Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Habil hard rock-debut

Populær
Updated
Habil hard rock-debut

Danske Blended Brew debuterer med flot amerikansk-klingende hard rock med plads til forbedringer.

Kunstner
Titel
Hand Patrones
Trackliste
Forward
Attention
Glass Jaw
Vazado
Who Are You
Stepping On The Sun
Psycho Echo
Prisoner Son
More Wants More
Jester
Feed The Passion
Secrets
Karakter
3

Blended Brew har efterhånden huseret i en lang årrække. Selvom øvelokalet er en minimal plet på landkortet mellem Ringsted og Næstved, har bandet allerede været jorden rundt. USA og Kina tur-retur står blandt andet på det ganske imponerende cv, og nu kan bandet endelig tilføje deres første fuldlængdeudgivelse.

Debutalbummet har fået titlen ’Hand Patrones’ og er et album centraliseret omkring en solid amerikansk-klingende hard rock-sound. Hertil trækker bandet på funk-elementer og ikke mindst bluesrock. Inspirationskilderne er mange, men hvis man forestiller sig et mash-up af Incubus, Pearl Jam og ZZ Top, fanger man essensen af bandets lyd. Dermed også sagt, at Blended Brew arbejder inden for et lydspektrum, der primært trækker på referencer fra 90’erne og længere bagud i tiden. En interessant blanding, dog hørt før i lignende kontekst med varierende resultater. I denne sammenhæng er der heldigvis tale om en ganske vellykket fusion.

’Hand Patrones’ består af en ganske fin samling af stærke numre og enkelte numre, der reelt ikke giver lytteren den store oplevelse. Albummet startes på ganske funky manér med ’Forward’. Et uptempo nummer, der ganske vist vil fremad, men ikke helt formår at fremvise bandet fra bedste side. Det gør den efterfølgende ’Attention’ til gengæld. Med solide riffs og stærkt vokalarbejde er nummeret et habilt hard rock-track, der fremviser kvintettens kvaliteter og sans for veludført sangskrivning. Ud over denne bør ligeledes fremhæves den rockede ’Vazado’ og pendanten hertil, den sjælefulde og fantastisk melodiøse 'Prisoner Son'. Endelig rydder Blended Brew og ikke mindst forsanger Jimmy Månsson og hans eminente vokal bordet med den bluesrocktwangede ’Jester’. Modsat er ’Who Are You’ et fuldstændigt ligegyldigt fyldnummer. Hertil fremstår ’Psycho Echo’ som et ganske habilt nummer de første tre minutters spilletid, inden det lader til, at bandet mister fokus i to minutters unødvendigt og utilpasset halvpsykedelisk rod.

Trods den noget negative afrunding er 'Hand Patrones' dog en ganske stærk udgivelse og en lovende debut. Kompositionerne er for størstedelen af numrenes vedkommende flot skrevet, med tanke på den gode melodi og lytteroplevelse. Indspillet og mixet flere forskellige steder, lige fra Vibe Factory Recording Studio til intet mindre end Abbey Road Studios, har bandet opnået en lyd, der i langt højere grad lugter af svedig amerikansk muld end kedelig, halvvåd dansk jord. Til trods for dette ville det dog klæde bandet, om orgel og piano blev tænkt lidt alternativt, i stedet for med samme gentagne uinspirerende lyd pladen igennem. Herved fremme ved konklusionen: 'Hand Patrones' er en flot og kompetent debut, der smager af mere, men også levner plads til forbedringer.