsparat sanger, og udover hans hæse hardcoreskrig, er hans sans for sen-90’er-lidt-lissom-Incubus-vokal lige i skabet. Det, der gør, at det er spændende og ikke kikset, er kontrasterne i musikken. For helt ærligt verden har kun brug for én Brandon Boyd, men derfor er det fedt, at Pace svinger forbi alligevel, for det giver ørerne et sjældent sted at hvile, når man er på vej igennem ‘Celebrity Therapist’, og særligt på ‘Star Baby’ har man efterhånden brug for det auditive kram det er, ikke længere at blive skreget ad.
For det er ikke en nem plade at komme igennem. Ærligt talt tog det måske fem-seks gennemlytninger før jeg overhovedet kunne danne en holdning til den. For Callous Daoboys er meget. Sådan, rigtig meget, og selvom der er mere Dillinger end Chat Pile i det, er det ikke helt ved siden af.
Den jazzede metalcore mere end strejfes af noiserock flere steder og vi kommer vidt omkring i både stemninger og lydbilleder, men det der står tilbage er en ekstremt velsammensat plade, der går op og ned, men i virkeligheden understreger, hvad det er, albummet som format kan.
For jeg tror ikke det ville være en god oplevelse at høre noget så voldsomt som ‘Violent Astrology’, hvis man ikke fik ‘Star Baby’ til at guide en ud igen. På den måde er ‘Celebrity Therapist’ lidt som et svampetrip: Gør det med en, du har tillid til, og som vil være der, både når du stiger op, men også når du falder ned igen.
Og sørg for at høre den mere end en gang. Du opdager måske, at du kan lide den.