RB '23: En pinlig affære
Vi var mange, der havde store forhåbninger til Pupil Slicer, der åbnede festivalens tredjedag. Desværre stod planeterne ikke på række, og bandet kæmpede forgæves mod lortelyd og uoplagthed både på scenen og blandt publikum
Pupil Slicer er et af de bands, man gerne vil sætte et vækkeur for at nå. De har ry for at piske den vildeste fest i gang med deres hidsige grind. Så det gjorde vi. Satte vores ur og indfandt os på Engine Room scenen kl. 13.30 – et tidspunkt, de fleste festivalgængere refererer til som “morgen”. Der var optræk til kø ved indgangen, så vi var ikke de eneste med store forhåbninger og poser under øjnene. Efter et par indledende linechecks på scenen, forsvandt Pupil Slicer kortvarigt for blot at komme ind igen og fortsætte i, hvad der lød som samme skure som linechecket.
Første nummer var en noget buldrende oplevelse, og der var generelt en fornemmelse af, at ingen på scenen kunne høre noget som helst af, hvad de andre lavede – eller hvad de selv lavede, for den sags skyld. Men vi tænkte overbærende, at det var et monitorproblem og ikke et bandproblem, og vi nikkede velvilligt med og tænkte, at det nok skulle rette sig. Roadburn har normalt virkelig god lyd på alle scener, og plejer som minimum at spore sig ind på det helt rigtige lydbillede i løbet af første nummer. Men det skete ikke her, og vi kan jo i virkeligheden ikke vide, om det var det, der var problemet på scenen, men i salen lød det forfærdeligt helt frem til slutningen.
Uoplagt band
Bandet selv virkede trætte og uoplagte, og forklaringen fik vi lidt henne i koncerten, hvor sanger Kate Davies indrømmede, at festen dagen før havde taget lidt overhånd. Det var en ellers oplagt Davies, der hoppede på scenen med Backxwash og gav os håb om en lige så stor fest lørdag eftermiddag i selskab med hendes eget orkester. Men fest hele natten og hidsig, hurtig og kompliceret grindcore er nok ikke verdens bedste kombination. Hidsige rodebunker af numre afløste hinanden i et virvar af næsten uigenkendelige numre. Momentant glimtede det sammenspil, vi ved, de mestrer og gav os fornyet håb, men desværre fortsatte koncerten med at være utight og buldrende. Davies’ rene vokal var så falsk, at det blev en pine at lytte til, guitaren var for meste fuldkommen usynlig i lydbilledet, mens trommeslageren gjorde en desperat indsats bag kedlerne, og isoleret set spillede virkelig godt, men blev modarbejdet af en bassist, der tilsyneladende ikke kunne høre noget som helst, og som derfor ikke spillede efter helt samme rytme, som trommeslageren.
Davies gav dog alt, hvad hun havde i de imponerende hidsige skrigevokalstykker, hvor også publikum begyndte at nikke velvilligt med hovedet. Vi ville jo virkelig gerne have, at det lykkedes for dem. Desværre lykkedes det først alt for sent, hvor vi i settets næstsidste nummer fik det groove og det sammenspil, som vi havde stået og ventet på. Og selv her fik bandet i sidste sekund tabt det hele på jorden, da den afsluttende guitarsolo blev spillet på et forkert bånd. Om det er døvhed eller manglende monitor står hen i det uvisse, men der var ikke optræk til at rette op det, og det hele endte i en temmelig pinlig affære.
Til sidst i settet gav bandet slet og ret op, og annoncerede resignerede, at nu var der kun 2 numre tilbage. En besked, som den tilbageværende tredjedel af publikum tog med ophøjet ro. Og selvom enkelte superfans virkede begejstrede, så var cirka alle andre i gang med at tjekke telefoner, hænge ud i baren eller tage sig en velfortjent siddepause langs hegnet.
Roadburn er en make or break-chance, og Pupil Slicer fejlede på trods af en ihærdig og til tider desperat indsats på scenen, hvor intet ville lykkes. Det gode råd herfra må være, at man ikke tager på episk druk, dagen før man skal åbne Roadburn Festivals tredjedag. Skal man fremhæve noget positivt, så var køen uden for koncerten i hvert fald afviklet, da den sluttede.