Der er ikke noget at grine ad
Populær’Laughing at Your Feet’ er et skridt fremad for den danske kvintet Blended Brew. Der er et øget fokus på retning, bedre samspil, udnyttelse af medlemmernes evner og ikke mindst en herligt fyldig lyd.
Stoned Memories
Open Ocean
Temple Head
Sidste år udgav danske Blended Brew deres debut Hand Patrones. En habil debut, der fremviste kvintettens potentiale, men ligeledes muligheder for forbedringer. Blended Brew er ikke et band, der spilder tiden. Om end det tog noget tid at få udgivet debuten, sker der hele tiden noget i Brew-land. Om det så er en tour kloden rundt eller, som i dette tilfælde, udgivelse af en ep.
’Laughing at Your Feet’ er bandets første udgivelse under Mighty Music og består af fire velkomponerede hard rock-numre. Det er en udgivelse, der byder på udvikling. Bandets brug af piano/orgel er blevet mere varieret og interessant, mens kvintetten har fået et mere præcist fokus på den genremæssige retning. 70’er-inspireret hard rock med et hint af 90’ernes post-grunge-rock.
Titelnummeret åbner ep’en på effektiv vis. Mathias Jørgensens bas er blevet trukket helt frem i lydbilledet, hvilket giver nummeret en insisterende, rustik lyd og klang. Produktionsmæssigt har nummeret en tilsvarende støvet lyd, der giver det et touch af ørkenrock.
Den insisterende basgang forsætter på den efterfølgende ’Stones Memories’, men her er det primært samspillet mellem guitaristerne Jimmy Månsson og Mikkel Toustrup samt organist Sebastian Groset, der giver nummeret kant.
’Open Ocean’ er kvintettens single-udspil, og det er med god grund. Nummeret er det stærkeste på ep’en og emmer af hård rock i solen og behagelige oplevelser. Det opfindsomme og legende samspil medlemmerne imellem fremgår tydeligt på nummeret, der er fyldt med lyttervenlige elementer.
‘Laughing at Your Feet’ afsluttes af den sprudlende ’Temple Head’, hvor især kombinationen af de rolige og melodiske vers over for det vokalmæssigt aggressive omkvæd klæder sangen. En herlig afslutning på en ep, der giver lyst til mere.
Overordnet er ’Laughing at Your Feet’ et skridt fremad for den danske kvintet. Den udnytter medlemmernes musikalske evner, retningssansen er skærpet, og lyden er dejligt fyldig. Især sidstnævnte giver ep’en en ekstra dimension, der øger den samlede kvalitet.