You are no fun!
Populær
Hvis man vender ottetallet på langs og derved gør det til tegnet for uendelighed, giver det et indblik i, hvor kedelig Incubus’ seneste udgivelse, ’8’, til tider er.
Nimble Bastard
State of the Art
Glitterbomb
Undefeated
Loneliest
When I Became a Man
Familiar Faces
Love In a Time Of Survaillance
Make No Sounds In the Digital Forest
Throw Out the Map
Hvor gik det egentlig galt for Incubus? I midt-90'erne var den amerikanske kvintet et frisk pust. Deres funk-inspirerede tilgang til nu metallen var anderledes, næsten unik i forhold til bands som Korn, Deftones, Limp Bizkit etc. Specielt deres andet album 'S.C.I.E.N.C.E.' (1997) står som en af slut-90'ernes stærkeste og mest varierede udgivelser inden for genren. Den efterfølgende 'Make Yourself' (1999) gav amerikanerne deres MTV-gennembrud, og så var det ellers slut med funky toner, didgeridoo og vildskab.
De efterfølgende to udgivelser holdt et fint niveau, men imponerede ikke. Det blev for finpoleret, for målrettet og for fortænkt. Hvis man ser bort fra ep'en 'Trust Fall (Side A)', er det syv år siden, Incubus sidst har udgivet materiale. I mellemtiden har bandet været opløst et lille års tid såvel som gæstet Northside. Trods den jyske festivals ønske om at tilføje en mere rocket kant til programmet siger den bookning vist alt om, hvilket band Incubus er anno 2017.
Udvikling er værdsat, og det er ganske forståeligt, at Incubus udviklede sig væk fra den funky nu metal-vildskab. Grundlæggende er der vel heller ikke nogen, der reelt ønsker en 'S.C.I.E.N.C.E' vol. 2. Problemet med Incubus er bare, at de ikke har udviklet deres lyd specielt meget siden overgangen til den mere rock-orienterede lyd i start-00'erne. I stedet har de udgivet det ene kønsløse og ligegyldige album efter det andet. Kvintettens 8. udgivelse er ingen undtagelse. Selv titlen, '8', er kedelig og uopfindsom.
Som det nu engang er med Incubus, byder deres nyeste opus på det obligatoriske "hit". På '8' er det åbningsnummeret 'No Fun'. Et nummer, der lugter lidt af dengang, bandet stadig havde lidt energi. Det er svært ikke at nikke med på det poppede omkvæd. Man smiler genkendende, når Brandon Boyd synger "Hey you are no fun/ You are no fun/ You are a song I never wanna hear again". På en gang catchy og samtidig en strofe, der er ekstremt dækkende for store dele af '8'.
Specielt pladens rockede skæringer har det med at være meget kedelige. Mike Einzigers guitar er irriterende distortet, og selv Boyds fløjlsvokal har fået en tur gemmen effektmaskinen. Alle, der på et eller andet tidspunkt har hørt Boyd synge, ved, at det er fuldstændig unødvendigt. 'Nimble Bastard' eksemplificerer dette fint, og som lytter er det svært ikke at spørge sig selv, hvad det skal gøre godt for. Bedst går det på bandets stille numre. Når guitaren har mindre fokus, og Boyds vokal står nøgen og alene. Hyppigt sørgmodigt og melankolsk. Her kan Incubus stadig. Som det lykkes på 'Undefeated' og 'Loneliest'. To numre, hvor man føler bandet på samme måde som på 'Love Hurts' ('Light Grenades', 2006) og ’11 am’ ('Morning View', 2001).
Det er småt med højdepunkter på resten af pladen. 'Familiar Faces' har potentiale med en hyggelig poppet klang og melodi, 'Love in a Time of Surveillance' har et groovy riff, og den instrumentale 'Make No Sound in the Digital Forest' har en chilled, laid back vibe, men det bliver aldrig rigtig spændende. Der er masser af små interessante brudstykker, men som samlet oplevelse mangler udgivelsen en rød tråd og ikke mindst flere gode numre.
Det værste ved ’8’ og Incubus anno 2017 er, at man ved, at de er bedre. At de mestrer at skrive den flotte og ørehængende melodi. Det har de bevist flere gange – og gør det tildels igen med ’No Fun’, 'Undefeated' og 'Loneliest'. Men det lykkes alt for sjældent på ’8’. Enhver, der på et eller andet tidspunkt har haft et forhold til den amerikanske kvintet, vil sidde med en ærgerlig fornemmelse efter gennemlytning af pladen. Måske er det på tide, at Incubus prøver noget nyt. Søger udviklingen igen. Det havde de trods alt stor succes med, sidst de forsøgte.