Kan du huske fremtiden?

a0307254131_10

Eller bare troen på den? Aarhusianske Hiraki lægger sig på deres andet album i sporet af den 90’er-revival, der i mangel på reelt nye idéer forsøger at genopfinde fremtidstroen.

Kunstner
Titel
Stumbling Through The Walls
Dato
09-04-2021
Trackliste
1. Common Fear
2. Wonderhunt
3. Proto Skin
4. New Standards
5. Blossom Cuts
6. Mirror Stalker
7. Peach Lung
8. The Alarmist
Karakter
4

90’erne var på én gang en fantastisk og forfærdelig tid for metal, alternativ rock og grænselandet mellem de to. Forfærdelig, fordi det var årtiet, hvor begge genrer startede med at peake kommercielt og derefter døde kreativt. Fantastisk, fordi de i forsøget på at holde sig relevante og overhovedet i live, fandt hinanden i et favntag, der langt fra altid var lige skønt at se og høre på, men som i det mindste fik der til at ske noget nyt med to genrer, der begge var ved at gå til i formalia og selvfedme.

Men hvis man er gammel nok til at have været der selv med neglelak og sortfarvet hår, kommer det også til at virke lidt altmodisch, når yngre bands genopfinder genrerne med virkemidler, der fremstår så velkendte, at det mere kommer til at virke som et nostalgitrip end den revolution, man har på fornemmelsen, at det måske nok gerne ville være.

Det er i hvert fald sådan, jeg får det, når jeg hører aarhusianske Hirakis andet album, ‘Stumbling Through the Walls’. Trommemaskinen i starten af 'New Standards' med en følelsesmæssigt distanceret kvindestemme henover, den knækkede guitarfigur, der bryder sammen i støjkaskader i 'Proto Skin', mens sangen vrider sig sammen i afmægtig frustration, Cara Drolshagens skrig fra de på alle måder beslægtede The Armed i åbneren 'Common Fear', efter den er indledt med synthesizer-salver og forprogrammeret hjertearytmi: Det hele er instinktivt fedt og meget mere vedkommende end horderne af dinosaurbands, der spiller metal, som om 80’erne aldrig var slut, men reelt er det akkurat lige så bagudskuende og nostalgisk som de bands.

The Locust har været der. Blood Brothers har været der. Faith No More, The Dillinger Escape Plan har været der, Nine Inch Nails har ødelagt sexy for alle, da de var der. The Armed, Viagra Boys og Daughters er nogle af dem, der er der nu; Gullo Gullo, hvis Anders Jørgen Mogensen er gæst på et af pladens højedepunkter, ‘Peach Lung’, er der.

Men gør det så noget?

Det gør det, hvis musikhistorien tynger ens opfattelse af Hiraki. Hvis man ikke kan lade være med at høre musikkens tvingende nødvendighed, den spændstige tyngde, der ligger i hver akkord og hvert slæbende beat, den raspende snerren og de gutturale skrig som en påberåbelse af et brud med fortiden, som jeg ikke kan lade være med at høre Hiraki som. For mens man har vænnet sig til nye hardcorebands, der lyder som Minor Threat, er det fortsat en relativt ny revival af en hybridgenre, der aldrig rigtig nåede at etablere sig som selvstændig genre i sin tid, som Hiraki gør det i.

Og dét gør noget, for ‘Stumbling Through the Walls’ er langt mere end blot et nostalgitrip. Det er en markant mere velskrevet og langt mindre kaotisk plade end debuten ‘Modern Genes’. Det er en plade, der skiller sig markant ud fra, hvad der ellers sker i dansk metal og alternativ rock, fordi den afsøger det frugtbare ingenmandsland mellem de to, og fordi der ikke er mange andre herhjemme, der gør det for tiden, udover Gullo Gullo. 

Det var ikke sådan her, fremtiden kom til at lyde. Den kom til at lyde som et glittet Nuclear Blast-katalog fremført i et øltelt på en tysk dyrskueplads. Hiraki minder om, at andre veje frem stadig er farbare.